Sif og venindesymbiosen, kapitel 1

Tegning: Susanne Bach

AAAAVVVVUUUUU…….
Føler virkelig, at ”anvendes inden-datoen” helt klart er overskredet på mine fødder. Jeg sidder på kantstenen uden for diskotek Train i Århus i silende regn. Klokken er tyve minutter over fem om morgenen, det er hammerkoldt, og min bagdel er helt gennemblødt nu. De andre piger er langt foran. Jeg nægter at gå videre, trods mine klaprende tænder. Jeg befinder mig i øjeblikket på teenagestadiet i alt for små sko.
Der er jeg dog ikke længe, inden jeg tager en hurtig rutchetur helt ned på børnehaveplan og råber: ”Aj el ik å æne-e …. ”*
Et sprog vi har udviklet i løbet af aftenen, efter at jeg tabte Marias telefon, så alle knapperne faldt af i en fodgængerovergang. De efterfølgende seks gange det blev grønt, fór vi rundt derude for at opstøve dem - forgæves! Af en eller anden grund blev vi enige om, at de fleste konsonanter var blevet væk, og sjovt nok er sådan noget vanvittigt morsomt efter indtagelse af en halv til en hel liter alkohol.
”A er ege å an”** skriger de tilbage, og synker helt ned på mit niveau.
Kan man seriøst stå og formane sine teenagebørn om at opføre sig ordentligt i byen efter i aften?

Seks ”bedste veninder” er vi, og turen går til Århus. Det gør den én gang om året. Det er anden aften i træk vi har forsøgt at gøre byen usikker, hvilket har resulteret i at vi i hvert fald er usikre nu. Ikke på os selv, men på benene.

Jeg får flashback til vores entre på Train: Maria råber overstadigt ”ej ar ige e-gi-i-a-on æd”*** op mod dørmanden. Han morer sig tilsyneladende ikke. Heller ikke selvom vi andre gør. Fnyser bare og ignorerer os efterfølgende.
Vi er rimelig langt over alderen hvor legitimation kræves af os og dermed også langt over den alder, hvor man kan tillade sig overhovedet at forsøge at smigre sig ind hos dørmanden. Desværre bundfælder det faktum sig ikke rigtig i aften.

(* Jeg vil ikke gå længere)
(**Der er ikke så langt)
(***Jeg har ikke legitimation med)

Da det endelig lykkes os at mase os ind, er vi så ”heldige” at støde på et par overfriske bodybuildertyper i fyrrene, som i løbet af meget få sekunder bekræfter vores fordomme om at der hører flere muskler end hjerneceller til den slags.
”Nu skal jeg sørge for jer”. Alphahannen stryger op i baren med sine kæmpemuskler og afblegede strithår og fremtryller en flaske vodka. ”I kan bare lige sige tak til ejeren der ved at skåle lidt med ham”, siger Karlsmart mens han hæver brystkassen til umenneskelig størrelse og peger på en lille skaldet mand i baren. Jeg skæver til Maria og ved allerede nu, at vi har et problem!
Maria lader sig ikke så let imponere og slet ikke af typer som ham her.
”Jeg ska’ sgu ikke ha’ noget!”, siger hun og ligner et kort øjeblik min mormor når min morfar forsøger at få udgangstilladelse, - bare uden rynker.
Maria er lidt ”Rasmus modsat-agtig”. Hun hader at blive dirigeret rundt og nægter at samarbejde, uanset det falder ud til hendes fordel.
”Kom nu Maria”, forsøger jeg forsigtigt at lokke hende, men Maria er hverken til at hugge eller stikke i. Hun lægger surt armene overkors og laver hønserøvsmund. De brune øjne virker næsten sorte nu, og selv de små fregner ved næsen bløder ikke meget op på ansigtsudtrykket. 

