”Sommer, sommer og sol”. Birthe Kjær kværner ufrivilligt og irriterende rundt i hovedet på mig. Det er sommer, men den er ved at aftage lidt.
Alt for tidligt! Vejret er dog perfekt til en cykeltur på Samsø med Signe.
Jeg har fået mit dankort åbnet igen og alene af den grund er jeg happy! Søde Søren fiksede et kriselån i kreditforeningen. Pengene er ikke gået ind endnu, men min emsige barkrådgiver forbarmede sig med udsigten til en klækkelig sum på kontoen. Altså, - alt er godt igen.
Jeg er ved at pakke til cykelturen, men ved ikke helt hvad man tager med på camping.
Tja … lidt af hvert vel.
Finder ud af da Signe henter mig og min cykel, at jeg måske burde have været lidt mere selektiv, men det er for sent nu.
Vi har to overnatninger på campingpladsen, men ligner nogen der skal fjorten dage på luksusoverlevelsestur.
”Hvordan skal vi egentlig få det hele med på færgen?”, spørger jeg foruroliget da det går op for mig at vi jo selv skal have det hele på cyklerne. Bilen skal stå på havnen i Hov mens vi er på Samsø.
”Vi må jo gå flere gange og så tage en taxa fra færgen til campingpladsen”, svarer Signe tøvende, også en smule overrasket over mængden af tasker og sorte sække. ”Det skal nok gå!”, ler hun let og smider den sidste taske ind i bilen.
Vi er klar nu! Fulde af forventning.
Jeg hopper glad ind i bilen og bliver endnu gladere, da Signe tænder for radioen og tvinger ”Sommer, sommer og sol” ud af mit hoved til fordel for Carpark North. Griner overstadigt det meste af vejen til Hov.
Vi trækker usikkert og slingrende cyklerne ind på færgen med medfølende blikke hæftet på os. Det går absolut i superslowmotion for vi har én sæk på styret, én foran sadlen på stangen, en rygsæk på ryggen og en enorm taske på bagagebæreren hver. Har allerede mælkesyre i benene af at mosle rundt med det hele.
Blev et helt projekt i sig selv at få alt ud af bilen og få det stablet op på cyklerne på den måde.
”Hvordan kan du ha’ ligeså meget med som mig, Signe? Du har sgu da været på camping før og må vide hvad der er nødvendigt…”. Jeg er blodrød i hovedet af anstrengelse og kan ikke lade være med at lufte min utilfredshed med arrangementet.
”Hallo….det er mindst to år siden jeg har været på camping”, svarer Signe med et skævt smil: ”I min alder husker man ikke så godt!”
Vi smider udmattet det hele fra os hvor vi bliver anvist plads og tøffer op i cafeteriet. Nu bliver det godt med en god og nærende frokost!
Pomfritter …
Der er ingen sund mad på Samsø-linjen!
”Rigtig go´ ferie”, siger ”færgedirigenten” med et smil, mens han dirigerer os ud af færgen. ”Hvor længe har vi fornøjelsen af jer her på øen?”, fortsætter han mens vi trækker forbi ham. ”To dage”, svarer Signe, inden jeg når at svare. Jeg observerer at hans smil forandrer sig til et ”tager hun gas på mig” udtryk og jeg hvisker fnisende til Signe. ”Du kunne i det mindste ha’ løjet”. Hun når ikke at svare, før min taske ryger af bagagebæreren og jeg får helt andet at tænke på. ”HJÆLP”, skriger mine øjne til færgedirigenten og han forbarmer sig med et lille suk: ”Måske skulle I ha’ taget en trækvogn med…”. Han samler min taske op, sætter den på plads på bagagebæreren og smiler. Jeg takker overstrømmende og forklarer undskyldende: ”Jeg er ikke vant til at være på camping!”.
Vi får samme spørgsmål af taxachaufføren, som efter samme svar ryster smilende og overbærende på hovedet.
Okay… vi har for meget med!
Får campingpladsens bedste plads, set med vores øjne. Ti meter fra vandet med udsigt til Ballen havn og med hybenbuske og træer bagved som læhegn. Til hver plads hører et bord-bænk-sæt som vi straks slår os ned på. Trækker proppen af vores medbragte hvidvin, skåler i plastikvinglassene og råber kåde ”GOD FERIE” i munden på hinanden.
Skulle måske have gemt hvidvinen til efter teltopstilling, set i bagklogskabens klare lys!
Vi har lånt en gummihammer i informationen, men hver gang jeg slår på pløkken slår den tilbage og pløkken kommer ikke længere ned. Jeg opgiver og prøver med en stor sten i stedet. Naboen kigger nu interesseret. ”Jeg har en gummihammer I kan låne, hvis I vil”, siger han hjælpsomt uden at opdage gummihammeren som ligger ved siden af mig. ”Jeg har én, men den duer ikke”, svarer jeg lettere distræt og kan i samme øjeblik høre hvor ufattelig dumt det lyder. Han stivner da også i en uforstående grimasse, som om han vurderer om han har hørt rigtigt og Signe knækker sammen af grin.
Ved det er fordi pløkkerne er totalt vindskæve at jeg ikke kan få dem i, men jeg orker ikke at forklare mig.
Hans evt. fordomme om blondiner bliver yderligt sat på prøve da vi skal til at sætte stænger i. Der er kun tre, men Signe påstår hårdnakket at der skal være fire. Jeg har ikke været på camping de sidste femogtyve år, så jeg er undskyldt. Aner ikke en bjælde om den slags! Det er Signes telt, så hun må jo vide det, tænker jeg og begynder panikagtigt at kigge mig rundt efter evt. brugbare grene i området. Det er jo bare et iglotelt, så hvor svært kan det lige være?
”Hvad med den her?” Jeg står med en ca. én meter lang stiv ukrudts-stængel som sidder fast nede ved jorden og ved det er håbløst. Signe ler højt og kaster håret om på ryggen: ”Den kan vi sgu da ikke bruge til noget som helst!”
Den hele flaske hvidvin virker i den grad nu og vi blafrer storgrinende rundt for at finde noget som kan bruges i opbygningen af et telt. Er helt vild glade for der er flere timer til mørket falder på.
Naboerne iagttager interesseret vores forkrampede forsøg på at få teltet til at ligne noget man kan bo i. Bliver enige om bare at prøve os frem med den korteste af stængerne og falder sammen ind over teltdugen af grin, da vi erfarer at vi så har ca. 30 x 30 x 30 cm at sove på i midten af teltet. Jeg foreslår at prøve de to lange stænger i stedet for.
Hmmm … meget bedre. Mangler faktisk ingen stænger nu!?
”Nåh ja”, ler Signe: ”Jeg havde lige glemt at det er sådan man samler det”.
Jeg bliver enig med mig selv om at blondinevitser har sin berettigelse. Vi må i den grad have set dumme og uintelligente ud de sidste to timer. Og lidt fulde selvfølgelig … hvis man skal have en undskyldning.
Så går der ”hausfrau” i os og vi får arrangeret madrasser, tøj, soveposer, bøger, toiletsager, radio, alkohol, proviantgrej og tøj pænt i teltet, - og beslutter os for at cykle til Ballen og få aftensmad. Vi trænger til noget sundt.
To kilometer og fire forsøg på at få bord på restaurant senere, sidder vi på havnens grillbar og spiser en usund bøfsandwich. Går efterfølgende i Brugsen efter en tre liters hvidvinsbox, chips og slik.
Forsøger at få skænket en øl på en restaurant med bar, men får at vide at det bliver noget rod, hvis vi skal sidde og drikke mens der er spisende gæster. Signe læner sig ind over baren mod bartenderen og flirter: ”Bare et lille glas til cykelturen hjem?” Jeg kan se han er påvirket af Signes seksuelle udstråling, overvejer et kort øjeblik og blinker til hende: ”I er meget velkomne kl. 23, - der starter diskoteket.” Øv, - det var ikke nok.
”Ja, hvis de ikke vil tjene penge er det deres problem!”, grynter jeg lidt mut til Signe og vi returnerer til de låste cykler. Kigger os forgæves om efter et andet værtshus, men opgiver hurtigt. ”Han var ellers lidt sød. Vi kunne ha’ inviteret ham på camping”, fniser Signe frækt mens vi trækker cyklerne ud på vejen: ”Men vi skal jo tidligt op i morgen”.
