”Kommer I ikke herind til Steffen inden I går i byen? Vi har det helt vildt sjovt!” Det er en sms fra Ann og ”De” er Steffens kammerater fra Norge som er på besøg i weekenden. ”De” må i øvrigt også tage skylden for at Ann ikke er med Signe og mig i aften.
Signe har taget første modul i en master og synes det skal fejres sammen med et par medstuderende og en kollega, - og så med Ann og mig selvfølgelig. Men Ann har lovet Steffen at hjælpe til hele aftenen, så hun svigter os … altså indtil nu. Sms’en kommer belejligt.
Ikke meget gang i de andre piger, så vi aftaler at mødes med dem i byen lidt senere. Steffen tager imod og ser ud som om han synes, det er en god idé at vi bare kommer anstigende.
Steffen bor i en stor taglejlighed med synlige bjælker. Den ser helt anderledes ud end jeg havde forestillet mig. Troede det var en meget ungkarlehybel-agtig indretning, blottet for pynt, - men det viser sig at manden faktisk har en del østrogener. I hvert fald har han masser af pynteting, såsom gulvvaser med levende blomster og pæne malerier på væggene. Jeg lufter min overraskelse for Ann, som forklarer: ”Han har jo en dreng som han hygger om hver anden uge”. Så var den på plads!
Vi siger pænt goddag og smider jakkerne. Placerer os i sofaerne overfor de norske gutter og slapper af.
Det vil sige, Signe slapper af. Jeg når at slappe af ca. tyve sekunder før Tron fra bjerglandet leverer en lang svingende tone med et spørgsmålstegn i enden at dømme ud fra den måde han efterfølgende kigger på mig på. Jeg forsøger krampagtigt at tyde: ”Hardi-hydi-hydi-fly” men løfter til sidst skuldrene og ryster undskyldende på hovedet. ”Jeg forstår desværre ikke”, siger jeg. Trons kammerat forsøger sig med, tror jeg, samme spørgsmål. Han lyder lidt mere ulden og er mere uforståelig end sin norske kammerat: ”Hardi-hydi-hydi-fly” får jeg det til igen. Jeg har mest lyst til bare at svare ”Jåhåå” som stort set er det eneste jeg kan sige på norsk ud over ”Nææj”. Bestemmer mig dog for ”Nææj”. Kunne jo i teorien acceptere at strippe uden at vide det. ”Nææjet” udløser latterkramper hos alle og jeg er tavs igen. Er åbenbart total sprogspasser!
Ikke særlig sjovt at konversere på et fuldstændig uforståeligt og latterligt svært sprog, hvilket får mig til at tænke på at jeg nok ikke skal lave karriereskift til tolk i norsk/dansk, eller tolk i det hele taget...
Sjovt nok forstår jeg næsten al, hvis det er skrevet på norsk, men man kan jo dårligt forlange at gæsterne skal skrive vittighederne ned så man kan le af dem? Kunne godt gå hen og blive rimelig belastende i længden.
Nordmændene er sindsygt sjove at dømme efter Anns og især Signes vedblivende klukken. Ann, Signe og Steffen forsøger at oversætte ”on the fly” hver gang jeg spørger: ”Hvad siger han?”, - og selvom jeg synes det er helt ude i hegnet at jeg i det hele taget har brug for en tolk, er det trods alt bedre, at jeg kan le lidt af vittighederne … selvom det selvsagt bliver med en anelse forsinkelse.
Gud-ske-tak-og-lov vælter det snart ind med letforståelige danske gæster. Det var ved at blive en anelse anstrengende! Musikken bliver øredøvende og det bliver fuldstændigt omsonst at fortsætte en samtale både på dansk og norsk.
Vi er nu klar til latterlig kropsudfoldelse (iflg. Søren).
Signe befinder sig på stadiet lige før udpumpning og er tyvstartet for enden af bordet med solounderlivsdans. Det lange lyse hår bliver kastet bagud, øjnene bliver lukket, hofterne vugger sensuelt fra side til side. Hun befinder sig et helt andet sted.