Maria arbejder til daglig som socialpædagog for belastede og socialt udsultede unge på en institution lidt uden for Vejle. Maria er rummelig, - men der er da helt klart forskel på folk, - selvom hun vil nægte den indrømmelse til sin dødsdag.
Vi andre tager imod vodkaflasken med kyshånd. Har ingen moralske overvejelser what so ever!
Vi står langs baren, fjanter og skåler, - og mens Maria stadig står og ligner en tordensky der kan sende elektriske udladninger ud når som helst, sender Gudrunn uheldigvis indholdet at sit glas og derefter Dittes, ud over vores alphahans stramme blå jeans. Han laver en ret feminin undvigemanøvre og udbryder irriteret mod Gudrunn i en tung udånding: ”Det’ sgu da godt jeg fik fat i en hel flaske hva’?!”. Gudrunn trækker respektløs på skuldrene, vender ryggen til ham og svanser hen i den anden ende af baren.
Ann bliver spurgt, om hun vil danse af en sød fyr uden hår, men hun falder ned af trappen til dansegulvet og ødelægger et kort øjeblik illusionen om en kvinde i fuldstændig kontrol. Ann har kort, mørkt hår – sikker, elegant klassisk tøjstil – og hendes varemærke er kontrol. Det generer åbenbart ikke fyren at hun pludselig styrter rundt på trappen, for han kigger næsten forelsket på hende, mens han, forholdsvis elegant, hiver hende op fra trappen i et ryk. Energisk kaster han hende ud i en vild-med-dans-agtig, latinamerikansk rytmik - til stor irritation for nogle af de yngste gæster, som øjensynligt øver til optagelsesprøve på et eller andet reality-show.

Vi har efterhånden fået ignoreret bodybuildertyperne så længe at de opgiver de store armbevægelser og fortrækker. Vi er absolut ikke i det pæne hjørne i aften. Er i virkeligheden selv lidt belastende for de omkringværende.
Signe har startet sig eget show op med en meget ung mørk gud. Det virker som om hendes understel er hæftet på et stativ med kuglelejer, hvilket får mig til at tænke på, hvor hun egentlig har lært det?
Hun ser meget erotic-dancer-agtig ud. Mangler kun et bur eller en glidestang til at fuldende showet. Det lange næsten hvide hår vælter fra side til side og hendes udstråling af erotik og selvtillid overvælder fyren. Ingen tvivl om at Signe nyder den unge fyrs beundring!
Gudrunn kommer valsende forbi mig med en kulsort fyr med sparsom hårpragt på slæb. Hun når lige at hviske i forbifarten: ”Er han ikke lidt sød?” Hun løfter det ene bryn frækt, smiler og fortsætter med vores interne teenage-agtige kode (skabt i en fælles brandert, hvis man skal undskylde): ”ssss”, og lyder et øjeblik som slangen fra junglebogen.
Jeg synes, han ligner en mørkere udgave af Mike Tyson, så ”sød”, er nok ikke præcis det ord jeg leder efter, - men måske….. stærk?
De danser hen i nærheden af Signe og begynder på nogle samba-agtige bevægelser. Gudrunn er slank grænsende til det tynde, men med en flot og fyldig barm. Hun er oprindelig islænding, så hun har selvfølgelig lys hårpragt. Derudover har hun en enorm svaghed for sorte mænd med rytmesans.
Hun påstår, at hun har været negerkone i en lille landsby med små sivhytter og en høvding til at styre sig, i et tidligere liv. Vi andre begyndte straks at kalde hende Mgala efter den oplysning, og blev ved med det et pænt stykke tid. Faktisk indtil hun blev ret truende i sin adfærd og begyndte at uddele hestebid.

Jeg får bestilt peanuts i baren og bartenderen, som ser ret sød og interesseret ud, begynder at spørge mig ud: ”Hvor kommer I fra?” og ”Hvad laver I her?”.
Mens jeg glad fortæller, hvilken størrelse tøseklubben er, at vi kommer fra Vejle og at vi er på vores årlige tøsetur til Århus, - får jeg pludselig en hård albue i siden af Maria: ”Du behøver ikke hele tiden at sige VI - snak for dig selv”, vrænger hun. Hun kaster de halvlange, rødblonde lokker om på ryggen i et fornærmet ryk og giver sig højst overraskende til at hælde en drink op af vores fælles vodkagave.
Hun har opdaget, at en skaldet russer ved siden af hende er interesseret og begynder uhæmmet at skåle og konversere med ham på engelsk.
Det er åbenbart meget moderne ikke at eje hår overhovedet? Håber ikke min ægtemand Søren, får den idé!
Jeg iagttager hende lidt i smug og ler derefter triumferende: ”Nåhh, - du vil gerne ha´ en drink alligevel?”. ”JA, men nu behøver jeg jo heller ikke skåle med ejeren mere!”, flækker hun af grin. Maria is back on track. Man-har-et-standpunkt-til-man-tager-et-nyt plejer ellers ikke at være hendes holdning, men i aften er det interessant nok blevet tilfældet. Kan være hendes konto er i minus - som min?
Signe kommer tilbage fra dansegulvet, og jeg er næsten overrasket over, at hun har tøj på. ”Ål a op, vår ar u ær a anse ån?”*, griner jeg imponeret. Signe er lille og fin og har en lidt udfordrende stil. Ikke vulgær, men helt til grænsen. Hun griner frækt og fortsætter vokal-volapyk med bartenderen mens jeg kigger rundt efter Ditte. Jeg finder hende for enden af baren og går i hendes retning. Jeg når dog lige at tyde at Signe interesseret, på volapyksprog, spørger bartenderen om han er tilhænger af intimbarbering.