Vi har aldrig haft problemer med at underholde os selv og beslutter os for at cykle hjem.
Signe har boet på øen i sammenlagt ti år i sine yngre dage og har planlagt en cykelrute forbi de steder hun har boet. Hvis vi skal nå det hele er det nok en udmærket beslutning.
”Av for hulan”, ømmer jeg mig. Jeg føler mit hoved sidder helt skævt. ”Vil du bære mit hoved for mig i dag?”, kigger jeg spørgende på Signe som ligger og læser.
”Godmorgen”, siger hun bare og smiler: ”Har du sovet godt?” Jeg kigger ned af min sovepose, som ligner en snurretop, og pyjamasoverdelen som er snurret rundt så den er ved at kvæle mig. ”Nej jeg har sgu ikke! Jeg har været vågen mindst femten gange i nat og har ondt over det hele. Hvem fanden har bestemt at et liggeunderlag kun behøver at være tre centimeter tykt?”, siger jeg påtaget tvært og kan samtidig levende forstille mig, hvordan mit hår så ser ud. Signe ser selvfølgelig smuk og udhvilet ud. Jeg får mig kæmpet ud af soveposen og finder mit håndklæde og min toilettaske frem. Bliver nødt til at gøre noget ved mit udseende, - hurtigt! ”Jeg går i bad”, siger jeg og føler jeg ligner en gammel and … eller måske i virkeligheden den grimme ælling, mens jeg forsøger at få kroppen rettet ud. Jeg traver op mod toilethuset i pyjamas, gummisko og hår strittende ud til alle sider. Kunne være heldig at ende som den smukke svane efter badet?
Nix og nej … desværre ikke! Men da jeg kommer tilbage fra badet, som fuldstændig lever op til mine fordomme om bade- og toiletfaciliteter på campingpladser, har Signe hentet rundstykker, rejeost, honning og juice og det er næsten ligeså godt som at blive en smuk svane.
”Du ved da også lige hvad der skal til for at få en midaldrende kvinde op på dupperne Signe.”, siger jeg oplivet og sætter mig til rette ved bordet. ”Jeps, - jeg er jo selv én”, ler hun. Og snart er vi klar til cykelturen.
Finder hurtigt ud af at jeg ikke aner hvad jeg har sagt ja til.
Det går fint til første stop i Besser. Vi møder ungkarlen som Signe har boet hos og bliver straks budt på kaffe. Synes han er helt vild flink og interessant, men må efterfølgende ændre standpunkt fra interessant til mærkelig da han afslører sin lidenskab for modeltog, efter kaffen. Hele den øverste etage er én stor legeplads, med modelbane med tog, huse, bakker og træer. Den havde jeg ikke lige set komme.
Cykler derefter lettere rystet, til Besser strand. En voksen mand….?
”Sådan var han ikke dengang…”, forsøger Signe forlegent at forsvare ham: ”Han må være gået i barndommen. Der sker jo ikke så meget på Samsø, - så måske er det derfor.”
Jeg smiler overbærende mens vi breder tæppet ud.
Vi er utrolig heldige med vejret. Solen er fremme men det blæser. Stranden ligger sydøstlig og i læ for vinden så vi kan smide tøjet uden at fryse. Og det gør vi, - for der er kun os.
”Skal vi ikke bade?”, forsøger jeg at lokke Signe, mens jeg selv er på vej ud i vandet kun iført trusser. Standser dog brat op da jeg har vand til midt på lårene og kigger rundt efter mulige isterninger. Ikke optimal vandtemperatur! Jeg plejer at kaste mig frygtløs og entusiastisk ud i havet, - men i dag er det lige koldt nok. ”Det er mindst tyve grader”, lyver jeg: ”Men der er for mange sten!”, fortsætter jeg løgnen og lægger mig i stedet op til Signe på tæppet. Nyder solen sammen med cirka hundrede mariehøns som åbenbart har samme behov.
En time senere er vi på vej mod Nordby, som jeg selv har foreslået vi skulle indtage vores frokost i. Der er stiv modvind og vi må træde godt i pedalerne for at komme fremad. Har pludselig helt vildt ondt af alle tour de France rytterne som i øjeblikket tordner derudaf. Kan vist ikke sammenlignes helt med vores tour, selvom jeg efterhånden begynder og ligne én som har kørt to-tre hundrede kilometer. Tungen hænger nærmest ud af munden på mig og sveden drypper af mig, mens jeg foroverbøjet hugger i pedalerne. Kunne godt snart bruge en servicevogn! Og helst én der samler udmattede ryttere op.
Begynder at bande over min manglende rygrad. Det ville nok have hjulpet en del på min form, hvis mit rygestop var startet lidt før.
Signe ser selvfølgelig smuk og overskudsagtig ud! Hun cykler på arbejde hver dag og er i træning.
Seksten kilometer og flere timer senere er vi i Nordby. Jeg stående på cyklen. Kan ikke sidde mere. Har totalt ondt i røven. To uklædelige svedpletter er nu placeret under armene og jeg - jeg sniffer til plamagen – stinker af armsved. ”For fanden Signe, hvad er det du har lokket mig ud i? Jeg stinker som en sur sok”. Min utilfredshed er til at få øje på men Signe smiler overbærende: ”Lad os få noget mad!”
Denne gang vil vi have noget sundt og sætter os på en restaurant … ligeglade med hvad det koster. Jeg har mest lyst til at bestille en badering til min, helt sikkert, rødglødende chimpanse-røv, men bestiller i stedet en rødspættefilet med salat og brød. Ikke stor sandsynlighed for at de ligger inde med badedyrsartikler. Signe bestiller fiskefrikadeller med salat og brød.
”Du skal komme og hente mig NU”, trygler jeg lidende Søren i telefonen, da vi har bestilt maden. Han ler bare højt. ”Du skal bare dreje til venstre når du kommer til Sælvig”, bliver jeg stædigt ved. Han ler endnu højere og jeg giver op. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan jeg skal kunne køre over tyve kilometer hjem igen? Går nærmest i panik ved tanken.
Hvis Signe er træt viser hun det ikke. Hun ler overskudsagtigt og siger: ”Nu får vi jo sund og nærende mad … så kan vi lidt igen.”
I samme øjeblik kommer tjeneren ud med to tallerkner. Én med friturestegt rødspættefilet og pommes frites og én med friturestegte fiskefrikadeller og købe-rugbrød. Skuffen hænger næsten nede på brystet. Er cirka det modsatte af at være sund mad!
Er lige ved at give tjeneren et par på kassen da han kommer ud med en skyhøj regning. Det ville være ok hvis maden var derefter, men det var den jo ikke! Kigger et kort øjeblik surt på ham men ændrer i stedet taktik og kritiserer, med et lille glimt i øjet, Samsø for at have for få steder, man kan få massage af smukke unge mænd. Tjeneren fatter ikke et klap og henviser os kort til en fysioterapeut i nærheden.
Humor har de heller ikke på denne forblæste lorte-ø!
Opbrud. Jeg går langsomt og ufrivilligt hjulbenet, hen til cyklen med Signes opmuntrende ord: ”Nu har vi medvind hjem!”.
Det har vi IKKE!
Vinden er gået i nordvest i stedet for nord, så nu har vi sidevind.
Placeret på cyklen med et tykt håndklæde mellem sadlen og min ømme bag, kæmper jeg mig hjemad. Får overtalt Signe til fire pauser og er næsten stolt af mig selv da vi når Besser. Pyha …. kun 6 km hjem nu.
Og så er det at Signe stopper ved en vejbod og slynger fem kg Samsøkartofler op i min cykelkurv, som vi skal have til aften!
Er lige ved at slå hende … hårdt. Kan jo dårligt trække mig selv.
”Nu holder du!”, klager jeg grædefærdigt mens jeg stiger på cyklen igen og er ved at vælte. Signe trøster: ”Der er ikke så langt nu”.
Fanden tage at det kun er mig, der har cykelkurv på!
Da vi endelig er hjemme, ligner jeg mest af alt en slagen sumobryder på vej ud af ringen da jeg står af cyklen og bevæger mig mod bord-bænk-sættet. Jeg prøver at være selskabelig, siddende på et tæppe og en pude, men der går ikke mere end fem minutter før jeg må give op.