Der er nu slet ikke noget latterligt ved Signes bevægelser at dømme efter nordmændenes ansigtsudtryk. Er faktisk overbevist om at de synes dansk kultur er verdens bedste, efter det lille optrin, - og jeg er ret sikker på at de med glæde ville have viftet med et lille dansk flag, hvis de havde haft sådan et i hånden. ”Hardy-hydi-fly”, råber de i munden på hinanden og løfter imponeret øjenbrynene.
Hmm, - kunne sætte en fløjte i munden på dem begge og forstå lige lidt….
Steffen laver filurer i stor stil og fortsætter senere med grønlandsk kaffe. Han slukker lyset i den forbindelse og hælder brændende spiritus i som det sidste. Forsøger kåd at hælde det i kopperne fra en halv meters afstand og sætter kortvarigt ild til dugen grundet manglende præcision, - hvilket afføder febrilske klappende hænder på dugen fra alle sider.
Den vilde dans er i gang og jeg er nu nået til det stadie hvor udtalelser som: ”Din røv er den flotteste jeg har set på én i fyrrene” er ekstremt i orden at fremføre. Kan ikke rigtig huske hvem der sagde det, men er overbevist om at det må have været en dansker da jeg forstod hvert eneste ord. ”Tak så mycket”, svarer jeg kåd og ved ikke om jeg har svaret på norsk eller svensk. På dette tidspunkt er det dog underordnet…
Jeg har lovet Søren at komme tidligt hjem.
Kl. tre vurderer jeg at kl. tre er tidligt nok. Forsøger at overtale Signe til at kapitulere sammen med mig og dele en taxa et stykke af vejen, men har ikke held med mig. Hun har frivilligt ofret sit maveindhold for en times tid siden og sidder nu og ler overstadigt på skødet af én af nordmændene. Jeg får - utroligt nok - tanken at hun kan være lun på én.
Jeg opgiver overtalelsesforsøget og ringer efter en taxa. Forstår knapt hvad jeg selv siger til centralen.
Taxacentralen får mirakuløst pejlet sig frem til den rigtige adresse og jeg snupper modvilligt taxa’en hjem. Plejer jo at være med til at lukke og slukke for den slags fester, så det passer mig slet ikke! ”Nå, - men så hey-di-hy-de-fly”, vinker jeg til nordmændene og de andre gæster og synes selv jeg har verdens bedste humor.
Nåede for resten ikke at komme i byen og møde de andre piger som lovet…..
Ryster ligeglad på hovedet af vores aftale. Kan ikke tage mig af det nu. Signe tager vel et mastermodul en anden gang…
Søren vågner altid når jeg kommer hjem fra byen. Har aldrig haft succes med en ”sniger” og i nat er ingen undtagelse. Hører ham grynte lettere irriteret: ”Det blev da sent alligevel!”, mens jeg forsøger at smyge mig lidt usikkert ind under dynen. Jeg mumler skyldigt ”jååhååå” tilbage til ham og går så i sort.
Desværre er det kun sort i ganske få timer. Jeg har lovet Tomas at køre ham til badmintonstævne klokken halv ti. Klubmesterskab. Vigtigt!
Jeg o r k e r ikke at være en god mor og sidde som tilskuer i fem stive timer i dag og sætter bare den stakkels dreng af ved hallen med et: ”Held og lykke, skatter. Jeg kommer og kigger på senere”. Tomas skal både spille single og double og jeg ved at ventetiden mellem kampene bliver ulidelig i dag.
Jeg får cola hos Ann i stedet. Ved at jeg kan smide mig på sofaen uden anmærkninger hos hende. Vi griner lidt af de mange sjove bemærkninger fra festen i går, Signes show og de uforståelige nordmænd. Og jeg får den sidste sladder med. ”Signe endte sgu da i kanen med Tron”, ler Ann en lille smule forarget: ”Jeg skulle hente min taske på værelset og så lå de der, flettet ind i hinanden”.