*Hold da op, hvor har du lært at danse sådan?

Ditte står sammen med en fyr omkring de tredive. Fyren snakker som et vandfald og Ditte lytter oprigtigt interesseret. Hendes skulderlange næsten sorte glatte hår vugger frem og tilbage hver gang hun nikker eller ryster på hovedet og hendes spraglede tunika virker lidt for lille til hendes lidt buttede, høje krop. Buttet er nok det forkerte ord, - mere kraftig bygget på den sunde måde. Hun ser faktisk ret godt ud, når man tager i betragtning at hun er 45. Ditte er ekstremt nysgerrig, og alene det driver hende til at kontakte andre. Uanset køn. Hun har en helt exceptionel evne til at vride alt ud af folk. Ca. ti minutter tager det normalt at få pumpet hele livshistorien ud af offeret. Inklusive tragedier, højdepunkter, mulige problemer som barn, hvad han/hun laver og hvordan vedkommende er nået hertil i sit liv! Hvad der får folk til fuldstændigt at smide alle hæmninger og på den måde øse ud er, efter min mening, et mysterium!
Ditte er selvsagt ovre sin første ungdom. Ja, det er vi alle. Vi hører til i den modne gruppe nu. Alle et sted mellem fyrre og femogfyrre, med undtagelse af Ann som bliver niogtredive om en måneds tid. Vi befinder os ikke længere i den tid hvor spinlonkjoler og kødgryder hitter, så vi er egentlig ikke kede af vores alder. Vi har opdaget at vi modne kvinder også kan være attraktive. Det faktum, at vi tør være os selv og ikke er usikre på os selv, tiltrækker åbenbart en del!
Ditte er ældst. Hun har tre teenagebørn og et lettere problematisk forhold til sin mand Poul, som bliver smidt ud ca. én gang om året med et ”STORE VATPIK” rungende efter sig. Særligt omkring julefrokosttid. Og da vi er i november nu, er det kun et spørgsmål om ganske få dage eller højst uger, før det bliver højaktuelt igen!
Jeg hiver Ditte væk fra offeret og skubber hende med ud på dansegulvet. Mine fødder er begyndt at svulme, men jeg elsker at danse og det gør Ditte også, - og så kan begyndende smerte i gulvhøjde let tilsidesættes.
”Vil du tænke dig, at hans far er bøsse? Og han fandt først ud af det da han var tolv og faren ville skilles fra moren”, fortæller Ditte med et diskret nik op mod offeret. Jeg ler og ryster på hovedet: ”Ditte for fanden - at du gider”.
Gudrunn og Ann er havnet i baren igen. Gudrunns mund nu formet som en sugemalles, suget fast til ”Mike Tysons”, mens Anns skaldede beundrer har kigget så intenst på hende de sidste fire timer, at hun efterhånden må have fået hans logo tatoveret ind, et eller andet sted i ansigtet nu. Signe er til gengæld forsvundet sporløst. Jeg halter (på den fede måde) op til Maria, Ann, Gudrunn, ”Tyson” og baren sammen med Ditte, for at gøre et sidste ihærdigt forsøg på at tømme den for alkohol.
Det lykkes ikke helt, men vi bliver trods alt smidt ud som de sidste. Cool! Bartenderen løfter hånden til farvel. Jeg humper forbi ham (igen på den fede måde) og siger i forbifarten: ”Vi ses”.
”Sagde jeg ikke at du ikke skulle sige VI?”, fnyser Maria og forsøger at skjule et smil. Jeg når ikke at opfatte drilleriet og råber hende hidsigt ind i hovedet, mens jeg kæmper mig vej mod udgangen: ”Jeg kan sgu da ikke sige JEG ses, VEL?”
KÆMPE latterbrøl hænger efter mig ud af døren, ikke bare fra Maria, men fra alle pigerne! Mit ansigtsudtryk ændrer sig lynhurtigt fra bistert til dumt. Got me!