”Jeg er nødt til at ligge lidt ned”, stønner jeg udmattet og vralter ind på mit tre centimeter tynde liggeunderlag.
I dette øjeblik findes der ikke bedre underlag i verden. Når man cykler max ti kilometer i gennemsnit om året, var det vel egentlig også rimelig optimistisk at tro at man lige kunne tilbagelægge over fyrre km på én dag uden mén?
Jeg beslutter mig for at jeg ALDRIG vil på cykeltur med Signe igen!
”Skal vi ikke droppe aftensmaden Signe?” Jeg er på vej ud af teltet efter en halv time på øjet. Jeg er stadig træt og orker ikke at lave aftensmad.
”Jo”, siger Signe til min store overraskelse ”Jeg gider heller ikke lave noget”. Hmm … aner jeg en form for træthed?
”Vi har stadig chips og hvidvin”, ler jeg nu oplivet af Signes manglende overskud: ”Det må vi nok kunne leve af en dag mere”.
Vi sætter os ved bord-bænk-sættet og spiller yatzy. Solen er ved at gå ned over træerne. Naboen til venstre for os har tændt fakler udenfor deres telt og naboen til højre har fuld blus på en primus. Det ser helt vildt hyggeligt ud og vi henter straks vores medbragte bloklys.
Det kan lige lyse en diameter på femten centimeter op. Skal vist ikke regne med at imponere nogen med det!
Om det er hvidvinen på tom mave eller trætheden der gør sit indtog ved jeg ikke, men de næste tre timer har vi konstant grineflip over de fælles oplevelser vi har haft i tidens løb.
Vi har sat os for at drikke til dunken er tom, hvilket er nemmere sagt end gjort. Hver gang vi løfter på den føles den lige tung og vi bliver enige om at det er mundvand vi hele tiden skal tisse af. Har selvfølgelig heller ikke mange muskler tilbage til at løfte med, så måske en combi.
Ved midnatstid begynder det at regne og vi forflytter os storgrinende ind i det mikroskopiske fortelt. Alle naboer er gået til ro og vi morer os nu over hvor lydt der er. Uroligt så mange forskellige måder der er at snorke på.
Hjulpet af vinen, fortæller Signe gladelig om sit blomstrende kærligheds og sexliv, mest udlevet på Vejle Sygehus og jeg overvejer et splitsekund, i min rus, at omkonvertere til sygeplejerske - og for anden gang inden for kort tid – at sparke Søren ud.
Signe viser mig nogle sms’er hun har modtaget indenfor den sidste uge. Sms’er med frække undertoner, fra et væld af sexhungrende hanner i hvide kitler. Det lyder umiddelbart tillokkende at være sygeplejerske….
Signe ler af min umiddelbare misundelse: ”De er banditter de fleste af dem. Nogen af dem er endda gift!”, siger hun og ryster på hovedet: ”Og meget virile!”, ler hun. Jeg sammenligner et øjeblik Signes og mit liv og konstaterer tørt: ”Aj…..jeg tror ikke jeg orker så heftig aktivitet i en længerevarende periode Signe….selvom det lyder sjovt!”.
Signe bliver pludselig alvorlig og jeg bliver bekræftet i at det er en dårlig idé, da hun fortæller hvor elendigt Lars og hendes skilsmisse er ved at forme sig. Der er dybe skår i glæden og Lars gør hvad han kan for at de bliver så dybe som muligt. Da hun fortæller om alle de grimme sms’er han sender, og hvordan han prøver at vende børnene imod hende, bliver jeg helt træt. Jeg bliver overbevist om at jeg ikke ville magte det!
Vi sidder i et øjebliks alvor og reflekterer, - og jeg bliver igen opmærksom på alle snorkelydene. Skulle måske have tænkt på hvor lydt det er inden vi begyndte at plapre ud med vores mest private oplevelser, men det er et skidt tidspunkt at komme i tanke om det!
Tumler udmattet ind i soveposen med en gigantbrandert på ved et tiden og har helt sikkert bidraget med helt nye snorkelyde resten af natten.
Jubiiii … har næsten ingen tømmermænd! Og har faktisk sovet rimelig godt! Signe ser selvfølgelig smuk og … nej ikke i dag. Hun ser faktisk lidt slidt ud.
Det drypper en smule hvilket gør det lidt svært at pakke sammen. Jeg ringer til Søren og får DMI’s radar-prognose. Støvregn cirka en halv time mere, så stopper det. Perfekt! Passer med at vi så er færdige med morgenmaden.
Finder reglementet for campingpladsen under oprydningen. ”Der skal være ro på camping-pladsen klokken 23”.
Hmm … godt vi ikke vidste det. Må da godt smide os ud nu!
Fedt … noget nemmere at ødelægge telt end rejse telt!
Så er det bare at ringe efter en taxa.
Får pomfritter på vej hjem på færgen og en enkelt bemærkning på vej ud af færgen fra en ny ”færgedirigent”: ”Sikke meget vasketøj”. Han sender et blik i retning af vores sække og får bare et træt smil retur …
Jeg er lykkelig for passagersædet i Signes bil. Blødt og stort. Kan bare læne mig tilbage og ignorere Signes ophidselse over stort set alle andre bilister. Takker hende ved at sms-chikanere et par stykker i hendes kontaktbog. Man skal aldrig overlade sin mobil til andre … heller ikke til rigtig gode veninder! Det er en loose/loose.
Jeg er øm bagi endnu, - men alligevel ikke mere end at jeg, da vi triller op foran mit hjem, optimistisk foreslår: ”Skal vi ikke ta´ på cykeltur til Samsø igen, Signe … altså næste år … med alle pigerne …
Det ku´ være skideskægt!”
Og så er ferien slut!
Jeg sidder her fuldstændig slap i betrækket søndag morgen foran tv’et, dagen før ØV-dag og spiser morgenmad med Søren. Min bagdel er blevet normal igen.
Jeg har været ved bageren efter rundstykker. Det vil sige: bageren var lukket? ”Søndag lukket”, stod der gud-hjælpe-mig på døren. Troede næsten det var en spøg. Det var det ikke! Havde ellers på fornemmelsen at søndag var bagernes store dag, - men det var måske kun i min barndom?
Heldigvis er det ikke dem alle der har uacceptable lukketider. Fandt én der var åben hvor de stadig havde hele to forskellige slags rundstykker tilbage. Fantastisk!
Tv´et er tændt med noget VM af en slags. Jeg sidder i mine egne tanker da kommentatoren entusiastisk og opspændt proklamerer: ”OG SÅ GÅR STARTEN!” Jeg løfter hovedet og kigger interesseret ind i alteret.
Forventer at der er noget der rykker nu. Der sker ikke en skid. Det vil sige… jeg kan se en masse sejlbåde som i sneglefart rykker sig fremad …men …Søren fuldender mine tanker med tørt at udbryde: ”Det må være den kedeligste form for konkurrence man kan vise på TV” og fortsætter gryntende: ”Han lyder fandeme som om det er 400 meter hækkeløb, han har sat i gang. Man kan jo dårligt se de bevæger sig”. Søren har i øvrigt formået endnu engang at snige sig igennem sommer-ferien uden særlige familieaktiviteter. Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan det lykkes ham hver gang. Han har en fantastisk evne til at blive usynlig i sommerferien, - og har en evne til at se ud som om han har gang i noget meget vigtigt og helst ikke må forstyrres, hvis han endelig er så uforsigtig at blive bemærket.
En snedig rad!
Mikkel kommer slentrende ind af døren ved 16 tiden og siger: ” Mor, gider du lige hjælpe med at pakke et par ting sammen?” og ”Har vi ikke nogen flyttekasser?”
Altså hvis du ikke har købt nogen, har vi jo ikke!”, svarer jeg ham hvast. Men det lykkes mig at finde nogle mindre kasser alligevel. Mikkel har fået et mikroskopisk værelse i Århus og nu er det åbenbart tid at flytte: ”Du kunne måske ha’ sagt lidt før, at du ville flytte i dag!” Jeg begynder at pakke tallerkner ned i avispapir og videre ned i kasserne. ”Skal du ikke ha´ det hele med?” spørger jeg undrende og ved allerede at han ikke kan have det hele i sin bil. ”Nej…..jeg kommer nok senere på ugen efter nogle flere ting”, svarer han distræt.