”Hun spilder sgu ikke tiden…pigebarnet”, ler jeg højt. ”Nej deee”, grynter Ann og glider træt ned i sofaen. Jeg følger efter og snart ender vi ud i en komfortabel halvsovende positur uden snak. Har begge brug for hvile.
Ved tolvtiden tager jeg mig sammen og kører ud til Tomas. Samler lige Søren op på vejen, så vi begge kan lege gode forældre. Han sætter sig ind i bilen med bemærkningen: ”Du ser sgu noget smadret ud. Sjovt du ikke kan lære det!” Han ryster surt på hovedet. ”Enten er man til party, eller også er man ikke…..og jeg er!”, svarer jeg tvært, og får sat punktum for et evt. skænderi.
Forbløffelsen er stor da vi ankommer og vores mindste yngel er i gang med at spille sig i finalen i herredouble? Det kan da nok være vi kommer op i gear og kommer i gang med at heppe. Slut med tømmermænd!
Mit hjerte svulmer da han en halv time senere har vundet finalen. Står med et stort genert smil, en stor guldmedalje om halsen og et gavekort til biografen, mens der bliver taget billeder til klubbladet.
”Ham har vi sgu lavet Søren!”, udbryder jeg glad, og glemmer alt om at være sur. Han smiler stolt tilbage til mig og sammen klapper vi lykkeligt af drengen.
----------
”Hola …. Como está?”
”Vil du med i IKEA sammen med Maria og mig på lørdag, Signe?”, spørger jeg håbefuldt. ”Si”, svarer Signe friskt og: ”Det vil jeg da gerne!”
Det var Maria der fik mig overtalt. Hun er ved at gøre deres lejlighed i stand. Har lige købt nyt køkken. Selvfølgelig ikke ”nyt” nyt, men har nærmere købt nogle brugte skabe i svensk romantisk stil og malet dem lyseblå. Fået lagt nyt gulv som ligner gamle trækasser og har installeret ny valnøddebordplade med flot, firkantet porcelænsvask. Og nu mangler hun et par pynteting. Blandt andet et par søde kurve til køkkenbordet og en gulvlampe til deres nymalede stue.
Aftaler supertidlig køreplan for lørdag. Vi skal helst være deroppe når de åbner. Gad vide om Gudrunn også vil med? Hun har lige meddelt at hun har givet op. Vil skilles fra Jeppe nu, - og er i gang med et større detektivarbejde for at finde en attraktiv lejlighed.
Jeg ringer til Gudrunn ”Hej min ven. Hvordan har du det? Har du overskud til en tur i IKEA?”
Det har hun ikke. ”Ikke lige i dag”, svarer hun lidt trist.
For skilsmisse par er IKEA ellers et genialt sted.
Alting koster mellem trefemoghalvfems og niogtyvefemoghalvfems i småtingsafdelingen. Hvilket er super for dem der har rygrad nok til at begrænse sig til det de har brug for, - men hvad med os andre? Jeg kunne godt finde på at samle en flok frustrerede ruinerede kvinder til demonstration! Der må være andre end mig, der er kommet hjem med 27 stykker, i hjemkomstøjeblikket fuldstændig overflødige tingeltangel-ting?
Vi farer rundt i småtingsafdelingen.
Det er her det går en lille smule galt. Jeg mangler jo ikke noget...
Men når nu super søde glas kun koster fire kroner stykket skal man jo have en rygrad som ikke hører til i denne verden.
I halvanden time styrter Signe, Maria og jeg rundt som besatte imellem alle standene, mellem alle de andre besatte kvinder, og hiver den ene sindssygt billige ting i vognen efter den anden! Sengetøj 25 kroner, rivejern, opbevaringsbøtter, grydeskeer osv.
Signe modtager i virvaret en sms fra Ann: ”Er der puls?” Der er dobbelt puls, får jeg lyst til at svare!
Vi flår det ene gode tilbud efter det andet ned fra hylderne.
”Har du egentlig ikke ølglas nok, Signe?” Jeg kan ikke dy mig. Signe har ca. en million glas i sine køkkenskabe, endda efter skilsmisse-delingen.