Signe dukker pludselig op ved udgangen med en klædelig rødlig plamage på hver kind og den mest lamme kommentar ever: ”Jeg har altså ikke lavet noget…rigtigt. Vi kyssede bare lidt!”.
Gudrunns sugekopper har endelig sluppet ”Tysons” læber og hun forklarer at det er bedst hvis hun tilbringer det der er tilbage af natten, hos ham: ”Han er sjå sjød”.
Vi er langt fra enige med hende, men hendes ører er tilstoppet af elskovssang og det er omsonst at overbevise hende om at han ikke er sød men tværtimod virker mærkelig. Gudrunn er gift med Jeppe som faktisk er en okay sød fyr, så alene derfor forsøger vi, forgæves, at overbevise hende om at det er en torskedum beslutning.  
Hun planter en hånd på hver side af mit hoved, rykker mine kinder frem mod sig selv til jeg ligner en af de små nylonstrømpedukker med ris i, bare med flere rynker og snøvler: ”Jaj lover, højt og helligt at sjaj ringer til jer når jaj er kommet hjem til Henning”.
Henning? Jeg trækker forbavser kinderne til mig. Her tror man at Gudrunn er ude i et internationalt eventyr med en eksotisk afrikaner, og så er han pæredansk og hedder Henning? Endnu en grund til at droppe klaphatten, når jeg lige at tænke mens han nærmest kaster hende ind i taxa’en. Sikkert af frygt for at vi skal få hende overbevist om sin dumhed.

Jeg er kun lige nået rundt om hjørnet, da jeg planter mig på kantstenen og nægter at gå videre. Nu hvor alt det sjove er slut, retter fokus sig direkte mod platfødderne. Heller ikke særlig intelligent at danse igennem i nye sko!
Jeg begynder langsomt at vride skoene af men fortryder, - der er alt for meget sjap!
En mindre bæk snor sig langs kantstenen, og jeg følger et stykke krøllet hotdog-papir med et kvart hotdogbrød på, med øjnene. Det kommer sejlende stille og roligt gennem mine ben. Kunne sætte mig på det lille skib uden sejl og lade mig føre hen til pigerne?
Jeg har ikke meget frisure tilbage. Regnen har sørget for at mit skulderlange blonde hår, klistrer til kinderne. Jeg er overbevist om at jeg har set bedre ud. Kan i øjenkrogen ane de hovedrystende blikke fra de forbipasserende, men jeg kunne ikke være mere ligeglad lige nu.
”Om u”, råber Ann til mig.
”Ej …. un analundart”, råber jeg træt og lidt hæst tilbage inspireret af hotdogskibet. Kanalrundfarten, - eller analundarten som vi kalder den nu, kom på banen igen i aften. Ditte fortalte historien for sjette eller syvende gang. Hun havde været på kanalrundfart i Århus sidste år under festugearrangementet, og var blevet vildt betaget af skipper. En høj mørkhåret indianerlignende mand med brede skuldre og en mørk lød. For hver gang, hun fortæller historien, bliver skipper højere og højere, mere og mere bredskuldret og smukkere og smukkere. Vil tro han omtrent er to meter og tyve høj, en meter over skuldrene og klar til et forsidebillede i ”Euroman” i øjeblikket.

De andre forbarmer sig endelig over mig, og jeg kommer storgrinende på slæb. Hængende på Signes venstre og Marias højre skulder, klarer jeg det sidste stykke til vores logi.
”Signe, fortæl nu hvad der skete….og ikke mindst hvor”, ler jeg overstadigt, opildnet af at blive hjulpet. Hun rødmer lidt igen:” Ingenting ….for fanden”, skraldgriner hun, - og nu ved vi alle sammen det er løgn. Når man har haft tolv års tætkørsel sammen, er man ikke i tvivl om hvad der passer og ikke passer mere. Vi ler overbærende af Signe. Det er ikke første gang det er sket og det bliver helt sikkert heller ikke den sidste gang. Faktisk sker det hver gang Signe har krise i ægteskabet. ”Vores mund er forseglet, - det ved du”, lover jeg, lyner barnligt min mund og smider nøglen væk, mens de slæber mig ind af døren og op af trappen til vores værelse.