Jeg står i en blanding af irritation over at værelserne ikke bliver tømt så jeg kan gøre dem i stand, - sørgmodighed over at, nu er det nu, - og stolthed og glæde over at han skal i gang med sit drømmestudie. Havde bare forestillet mig at det blev på en helt anden måde. Sådan lidt mere ”Nykreditreklame-agtigt” hvor far og mor står og vinker, mens sønnen med påspændt trailer kører, - og moren står og græder!
Men det bliver der ikke noget af! En time senere er Mikkel ude af døren igen. Søren og jeg får et hurtigt klem og et: ”Vi ses forældre!” og så er han allerede rundt om hjørnet, på vej op af bakken.
Altså, man kan jo ikke engang nå at presse en tåre ud på den måde.
”Han kunne da godt ha’ sagt til lidt før!”, gentager jeg lidt mopset til Søren som også er lettere forvirret: ”Ja, - det gik da godt nok stærkt! Det kan være han får brug for hjælp til at hænge lamper og den slags op senere”, forsøger han ikke at føle sig overflødig.
Vi står lidt triste tilbage, med en følelse af en lidt for hurtig afslutning på en lang epoke…….
Hmm,- til gengæld virker min remse ekstremt godt. Selvfølgelig med lidt hjælp fra kreditforeningen.
Min konto står rimelig meget i plus nu…
Hvilket ikke går, - så Søren og jeg skynder os ud for at købe nyt køle/fryseskab dagen efter. Det gamle kom jeg til at hakke i stykker da jeg skulle afrime fryseren. Brugte en hammer med en spids i enden til at fjerne isen og røg igennem væggen ud til isoleringen, to gange. Måske heller ikke særlig gennemtænkt, - men synes faktisk ikke de kan være bekendt at bruge så tynde materialer i et GRAM køle/fryseskab!
Købte selvfølgelig et GRAM igen. Det er jo dansk.
Køleskab er noget man køber når man har været gift længe. Det sparer strøm og det holder i mindst ti år! Hvem ved om det er længere end vi er gift?
De havde tilfældigvis også en opvasker på tilbud, så den røg med i købet. Den gamle ryger nok snart, så vi kunne lige så godt…
Fik også købt billetter til Eagleskoncert i den blå avis til overpris. Var selvfølgelig alt for sent ude til køb af billetter til overkommelig pris.
Men nu glæder jeg mig helt vildt til på torsdag! De spiller helt sikkert ”Hotel Calefornia” som er Sørens og min sang.
Vi er inviteret til frokost hos Erik og Janne kl. 14 i Århus. Jeg har taget to fridage i anledning af koncerten. Ved af erfaring at det er en god idé!
Søren vælger at gå i bad ti minutter før vi skal køre, hvilket hidser mig voldsomt op. Det er stort set det samme hver gang.
Femten minutter forsinket kører vi mod Århus og bliver yderligere femten minutter forsinket hos blomsterhandleren.
Jeg er rasende nu og jeg begynder at stresse. Hader at komme for sent.
Alle skal åbenbart til frokost i Århus i dag, for trafikken er komplet umulig. Vi snegler os af sted med cirka tres kilometer i timen på motorvejen. Ved Ejer Baunehøj går trafikken helt i stå. En stor røgsøjle vælter hen over motorvejen og man behøver ikke være clairvoiant for at regne den ud …
Erik ringer for at høre hvor vi bliver af og vi dækker fejt forsinkelsen ind under det åbenlyse uheld.
Vi ankommer femogfyrre minutter for sent til meget sen frokost.
Må parkere tusind kilometer fra stadion. Alle veje i nærheden af stadion er spærret af. Får frataget begge tæpper i indgangen og opdager at Søren har glemt sin jakke hos Erik og Janne. Må deles om min trøje og min jakke. Efterlader Erik og Janne, som har købt billetter i ordentlig tid, på tribunen. De har fået siddepladser. Vi har pladser blandt den stående pøbel.
Det går fint indtil ved nitiden. Så bliver det koldt og Søren tager min jakke på. Han ser total dum ud med faconsyet, storblomstret kvindejakke på og jeg fniser lidt af ham mens jeg tager min trøje på, og for sjov bræger: ”Kinkieee Søren!”
Dumt! Meget dumt sagt!
Jeg har lige fået varmen i trøjen, da Søren spørger om vi skal bytte.
”Nu har jeg lige fået varmen”, klager jeg, men begynder alligevel irriteret at tage trøjen af. Eagles lægger op til ”Hotel Calefornia”. Jeg rækker ham trøjen og tager min jakke på.
”Jeg gider ikke ha´ den på, når du bliver så sur”, kværulerer Søren surt. Hotel Calefornia er gået i gang og i stedet for at stå med armene om hinanden og nyde vores sang, står vi nu barnligt med armene over kors og med hajformet mund. Sif otte år og Søren syv år.
”Ta´ den nu på så du ikke bliver syg”, insisterer jeg irriteret.
Han går helt i baglås: ”Gu gider jeg ej”, vrænger han nu.
Jeg begynder at koge: ”Hvis du ikke tager den på vil jeg hjem”.
Jeg er indestængt arrig nu, - og i stedet for ”elskede” ryger der ”store idiot” ind på lystavlen. Det bliver dog ikke sagt højt. Vi er vel ordentlige mennesker, som min mormor ville have sagt! Men kropssproget taler lidt for sig selv.
Han nægter stadig og jeg går surt over mod udgangen, med Søren rødglødende efter mig.
Fyren ved udgangen kigger på os som om vi er aliens da vi beder om at blive lukket ud. Kigger spørgende på os flere gange for at blive bekræftet, hvilket han surt bliver og ender med hovedrystende at lukke os ud.
Fem grynt og tre host …
Det var hvad der var af meningsudvekslinger fra Århus, til lige før Horsens. Omkring Horsens er det os der danner røgskyer. Både inde og ude. Men det er de udvendige der først bliver taget hånd om. Søren er tvunget ind til siden af en motor der sætter ud samt en tyk røgsky. Han smækker hidsigt motorhjelmen op, roder lidt i den røgfyldte motor og forsøger dernæst at sparke autoværnet i stykker?
Jeg bliver et øjeblik i tvivl om det virkelig er Søren jeg kan se i silhuet….. ”FOR HELVEDE DEN LORTEBIL!”, råber han ud i nattehimlen og bekræfter at det er ham. ”Jeg har et øjeblik sindsygt lyst til, børnehaveagtigt at råbe ud af vinduet: ”DET HAR DU FANDEME GODT AF!” men besinder mig. Det er jo også min bil og giver derfor ingen mening. Sidder derfor bare tvær, med korslagte arme og nedadvendte mundvige.
En time og tre host senere er vi på vej i Autohjælps kabine med lortebilen på slæb, - i larmende stilhed. Kan ikke helt finde ud af hvem der prøver at fryse hvem ud, men det lykkes at gå seng helt uden verbale udgydelser.
Jeg vågner fredag morgen og skal til at lægge en arm over på Søren, da jeg kommer i tanke om at vi er uvenner. Jeg gennemgår alle gårdsdagens oplevelser og nu hvor jeg har sovet på det, forekommer hele episoden komplet latterlig. Jeg klukker da billedet af Søren i min jakke og Søren som forsøger at jævne autoværnet med jorden, dukker op.
Søren vågner ved lyden af mig og grynter surt: ”Hvad griner du af?” Jeg eksploderer af grin uden at forklare. Søren forsøger krampagtigt at holde den sure maske, men må få sekunder efter overgive sig. Kan udmærket se det komiske i gårdsdagens barnlige episode og ler endnu højere.
Jeg vælter over til ham og sammen udlever vi leende oplevelserne fra dagen i forvejen. Han trykker mig kærligt på næsen og kysser mig ømt på munden: ”Hvor er du dum”, modsiger han kærtegnene. Jeg kigger ham leende ind i øjnene og husker pludselig hvorfor jeg faldt for ham….
Signe kan for min skyld beholde sine virile hvide kitler for sig selv. Hvis bare jeg kan få lov at beholde Søren!
Alt for tidligt! Vejret er dog perfekt til en cykeltur på Samsø med Signe.
Jeg har fået mit dankort åbnet igen og alene af den grund er jeg happy! Søde Søren fiksede et kriselån i kreditforeningen. Pengene er ikke gået ind endnu, men min emsige barkrådgiver forbarmede sig med udsigten til en klækkelig sum på kontoen. Altså, - alt er godt igen.
Jeg er ved at pakke til cykelturen, men ved ikke helt hvad man tager med på camping.
Tja … lidt af hvert vel.
Finder ud af da Signe henter mig og min cykel, at jeg måske burde have været lidt mere selektiv, men det er for sent nu.
Vi har to overnatninger på campingpladsen, men ligner nogen der skal fjorten dage på luksusoverlevelsestur.
”Hvordan skal vi egentlig få det hele med på færgen?”, spørger jeg foruroliget da det går op for mig at vi jo selv skal have det hele på cyklerne. Bilen skal stå på havnen i Hov mens vi er på Samsø.
”Vi må jo gå flere gange og så tage en taxa fra færgen til campingpladsen”, svarer Signe tøvende, også en smule overrasket over mængden af tasker og sorte sække. ”Det skal nok gå!”, ler hun let og smider den sidste taske ind i bilen.
Vi er klar nu! Fulde af forventning.
Jeg hopper glad ind i bilen og bliver endnu gladere, da Signe tænder for radioen og tvinger ”Sommer, sommer og sol” ud af mit hoved til fordel for Carpark North. Griner overstadigt det meste af vejen til Hov.
Vi trækker usikkert og slingrende cyklerne ind på færgen med medfølende blikke hæftet på os. Det går absolut i superslowmotion for vi har én sæk på styret, én foran sadlen på stangen, en rygsæk på ryggen og en enorm taske på bagagebæreren hver. Har allerede mælkesyre i benene af at mosle rundt med det hele.
Blev et helt projekt i sig selv at få alt ud af bilen og få det stablet op på cyklerne på den måde.
”Hvordan kan du ha’ ligeså meget med som mig, Signe? Du har sgu da været på camping før og må vide hvad der er nødvendigt…”. Jeg er blodrød i hovedet af anstrengelse og kan ikke lade være med at lufte min utilfredshed med arrangementet.
”Hallo….det er mindst to år siden jeg har været på camping”, svarer Signe med et skævt smil: ”I min alder husker man ikke så godt!”
Vi smider udmattet det hele fra os hvor vi bliver anvist plads og tøffer op i cafeteriet. Nu bliver det godt med en god og nærende frokost!
Pomfritter …
Der er ingen sund mad på Samsø-linjen!
”Rigtig go´ ferie”, siger ”færgedirigenten” med et smil, mens han dirigerer os ud af færgen. ”Hvor længe har vi fornøjelsen af jer her på øen?”, fortsætter han mens vi trækker forbi ham. ”To dage”, svarer Signe, inden jeg når at svare. Jeg observerer at hans smil forandrer sig til et ”tager hun gas på mig” udtryk og jeg hvisker fnisende til Signe. ”Du kunne i det mindste ha’ løjet”. Hun når ikke at svare, før min taske ryger af bagagebæreren og jeg får helt andet at tænke på. ”HJÆLP”, skriger mine øjne til færgedirigenten og han forbarmer sig med et lille suk: ”Måske skulle I ha’ taget en trækvogn med…”. Han samler min taske op, sætter den på plads på bagagebæreren og smiler. Jeg takker overstrømmende og forklarer undskyldende: ”Jeg er ikke vant til at være på camping!”.
Vi får samme spørgsmål af taxachaufføren, som efter samme svar ryster smilende og overbærende på hovedet.
Okay… vi har for meget med!
Får campingpladsens bedste plads, set med vores øjne. Ti meter fra vandet med udsigt til Ballen havn og med hybenbuske og træer bagved som læhegn. Til hver plads hører et bord-bænk-sæt som vi straks slår os ned på. Trækker proppen af vores medbragte hvidvin, skåler i plastikvinglassene og råber kåde ”GOD FERIE” i munden på hinanden.
Skulle måske have gemt hvidvinen til efter teltopstilling, set i bagklogskabens klare lys!
Vi har lånt en gummihammer i informationen, men hver gang jeg slår på pløkken slår den tilbage og pløkken kommer ikke længere ned. Jeg opgiver og prøver med en stor sten i stedet. Naboen kigger nu interesseret. ”Jeg har en gummihammer I kan låne, hvis I vil”, siger han hjælpsomt uden at opdage gummihammeren som ligger ved siden af mig. ”Jeg har én, men den duer ikke”, svarer jeg lettere distræt og kan i samme øjeblik høre hvor ufattelig dumt det lyder. Han stivner da også i en uforstående grimasse, som om han vurderer om han har hørt rigtigt og Signe knækker sammen af grin.
Ved det er fordi pløkkerne er totalt vindskæve at jeg ikke kan få dem i, men jeg orker ikke at forklare mig.
Hans evt. fordomme om blondiner bliver yderligt sat på prøve da vi skal til at sætte stænger i. Der er kun tre, men Signe påstår hårdnakket at der skal være fire. Jeg har ikke været på camping de sidste femogtyve år, så jeg er undskyldt. Aner ikke en bjælde om den slags! Det er Signes telt, så hun må jo vide det, tænker jeg og begynder panikagtigt at kigge mig rundt efter evt. brugbare grene i området. Det er jo bare et iglotelt, så hvor svært kan det lige være?
”Hvad med den her?” Jeg står med en ca. én meter lang stiv ukrudts-stængel som sidder fast nede ved jorden og ved det er håbløst. Signe ler højt og kaster håret om på ryggen: ”Den kan vi sgu da ikke bruge til noget som helst!”
Den hele flaske hvidvin virker i den grad nu og vi blafrer storgrinende rundt for at finde noget som kan bruges i opbygningen af et telt. Er helt vild glade for der er flere timer til mørket falder på.
Naboerne iagttager interesseret vores forkrampede forsøg på at få teltet til at ligne noget man kan bo i. Bliver enige om bare at prøve os frem med den korteste af stængerne og falder sammen ind over teltdugen af grin, da vi erfarer at vi så har ca. 30 x 30 x 30 cm at sove på i midten af teltet. Jeg foreslår at prøve de to lange stænger i stedet for.
Hmmm … meget bedre. Mangler faktisk ingen stænger nu!?
”Nåh ja”, ler Signe: ”Jeg havde lige glemt at det er sådan man samler det”.
Jeg bliver enig med mig selv om at blondinevitser har sin berettigelse. Vi må i den grad have set dumme og uintelligente ud de sidste to timer. Og lidt fulde selvfølgelig … hvis man skal have en undskyldning.
Så går der ”hausfrau” i os og vi får arrangeret madrasser, tøj, soveposer, bøger, toiletsager, radio, alkohol, proviantgrej og tøj pænt i teltet, - og beslutter os for at cykle til Ballen og få aftensmad. Vi trænger til noget sundt.
To kilometer og fire forsøg på at få bord på restaurant senere, sidder vi på havnens grillbar og spiser en usund bøfsandwich. Går efterfølgende i Brugsen efter en tre liters hvidvinsbox, chips og slik.
Forsøger at få skænket en øl på en restaurant med bar, men får at vide at det bliver noget rod, hvis vi skal sidde og drikke mens der er spisende gæster. Signe læner sig ind over baren mod bartenderen og flirter: ”Bare et lille glas til cykelturen hjem?” Jeg kan se han er påvirket af Signes seksuelle udstråling, overvejer et kort øjeblik og blinker til hende: ”I er meget velkomne kl. 23, - der starter diskoteket.” Øv, - det var ikke nok.
”Ja, hvis de ikke vil tjene penge er det deres problem!”, grynter jeg lidt mut til Signe og vi returnerer til de låste cykler. Kigger os forgæves om efter et andet værtshus, men opgiver hurtigt. ”Han var ellers lidt sød. Vi kunne ha’ inviteret ham på camping”, fniser Signe frækt mens vi trækker cyklerne ud på vejen: ”Men vi skal jo tidligt op i morgen”.