”Er I vågne?”. Stemmen kommer fra Signe som har overvåget os hver især i lang tid. Så snart hun ser tegn på et blink fra én af os, kommer spørgsmålet væltende. Fire timer fik sovet denne gang, altså sammenlagt, konstaterer jeg med et søvnigt kig på min mobilo.
Signe sover ca. en halv time i døgnet!? Hun har en mand som ikke magter at hjælpe til med noget som helst, en teenagepige, og en dreng på fire år, så hun er selvfølgelig i træning med ”ingen søvn”, - men alligevel! Jeg skal normalt have små ti timer for overhovedet at kunne få arme og ben til at bevæge sig hensigtsmæssigt, så for mig lyder det fuldstændig absurd at man kan nøjes med så lidt.
Ditte virker også frisk – og det er et særsyn, som kræver en forklaring. Det er ”store shoppedag” og Ditte elsker at shoppe. Kan endda med rimelighed sige at hun lever for at shoppe. Ditte har fået overbevist sig selv om, at hun faktisk aldrig køber noget mere. Og en sjov detalje er, at hun ikke kigger på hvad det koster, men på hvor meget det er sat ned?
Ditte har haft en fodklinik, men måtte sælge den fordi hun fik slidgigt i ryggen. Nu er hun konverteret til fitnessinstruktør på halv tid.
I dette øjeblik ser det dog ud som om hun lige har fået doneret en helt ny ryg! Og det på trods af at vi ligger på madrasser der, bedømt ud fra comforten, er fra krigens tid!
Okay – indrømmet - det er ikke hotelværelser vi bruger flest penge på. Og hvad kan man lige forlange, når man overnatter på et i øvrigt uhyggelig grimt og slidt seksmandsværelse - på vandrerhjem og i køjesenge?

Gudrunn nægter at rejse sig: ”Jeg vil ikke med”, siger hun, sur over at blive vækket, og vender sig om på den anden side så en sammenfiltret blond hårbold kommer til syne.
Gudrunn ringede ikke hjem i ”nat” og jeg blev bekymret. Måske havde ”Tyson”, i værste fald, slået hende ihjel?
Jeg ringede til hende ved sekstiden, og mit opkald blev besvaret af Ann i den øverste køje overfor: ”Hallo - det er Gudrunns telefon”.
”Hvad fanden, - har du Gudrunns telefon, Ann?” Jeg var et stort spørgsmålstegn. ”Ja, jeg opdagede at hun havde glemt sin taske i garderoben, og tog den med”, svarede Ann uvidende om, at Gudrunn havde lovet at ringe til mig.
”Ja, så er det edermame svært at få fat i hende”, svarede jeg lettere bekymret og afbrød forbindelsen til Gudrunns mobil.
”Rolig nu!”, afsluttede Maria kategorisk: ”Hun er en voksen kvinde og kan klare sig selv”. Maria modsiger man ikke med mindre det er højst nødvendigt og vi lagde os i stedet til at sove.
Ved otte tiden ankom Gudrunn. Hun havde ikke succes med en sniger, da kortet til døren jo lå i den taske Ann havde bragt hjem for hende.

”For pokker - det var dumt!”, sukkede hun nu ædru, træt og ærgerlig med alles øjne, først søvndrukkent og siden nysgerrigt, rettet mod hende: ”I havde ret, han var sgu ret sær! Han flåede trusserne af mig, i det øjeblik vi kom hjem til ham. Ikke bare flåede dem af, men flåede dem i stykker”, fortsatte hun, mens hun klædte sig af og afslørede et par hvide boksershorts med blå lodrette striber, som i hvert fald ikke var hendes egne. ”Så kastede han mig nærmest op i vindueskarmen og gik amok. Ja, I ved, - og så var det hår han manglede på hovedet åbenbart på ryggen i stedet for, puha”, afsluttede hun, viste et rødt aftryk fra en vinduessprosse på den nederste del af ryggen og kiggede op med et forlegent smil. Som hurtigt blev ændret til et stort larmende grin da hun fik øje på lamslåelsen i vores øjne: ”I skulle se jer selv”, eksploderede hun i latter og smittede straks os andre.
”For pokker Gudrunn, vi sagde det jo!”, skreg vi, forskudt, storgrinende.
”Er det rigtigt, hvad man siger om sorte. Du ved størrelsen på …..”, spurgte Ditte nysgerrigt med et lille frækt smil som fremkaldte små fnis hos flere. Nu var alle lysvågne. Pakket ind i dyner, hængende ud over kanten af køjen, havde hun vores fulde opmærksomhed. Gudrunn nåede ikke at svare, før Ann udbrød: ”ssss???” ”Aj, ikke rigtigt….de to sidste s’er måske!”, svarede Gudrunn og rynkede munden i en utilfreds trutmund. ”Hold nu mund Ann, - hun nåede jo ikke at svare på det andet spørgsmål”, muggede Signe. ”Hah…bare fordi du vil ha’ noget at sammenligne med Signe”, provokerede Ann med en høj latter. ”Jaaa, jaa”, afbrød Gudrunn.
Stilhed, - og uhæmmet latter ”Altså ’uhh stor’”, forsøgte Ditte sig under skrig og skrål ”Jaaa, for fanden”, råbte Gudrunn og vi kastede os rundt i køjerne af grin.
”Hvad med Jeppe?” Signe lagde en dæmper på os.”Ja, det kan jeg altså ikke ta’ stilling til lige nu”, indrømmede Gudrunn opgivende rystende på hovedet og lagde sig træt i køjen.
Gudrunn nyder ellers at være hjemmefra et par dage, uden at skulle tænke på sit højeksplosive forhold til sin ægtemand. Hun har hensigtsmæssigt sat ham til at se efter deres fælles sønner på ni og tretten, mens vi glimrer ved vores tre-dages fravær. Især Signe har let ved at sætte sig i Gudrunns sted, da hun har nøjagtig samme krisetilstand med sin mand.