Vi har aldrig haft problemer med at underholde os selv og beslutter os for at cykle hjem.
Signe har boet på øen i sammenlagt ti år i sine yngre dage og har planlagt en cykelrute forbi de steder hun har boet. Hvis vi skal nå det hele er det nok en udmærket beslutning.
”Av for hulan”, ømmer jeg mig. Jeg føler mit hoved sidder helt skævt. ”Vil du bære mit hoved for mig i dag?”, kigger jeg spørgende på Signe som ligger og læser.
”Godmorgen”, siger hun bare og smiler: ”Har du sovet godt?” Jeg kigger ned af min sovepose, som ligner en snurretop, og pyjamasoverdelen som er snurret rundt så den er ved at kvæle mig. ”Nej jeg har sgu ikke! Jeg har været vågen mindst femten gange i nat og har ondt over det hele. Hvem fanden har bestemt at et liggeunderlag kun behøver at være tre centimeter tykt?”, siger jeg påtaget tvært og kan samtidig levende forstille mig, hvordan mit hår så ser ud. Signe ser selvfølgelig smuk og udhvilet ud. Jeg får mig kæmpet ud af soveposen og finder mit håndklæde og min toilettaske frem. Bliver nødt til at gøre noget ved mit udseende, - hurtigt! ”Jeg går i bad”, siger jeg og føler jeg ligner en gammel and … eller måske i virkeligheden den grimme ælling, mens jeg forsøger at få kroppen rettet ud. Jeg traver op mod toilethuset i pyjamas, gummisko og hår strittende ud til alle sider. Kunne være heldig at ende som den smukke svane efter badet?
Nix og nej … desværre ikke! Men da jeg kommer tilbage fra badet, som fuldstændig lever op til mine fordomme om bade- og toiletfaciliteter på campingpladser, har Signe hentet rundstykker, rejeost, honning og juice og det er næsten ligeså godt som at blive en smuk svane.
”Du ved da også lige hvad der skal til for at få en midaldrende kvinde op på dupperne Signe.”, siger jeg oplivet og sætter mig til rette ved bordet. ”Jeps, - jeg er jo selv én”, ler hun. Og snart er vi klar til cykelturen.
Finder hurtigt ud af at jeg ikke aner hvad jeg har sagt ja til.
Det går fint til første stop i Besser. Vi møder ungkarlen som Signe har boet hos og bliver straks budt på kaffe. Synes han er helt vild flink og interessant, men må efterfølgende ændre standpunkt fra interessant til mærkelig da han afslører sin lidenskab for modeltog, efter kaffen. Hele den øverste etage er én stor legeplads, med modelbane med tog, huse, bakker og træer. Den havde jeg ikke lige set komme.
Cykler derefter lettere rystet, til Besser strand. En voksen mand….?
”Sådan var han ikke dengang…”, forsøger Signe forlegent at forsvare ham: ”Han må være gået i barndommen. Der sker jo ikke så meget på Samsø, - så måske er det derfor.”
Jeg smiler overbærende mens vi breder tæppet ud.
Vi er utrolig heldige med vejret. Solen er fremme men det blæser. Stranden ligger sydøstlig og i læ for vinden så vi kan smide tøjet uden at fryse. Og det gør vi, - for der er kun os.
”Skal vi ikke bade?”, forsøger jeg at lokke Signe, mens jeg selv er på vej ud i vandet kun iført trusser. Standser dog brat op da jeg har vand til midt på lårene og kigger rundt efter mulige isterninger. Ikke optimal vandtemperatur! Jeg plejer at kaste mig frygtløs og entusiastisk ud i havet, - men i dag er det lige koldt nok. ”Det er mindst tyve grader”, lyver jeg: ”Men der er for mange sten!”, fortsætter jeg løgnen og lægger mig i stedet op til Signe på tæppet. Nyder solen sammen med cirka hundrede mariehøns som åbenbart har samme behov.
En time senere er vi på vej mod Nordby, som jeg selv har foreslået vi skulle indtage vores frokost i. Der er stiv modvind og vi må træde godt i pedalerne for at komme fremad. Har pludselig helt vildt ondt af alle tour de France rytterne som i øjeblikket tordner derudaf. Kan vist ikke sammenlignes helt med vores tour, selvom jeg efterhånden begynder og ligne én som har kørt to-tre hundrede kilometer. Tungen hænger nærmest ud af munden på mig og sveden drypper af mig, mens jeg foroverbøjet hugger i pedalerne. Kunne godt snart bruge en servicevogn! Og helst én der samler udmattede ryttere op.
Begynder at bande over min manglende rygrad. Det ville nok have hjulpet en del på min form, hvis mit rygestop var startet lidt før.
Signe ser selvfølgelig smuk og overskudsagtig ud! Hun cykler på arbejde hver dag og er i træning.
Seksten kilometer og flere timer senere er vi i Nordby. Jeg stående på cyklen. Kan ikke sidde mere. Har totalt ondt i røven. To uklædelige svedpletter er nu placeret under armene og jeg - jeg sniffer til plamagen – stinker af armsved. ”For fanden Signe, hvad er det du har lokket mig ud i? Jeg stinker som en sur sok”. Min utilfredshed er til at få øje på men Signe smiler overbærende: ”Lad os få noget mad!”
Denne gang vil vi have noget sundt og sætter os på en restaurant … ligeglade med hvad det koster. Jeg har mest lyst til at bestille en badering til min, helt sikkert, rødglødende chimpanse-røv, men bestiller i stedet en rødspættefilet med salat og brød. Ikke stor sandsynlighed for at de ligger inde med badedyrsartikler. Signe bestiller fiskefrikadeller med salat og brød.
”Du skal komme og hente mig NU”, trygler jeg lidende Søren i telefonen, da vi har bestilt maden. Han ler bare højt. ”Du skal bare dreje til venstre når du kommer til Sælvig”, bliver jeg stædigt ved. Han ler endnu højere og jeg giver op. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan jeg skal kunne køre over tyve kilometer hjem igen? Går nærmest i panik ved tanken.
Hvis Signe er træt viser hun det ikke. Hun ler overskudsagtigt og siger: ”Nu får vi jo sund og nærende mad … så kan vi lidt igen.”
I samme øjeblik kommer tjeneren ud med to tallerkner. Én med friturestegt rødspættefilet og pommes frites og én med friturestegte fiskefrikadeller og købe-rugbrød. Skuffen hænger næsten nede på brystet. Er cirka det modsatte af at være sund mad!
Er lige ved at give tjeneren et par på kassen da han kommer ud med en skyhøj regning. Det ville være ok hvis maden var derefter, men det var den jo ikke! Kigger et kort øjeblik surt på ham men ændrer i stedet taktik og kritiserer, med et lille glimt i øjet, Samsø for at have for få steder, man kan få massage af smukke unge mænd. Tjeneren fatter ikke et klap og henviser os kort til en fysioterapeut i nærheden.
Humor har de heller ikke på denne forblæste lorte-ø!
Opbrud. Jeg går langsomt og ufrivilligt hjulbenet, hen til cyklen med Signes opmuntrende ord: ”Nu har vi medvind hjem!”.
Det har vi IKKE!
Vinden er gået i nordvest i stedet for nord, så nu har vi sidevind.
Placeret på cyklen med et tykt håndklæde mellem sadlen og min ømme bag, kæmper jeg mig hjemad. Får overtalt Signe til fire pauser og er næsten stolt af mig selv da vi når Besser. Pyha …. kun 6 km hjem nu.
Og så er det at Signe stopper ved en vejbod og slynger fem kg Samsøkartofler op i min cykelkurv, som vi skal have til aften!
Er lige ved at slå hende … hårdt. Kan jo dårligt trække mig selv.
”Nu holder du!”, klager jeg grædefærdigt mens jeg stiger på cyklen igen og er ved at vælte. Signe trøster: ”Der er ikke så langt nu”.
Fanden tage at det kun er mig, der har cykelkurv på!
Da vi endelig er hjemme, ligner jeg mest af alt en slagen sumobryder på vej ud af ringen da jeg står af cyklen og bevæger mig mod bord-bænk-sættet. Jeg prøver at være selskabelig, siddende på et tæppe og en pude, men der går ikke mere end fem minutter før jeg må give op.
”Jeg er nødt til at ligge lidt ned”, stønner jeg udmattet og vralter ind på mit tre centimeter tynde liggeunderlag.
I dette øjeblik findes der ikke bedre underlag i verden. Når man cykler max ti kilometer i gennemsnit om året, var det vel egentlig også rimelig optimistisk at tro at man lige kunne tilbagelægge over fyrre km på én dag uden mén?
Jeg beslutter mig for at jeg ALDRIG vil på cykeltur med Signe igen!
”Skal vi ikke droppe aftensmaden Signe?” Jeg er på vej ud af teltet efter en halv time på øjet. Jeg er stadig træt og orker ikke at lave aftensmad.
”Jo”, siger Signe til min store overraskelse ”Jeg gider heller ikke lave noget”. Hmm … aner jeg en form for træthed?
”Vi har stadig chips og hvidvin”, ler jeg nu oplivet af Signes manglende overskud: ”Det må vi nok kunne leve af en dag mere”.
Vi sætter os ved bord-bænk-sættet og spiller yatzy. Solen er ved at gå ned over træerne. Naboen til venstre for os har tændt fakler udenfor deres telt og naboen til højre har fuld blus på en primus. Det ser helt vildt hyggeligt ud og vi henter straks vores medbragte bloklys.
Det kan lige lyse en diameter på femten centimeter op. Skal vist ikke regne med at imponere nogen med det!
Om det er hvidvinen på tom mave eller trætheden der gør sit indtog ved jeg ikke, men de næste tre timer har vi konstant grineflip over de fælles oplevelser vi har haft i tidens løb.
Vi har sat os for at drikke til dunken er tom, hvilket er nemmere sagt end gjort. Hver gang vi løfter på den føles den lige tung og vi bliver enige om at det er mundvand vi hele tiden skal tisse af. Har selvfølgelig heller ikke mange muskler tilbage til at løfte med, så måske en combi.
Ved midnatstid begynder det at regne og vi forflytter os storgrinende ind i det mikroskopiske fortelt. Alle naboer er gået til ro og vi morer os nu over hvor lydt der er. Uroligt så mange forskellige måder der er at snorke på.
Hjulpet af vinen, fortæller Signe gladelig om sit blomstrende kærligheds og sexliv, mest udlevet på Vejle Sygehus og jeg overvejer et splitsekund, i min rus, at omkonvertere til sygeplejerske - og for anden gang inden for kort tid – at sparke Søren ud.
Signe viser mig nogle sms’er hun har modtaget indenfor den sidste uge. Sms’er med frække undertoner, fra et væld af sexhungrende hanner i hvide kitler. Det lyder umiddelbart tillokkende at være sygeplejerske….
Signe ler af min umiddelbare misundelse: ”De er banditter de fleste af dem. Nogen af dem er endda gift!”, siger hun og ryster på hovedet: ”Og meget virile!”, ler hun. Jeg sammenligner et øjeblik Signes og mit liv og konstaterer tørt: ”Aj…..jeg tror ikke jeg orker så heftig aktivitet i en længerevarende periode Signe….selvom det lyder sjovt!”.
Signe bliver pludselig alvorlig og jeg bliver bekræftet i at det er en dårlig idé, da hun fortæller hvor elendigt Lars og hendes skilsmisse er ved at forme sig. Der er dybe skår i glæden og Lars gør hvad han kan for at de bliver så dybe som muligt. Da hun fortæller om alle de grimme sms’er han sender, og hvordan han prøver at vende børnene imod hende, bliver jeg helt træt. Jeg bliver overbevist om at jeg ikke ville magte det!
Vi sidder i et øjebliks alvor og reflekterer, - og jeg bliver igen opmærksom på alle snorkelydene. Skulle måske have tænkt på hvor lydt det er inden vi begyndte at plapre ud med vores mest private oplevelser, men det er et skidt tidspunkt at komme i tanke om det!
Tumler udmattet ind i soveposen med en gigantbrandert på ved et tiden og har helt sikkert bidraget med helt nye snorkelyde resten af natten.
Jubiiii … har næsten ingen tømmermænd! Og har faktisk sovet rimelig godt! Signe ser selvfølgelig smuk og … nej ikke i dag. Hun ser faktisk lidt slidt ud.
Det drypper en smule hvilket gør det lidt svært at pakke sammen. Jeg ringer til Søren og får DMI’s radar-prognose. Støvregn cirka en halv time mere, så stopper det. Perfekt! Passer med at vi så er færdige med morgenmaden.
Finder reglementet for campingpladsen under oprydningen. ”Der skal være ro på camping-pladsen klokken 23”.
Hmm … godt vi ikke vidste det. Må da godt smide os ud nu!
Fedt … noget nemmere at ødelægge telt end rejse telt!
Så er det bare at ringe efter en taxa.
Får pomfritter på vej hjem på færgen og en enkelt bemærkning på vej ud af færgen fra en ny ”færgedirigent”: ”Sikke meget vasketøj”. Han sender et blik i retning af vores sække og får bare et træt smil retur …
Jeg er lykkelig for passagersædet i Signes bil. Blødt og stort. Kan bare læne mig tilbage og ignorere Signes ophidselse over stort set alle andre bilister. Takker hende ved at sms-chikanere et par stykker i hendes kontaktbog. Man skal aldrig overlade sin mobil til andre … heller ikke til rigtig gode veninder! Det er en loose/loose.
Jeg er øm bagi endnu, - men alligevel ikke mere end at jeg, da vi triller op foran mit hjem, optimistisk foreslår: ”Skal vi ikke ta´ på cykeltur til Samsø igen, Signe … altså næste år … med alle pigerne …
Det ku´ være skideskægt!”
Og så er ferien slut!
Jeg sidder her fuldstændig slap i betrækket søndag morgen foran tv’et, dagen før ØV-dag og spiser morgenmad med Søren. Min bagdel er blevet normal igen.
Jeg har været ved bageren efter rundstykker. Det vil sige: bageren var lukket? ”Søndag lukket”, stod der gud-hjælpe-mig på døren. Troede næsten det var en spøg. Det var det ikke! Havde ellers på fornemmelsen at søndag var bagernes store dag, - men det var måske kun i min barndom?
Heldigvis er det ikke dem alle der har uacceptable lukketider. Fandt én der var åben hvor de stadig havde hele to forskellige slags rundstykker tilbage. Fantastisk!
Tv´et er tændt med noget VM af en slags. Jeg sidder i mine egne tanker da kommentatoren entusiastisk og opspændt proklamerer: ”OG SÅ GÅR STARTEN!” Jeg løfter hovedet og kigger interesseret ind i alteret.
Forventer at der er noget der rykker nu. Der sker ikke en skid. Det vil sige… jeg kan se en masse sejlbåde som i sneglefart rykker sig fremad …men …Søren fuldender mine tanker med tørt at udbryde: ”Det må være den kedeligste form for konkurrence man kan vise på TV” og fortsætter gryntende: ”Han lyder fandeme som om det er 400 meter hækkeløb, han har sat i gang. Man kan jo dårligt se de bevæger sig”. Søren har i øvrigt formået endnu engang at snige sig igennem sommer-ferien uden særlige familieaktiviteter. Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan det lykkes ham hver gang. Han har en fantastisk evne til at blive usynlig i sommerferien, - og har en evne til at se ud som om han har gang i noget meget vigtigt og helst ikke må forstyrres, hvis han endelig er så uforsigtig at blive bemærket.
En snedig rad!
Mikkel kommer slentrende ind af døren ved 16 tiden og siger: ” Mor, gider du lige hjælpe med at pakke et par ting sammen?” og ”Har vi ikke nogen flyttekasser?”
Altså hvis du ikke har købt nogen, har vi jo ikke!”, svarer jeg ham hvast. Men det lykkes mig at finde nogle mindre kasser alligevel. Mikkel har fået et mikroskopisk værelse i Århus og nu er det åbenbart tid at flytte: ”Du kunne måske ha’ sagt lidt før, at du ville flytte i dag!” Jeg begynder at pakke tallerkner ned i avispapir og videre ned i kasserne. ”Skal du ikke ha´ det hele med?” spørger jeg undrende og ved allerede at han ikke kan have det hele i sin bil. ”Nej…..jeg kommer nok senere på ugen efter nogle flere ting”, svarer han distræt.