Mon ikke hun alligevel har en lille smule dårlig samvittighed, nu hvor hun har sovet lidt og safterne i kroppen er ikke-eksisterende? Eller?
Det lyder ikke specielt meget sådan, da hun dovent spørger: ”Hvornår er I tilbage fra shopping, - bare sådan et skud på tasken?”. Gudrunn er flittig bruger af ordsprog, men får dem altid blandet sammen til noget vrøvl. Hun lukker træt øjnene igen. Jeg smiler overbærende uden at svare og bevæger mig modvilligt ud i et stort fælles bruserum, som til forveksling ligner et af de bruserum, jeg har set billeder af fra koncentrationslejrene. De andre er ved at være klar til afgang så jeg er pisket til at få lidt fart på nu.
Jeg går ind under et af brusehovederne og forventer et kort urealistisk øjeblik, at der kommer gas ud. I stedet bliver jeg heldigvis næsten ramt af syv sylespidse stråler, - heraf to på vej ud af det halvåbne vindue. Sikke en måde at vågne på! Og så med et hoved som føles lige så stort som min farmors lys-globus. Fyldt med helium i stedet for ilt. Jeg misunder et øjeblik Gudrunn, som jeg ved, vil sove til vi kommer hjem, mens jeg bevæger mig rundt på en hel kvadratmeter for at få strålerne til at ramme mit shampoo-indsmurte hår. Ender med at have fået mindst fem minutters fitness oven i hatten.
Efter endt motion, forsøger jeg at få øje på mig selv i det duggede spejl. Finder et lille bitte dugfrit venstre hjørne.
Hvordan kan man nå at få nye rynker på én nat? Er det ikke rynker? Jeg vil tørre duggen af hele spejlet, men ombestemmer mig - absolut bedre at blive i troen!



”Jeg vil også gerne prøve den pink bluse ved siden af disken”, kvidrer Ditte. Hun står i et prøverum med tøj næsten til knæene og dirigerer en ung entusiastisk ekspedient. Ditte elsker farverigt tøj. Det skal helst også være lidt flagrende. Luksus-blomsterbarn kunne man passende kalde hende.
Signe er i prøverummet ved siden af med ca. samme antal klude, dog en helt anden stil. Er mere ovre i noget udfordrende, og helst mærkevaretøj! Til gengæld skal det være på udsalg, inden hun køber noget som helst. Og så er hun endda den af os der har bedst råd! Mobber hende tit med sin sparsommelighed ved at kalde hende Bente med hårdt t, som er navnet på hendes mor. Bente køber kun nødvendigheder og sparer resten op.
Jeg orker ikke at dalre rundt i forretninger mere. Ville næsten ønske, at det kun var Ann, jeg var på shopping med. Ann har det ligesom mig. Lader lige røntgenblikket køre hen over tøjstativerne og spotter meget hurtigt om der er noget at gå efter. Gider ikke disse endeløse tøjprøvninger, som Signe og Ditte altid har gang i.
Jeg er meget, meget træt. Særligt i platfødderne. De tog alvorlig skade i går. Det føles, som om mine skoindlæg er lavet af knust glaskunst i stedet for hårdtskum, - og jeg bliver simpelthen nødt til snart at sidde ned. Ikke optimalt, at være platfodet sådan en dag som i dag.
Dagdrømmer pludselig om kurophold med fodbade og fodmassage etc.
Jeg er egentlig på jagt efter et par fede jeans, men det må absolut blive en anden gang! Jeg har ellers hårdt brug for et par nye.
Er jeans-pige uanset om jeg skal på arbejde eller til fest. Det festlige islæt ved festlige lejligheder består i en festlig top, et par festlige hårspænder til mit blonde hår, et par festlige sko og lidt tingel-tangel rundt om arme og hals. Har det også med at bruge de samme yndlingsbukser til alt, indtil jeg er så heldig at finde et nyt par yndlingsbukser. Men der skal mere end held til i dag.
For hulan, hvor tar’ de dog lang tid om det!
Kan jo nå at blive trådt ihjel af en høne i samme tidsinterval!