Jeg står i en blanding af irritation over at værelserne ikke bliver tømt så jeg kan gøre dem i stand, - sørgmodighed over at, nu er det nu, - og stolthed og glæde over at han skal i gang med sit drømmestudie. Havde bare forestillet mig at det blev på en helt anden måde. Sådan lidt mere ”Nykreditreklame-agtigt” hvor far og mor står og vinker, mens sønnen med påspændt trailer kører, - og moren står og græder!
Men det bliver der ikke noget af! En time senere er Mikkel ude af døren igen. Søren og jeg får et hurtigt klem og et: ”Vi ses forældre!” og så er han allerede rundt om hjørnet, på vej op af bakken.
Altså, man kan jo ikke engang nå at presse en tåre ud på den måde.
”Han kunne da godt ha’ sagt til lidt før!”, gentager jeg lidt mopset til Søren som også er lettere forvirret: ”Ja, - det gik da godt nok stærkt! Det kan være han får brug for hjælp til at hænge lamper og den slags op senere”, forsøger han ikke at føle sig overflødig.
Vi står lidt triste tilbage, med en følelse af en lidt for hurtig afslutning på en lang epoke…….
Hmm,- til gengæld virker min remse ekstremt godt. Selvfølgelig med lidt hjælp fra kreditforeningen.
Min konto står rimelig meget i plus nu…
Hvilket ikke går, - så Søren og jeg skynder os ud for at købe nyt køle/fryseskab dagen efter. Det gamle kom jeg til at hakke i stykker da jeg skulle afrime fryseren. Brugte en hammer med en spids i enden til at fjerne isen og røg igennem væggen ud til isoleringen, to gange. Måske heller ikke særlig gennemtænkt, - men synes faktisk ikke de kan være bekendt at bruge så tynde materialer i et GRAM køle/fryseskab!
Købte selvfølgelig et GRAM igen. Det er jo dansk.
Køleskab er noget man køber når man har været gift længe. Det sparer strøm og det holder i mindst ti år! Hvem ved om det er længere end vi er gift?
De havde tilfældigvis også en opvasker på tilbud, så den røg med i købet. Den gamle ryger nok snart, så vi kunne lige så godt…
Fik også købt billetter til Eagleskoncert i den blå avis til overpris. Var selvfølgelig alt for sent ude til køb af billetter til overkommelig pris.
Men nu glæder jeg mig helt vildt til på torsdag! De spiller helt sikkert ”Hotel Calefornia” som er Sørens og min sang.
Vi er inviteret til frokost hos Erik og Janne kl. 14 i Århus. Jeg har taget to fridage i anledning af koncerten. Ved af erfaring at det er en god idé!
Søren vælger at gå i bad ti minutter før vi skal køre, hvilket hidser mig voldsomt op. Det er stort set det samme hver gang.
Femten minutter forsinket kører vi mod Århus og bliver yderligere femten minutter forsinket hos blomsterhandleren.
Jeg er rasende nu og jeg begynder at stresse. Hader at komme for sent.
Alle skal åbenbart til frokost i Århus i dag, for trafikken er komplet umulig. Vi snegler os af sted med cirka tres kilometer i timen på motorvejen. Ved Ejer Baunehøj går trafikken helt i stå. En stor røgsøjle vælter hen over motorvejen og man behøver ikke være clairvoiant for at regne den ud …
Erik ringer for at høre hvor vi bliver af og vi dækker fejt forsinkelsen ind under det åbenlyse uheld.
Vi ankommer femogfyrre minutter for sent til meget sen frokost.
Må parkere tusind kilometer fra stadion. Alle veje i nærheden af stadion er spærret af. Får frataget begge tæpper i indgangen og opdager at Søren har glemt sin jakke hos Erik og Janne. Må deles om min trøje og min jakke. Efterlader Erik og Janne, som har købt billetter i ordentlig tid, på tribunen. De har fået siddepladser. Vi har pladser blandt den stående pøbel.
Det går fint indtil ved nitiden. Så bliver det koldt og Søren tager min jakke på. Han ser total dum ud med faconsyet, storblomstret kvindejakke på og jeg fniser lidt af ham mens jeg tager min trøje på, og for sjov bræger: ”Kinkieee Søren!”
Dumt! Meget dumt sagt!
Jeg har lige fået varmen i trøjen, da Søren spørger om vi skal bytte.
”Nu har jeg lige fået varmen”, klager jeg, men begynder alligevel irriteret at tage trøjen af. Eagles lægger op til ”Hotel Calefornia”. Jeg rækker ham trøjen og tager min jakke på.
”Jeg gider ikke ha´ den på, når du bliver så sur”, kværulerer Søren surt. Hotel Calefornia er gået i gang og i stedet for at stå med armene om hinanden og nyde vores sang, står vi nu barnligt med armene over kors og med hajformet mund. Sif otte år og Søren syv år.
”Ta´ den nu på så du ikke bliver syg”, insisterer jeg irriteret.
Han går helt i baglås: ”Gu gider jeg ej”, vrænger han nu.
Jeg begynder at koge: ”Hvis du ikke tager den på vil jeg hjem”.
Jeg er indestængt arrig nu, - og i stedet for ”elskede” ryger der ”store idiot” ind på lystavlen. Det bliver dog ikke sagt højt. Vi er vel ordentlige mennesker, som min mormor ville have sagt! Men kropssproget taler lidt for sig selv.
Han nægter stadig og jeg går surt over mod udgangen, med Søren rødglødende efter mig.
Fyren ved udgangen kigger på os som om vi er aliens da vi beder om at blive lukket ud. Kigger spørgende på os flere gange for at blive bekræftet, hvilket han surt bliver og ender med hovedrystende at lukke os ud.
Fem grynt og tre host …
Det var hvad der var af meningsudvekslinger fra Århus, til lige før Horsens. Omkring Horsens er det os der danner røgskyer. Både inde og ude. Men det er de udvendige der først bliver taget hånd om. Søren er tvunget ind til siden af en motor der sætter ud samt en tyk røgsky. Han smækker hidsigt motorhjelmen op, roder lidt i den røgfyldte motor og forsøger dernæst at sparke autoværnet i stykker?
Jeg bliver et øjeblik i tvivl om det virkelig er Søren jeg kan se i silhuet….. ”FOR HELVEDE DEN LORTEBIL!”, råber han ud i nattehimlen og bekræfter at det er ham. ”Jeg har et øjeblik sindsygt lyst til, børnehaveagtigt at råbe ud af vinduet: ”DET HAR DU FANDEME GODT AF!” men besinder mig. Det er jo også min bil og giver derfor ingen mening. Sidder derfor bare tvær, med korslagte arme og nedadvendte mundvige.
En time og tre host senere er vi på vej i Autohjælps kabine med lortebilen på slæb, - i larmende stilhed. Kan ikke helt finde ud af hvem der prøver at fryse hvem ud, men det lykkes at gå seng helt uden verbale udgydelser.
Jeg vågner fredag morgen og skal til at lægge en arm over på Søren, da jeg kommer i tanke om at vi er uvenner. Jeg gennemgår alle gårdsdagens oplevelser og nu hvor jeg har sovet på det, forekommer hele episoden komplet latterlig. Jeg klukker da billedet af Søren i min jakke og Søren som forsøger at jævne autoværnet med jorden, dukker op.
Søren vågner ved lyden af mig og grynter surt: ”Hvad griner du af?” Jeg eksploderer af grin uden at forklare. Søren forsøger krampagtigt at holde den sure maske, men må få sekunder efter overgive sig. Kan udmærket se det komiske i gårdsdagens barnlige episode og ler endnu højere.
Jeg vælter over til ham og sammen udlever vi leende oplevelserne fra dagen i forvejen. Han trykker mig kærligt på næsen og kysser mig ømt på munden: ”Hvor er du dum”, modsiger han kærtegnene. Jeg kigger ham leende ind i øjnene og husker pludselig hvorfor jeg faldt for ham….
Signe kan for min skyld beholde sine virile hvide kitler for sig selv. Hvis bare jeg kan få lov at beholde Søren!