Ann står sammen med Maria i den anden ende af tøjforretningen og vurderer kort en sort vest. Ann har ca. ti veste derhjemme i forvejen og bliver faktisk kærligt mobbet på sit arbejde for altid at være ulastelig klædt i vest. Maria ryster overbevisende på hovedet, tager bøjlen med vesten fra hende og hænger den ind på plads igen.
Marias stil er mere i retning af min. Cowboybukser og en sød top, men knap så meget tingeltangel hængende om hals og arme som mig.
Ann er derimod altid supertjekket i tøjet. Leder-tjekket. Hun leder til daglig en import-afdeling i Vejle. Importerer bildele fra Japan.
Ann er den eneste i klubben, der er single og har et supermoderne og voksent forhold til eks’en. Hun brugte otte år på ham og det halve af dem på at få børn med ham. Det lykkedes ikke. I stedet lykkedes det eks’en at komme i seriøs panikalder, og han forlod hende til fordel for en yngre model for et år siden.

Ditte får pludselig hammeren fra i går i hovedet. ”HUUHH HA” informerer hun den unge entusiastiske ekspedient, mens hun kraftigt transpirerende, skruer sig ned i et par cowboybukser: ”Vi var i byen i går – så gider du ikke bare at finde noget tøj, jeg kan prøve?”. Den overraskede ekspedient fatter sig. Samler diverse klude sammen fra butikken og kommer ind til Ditte med dem.
”Jeg orker ikke at ta´ de her bukser af igen, - sidder de ikke meget godt?”, puster Ditte. Ekspedienten nikker nu ivrigt og starter en række af lovprisninger. ”Ka´ jeg beholde dem på?”, sukker Ditte til sidst, og ekspedienten ligger efterfølgende i bunker af klude med saks og klipper diverse mærker af Dittes nye bukser.

Endelig er de færdige. Tror de lader sig overtale af mit lidende ansigtsudtryk, som jeg på ingen måde forsøger at skjule. Og gud-ske-tak-og-lov er vi i Århus og ikke i vores hjemby Vejle. Vi render altid ind i én, som Ditte enten har ordnet fødder på eller har lavet fitnessprogram til i Vejle og bare tanken lige nu er udmattende!

Og endelig café. Vi entrerer et meget avantgarde sted ved åen. Meget stil på der! Alt er holdt i rødt og sort og det virker meget hi-tech. Vejret er egentlig godt nok til at sidde ude, men jeg har fået øje på to store røde lædersofaer med store tunge gardiner til at rykke for som, med en usynlig tråd eller måske en kraftig magnet isyet, trækker mig ind mod dem …..

Velanbragt i store røde sofaer sniger aftenens brandert sig ind på os og vi ender på børnehavestadiet igen.
”ssss….an er ægger”, tuder Maria storgrinende med en grim grimasse og peger uforskammet ud af vinduet mod en punker med høj orange hanekam og et utal af piercinger i øjenbrynet: ”Ige in ype Ann”, bryder hun sammen i sofaen og hulker ned i sædet.
Mange hr. og fru Jensner, og Ann, som åbenbart ikke ligeså bagstiv som os andre, sidder og kigger forarget på os.
Det kan man jo egentlig godt forstå! Vi er trods alt i fyrrene, hvor man må forvente, at man har lært at opføre sig anstændigt. Vi skiftevis griner og fniser efterfølgende af absolut ingenting og kan ikke holde op. Bliver på et tidspunkt selv lidt i tvivl om jeg er mere end 12 år.
Ann er ikke i tvivl! Men det er meget svært at lade som om, man ikke har kendskab til de personer, man sidder i sofagruppe med. Hun har i øvrigt også lige fået øje på ”sød fyr uden hår” fra i går, som sidder og sender kærlighedsvibrationer i hendes retning og hun er måske i virkeligheden bare flov over os, fordi han er dukket op.
Jeg har hende mistænkt for at have kysset lidt med ham på Train sidst på natten, uden vores vidende, - hvilket selvfølgelig er uacceptabelt. Vi har krav på at være velinformeret, altid!
Gad vide om han har placeret en sporingsnål på hende? Måske var det sådan én han usynligt tatoverede ind i skallen på hende i går? Det virker i hvert fald meget GPS-agtigt, at han tilfældigvis er samme sted som os igen.

Gudrunn ringer i det samme og meddeler, at en stor gul seddel med faretruende ordlyd er blevet hængt på vores dør på vandrerhjemmet. ”Jeg er bange for, at vi bliver smidt ud”, siger hun temmelig afslappet, i dyb kontrast til ordene og fortsætter rimelig ligeglad: ”Vi skal henvende os i receptionen”. Gudrunn er ikke så nem at vælte af pinden. Tager det helt afslappet. Vi til gengæld, forlader hastigt, og nu også mindre opstemt, etablissementet med 77 poser og en mærkelig fornemmelse i maven. Ann med et længselsfuldt kig bagud mod ”sød fyr uden hår”.
Maria og jeg går bagerst og forsøger at sakke agterud. Er ikke sikker på vi kan klare mødet med receptionisten uden at krepere af grin. Vi må nok hellere overlade forklaringerne til sådan én som Ann, som vi er overbeviste om kan håndtere enhver situation.
Gad vide om det er fordi vi har røget på værelset? Eller har larmet i nat? (sidstnævnte meget sandsynligt)

”Der må ikke medbringes spiritus, - jeg kan se I har noget stående i vinduet!”, siger ret sur og tør receptionsmand. Ann når slet ikke at svare før Signe smilende og flirtende parerer: ”Kan vi da købe rødvin her?”
Receptionsmanden bløder lidt op og retter sig. Han kan vist ikke stå for Signes himmelblå øjne, lange lyse hår og lille slanke krop. Vi andre står i en klump bagved Signe og Ann og kigger ned i gulvet - bange for at bryde sammen af grin.
”Jamen det kan I da”, siger receptionisten nu, løfter de kiksede tykke briller op på hans skaldede isse og smiler let tilbage. Vi drager alle et lettelsens suk. Fri for bandlysning og sortlistning denne gang! Og fri for at tage hjem før tiden! Meget vigtigt!

Velanbragt på vores primitive seksmandsværelse, med nyindkøbt alkohol, synger vi fødselsdagssang for Ann, - på forskud, uden konsonanter. Hun har fødselsdag sidst i december, så vi er i rimelig god tid, men morer os max!
”Hvor er jeg heldig”, flyver det igennem hovedet på mig, mens vi kaster os rundt i køjesengene af grin. Seks super veninder er vi, som er lige så forskellige som nat og dag og ying og yang. Både i udseende, tøjsmag, politik, baggrund og arbejdsforhold, - og alligevel fungerer vi godt sammen. Accepterer hinandens særheder og har den samme humor. Med andre ord, - de er den familie jeg selv har valgt!
Vi kan stole på hinanden, og vi er der for hinanden, hver gang vi har rod i privatlivet. Og ærligt talt - vi har næsten ikke andet end rod!
Ja, - og så har vi selvfølgelig også det meget vigtige til fælles at vi elsker at feste igennem!
De fleste mennesker er heldige at have én eller to gode venner eller veninder. Jeg har hele fem. Men når jeg tænker over mit enorme sociale behov, ville jeg have slidt én eller to veninder op på meget kort tid, - så der er nok en mening med, at jeg er beriget med hele fem.
Da Ditte, Gudrunn og jeg startede klubben for ca. tretten år siden, var den primære idé for os hver især, at få en friaften uden børn.
Ann, Signe og Maria kom med året efter og passede perfekt ind.
Vi hyggede os sammen hver fjortende dag de første par år, men vores interne forhold forandrede sig drastisk i positiv retning efter en forlænget weekend til Århus sammen. Fra den dag var kodeordet i klubben sammenhold. En pengekasse blev hæftet til klubben, med henblik på den årlige Århus-oplevelse.
Søren er ambivilent med hensyn til mit medlemskab i tøseklubben. På den ene side er han glad for, at han ikke behøver at deltage i så mange aktiviteter. På den anden side synes han jeg tilbringer lige rigelig tid sammen med pigerne. Men jeg er af den overbevisning at det ene forhold ikke behøver at udelukke det andet! Var måske endda blevet skilt, hvis det ikke havde været for det frirum pigerne giver mig.