Og nu ved jeg pludselig hvorfor Signe aldrig siger nej til en tur i IKEA. Nærmest alt er jo på tilbud!
Vi er nået til lampeafdelingen og der er ved at have top på vognen.
”Tror du ikke det er den kasse?”. Maria kigger spørgende på mig, mens jeg kort sammenligner billedet på kassen med lampen der står tre meter væk. ”Joh, det ser sådan ud”, nikker jeg bifaldende og hjælper hende med at få den store flade kasse op i vognen til alle fire kroners glassene og de tusinde andre småting.
Nu er luften gået af ballonen og platfødderne er også kommet i dyb krise. Det er godt vi skal hjem nu!
Det skal vi så ikke! ”Vi kan ligeså godt, når vi nu er her, stikke ind til ILVA ved siden af.”, siger Signe overskuds-agtigt.
Må ned på knæ flere gange og simulere indkøb på den nederste hylde. Mine fødder gør bare naller nu.
Først efter et ”Signe, - kom nu. Jeg er platfodet for fanden! Jeg kan simpelthen ikke mere!”, tager vi hjemturen til Vejle.
Hmm - må nok hellere holde lav profil når jeg kommer hjem.
Jeg løfter de store poser med tingeltangel ud af bagagerummet da vi når min adresse. Slæber træt de store poser ind under voldsom dytten og vinken.
Fuck, - jeg har købt meget!
Når kun lige at sætte mig tungt i sofaen inden Ann, ophidset ringer mig op.
Kæden er fuldstændig hoppet af for Anns eks.
Hun har haft en god perifer kontakt med ham i næsten et år, - og så drøner der en usandsynlig led sms ind fra ham om, at hun ikke skal slippe godt fra at hun har fundet en ny kæreste??
Jeg ved ikke hvad jeg skal mene. Var det ikke fordi at det er Ann der ophidset fortæller mig det, ville jeg nok ikke have troet på det.
Jeg husker Stig som en sød, sjov, smilende og frisk fyr og kan slet ikke få det til at stemme overens med den sms han lige har skrevet. Han gik fra Ann dengang. Det var ham der fandt en ny kæreste. Fik nyt job. Valgte selv at blive siddende i deres nyistandsatte byhus.
Ann var ked af det, men klarede det rigtig fint når man tænker på de historier hun fik om Stigs nye ”spændende” liv. At det spændende liv så langsomt dør ud da han mister sit job og sin nye kæreste, - og han begynder at hænge ud på tvivlsomme steder, er en helt anden sag.
Jeg trøster Ann så godt jeg kan. Beroliger hende med: ”Han må være fuld og fortryder i morgen!”, og vi lægger på.
Tyve minutter senere ringer hun op igen. Hun har fået flere grimme sms’er. Sms’er som bliver grovere og grovere for hver gang. ”Har fundet ud af hvem det svin du er kæreste med er”, skriver han nu.
Ann er både målløs, foruroliget og ked af det, - og vi beslutter at snakke om det i tøseklubben næste aften.
Ann har informeret de andre piger og vi sidder i vild diskussion hos Maria. Jeg sidder med front mod Marias nye IKEA-lampe og kan, trods den alvorlige situation, ikke lade være med at smile lidt. Lampen er uden skærm. Jeg fatter ikke hvordan vi har kunnet overse at en stor konisk lampeskærm selvfølgelig ikke kan ligge i en flad papkasse.
Mens vi diskuterer, kommer der pludselig en sms fra Steffen. Han er blevet truet af Stig. Stig skriver at Steffen kan vente sig og at han kender nogen der vil rydde ham af vejen….
Vi er lamslåede. Var lige blevet enige om at Stig efter flere måneders nedtur med mistet job og udsigt til personlig konkurs, har drukket sig fra sans og samling, - har opdaget hvad han har mistet, - har fået en kortslutning og har vendt sit eget nederlag mod Ann. Men nu er det anden dag han har gang i ondskaben.
Nu også trusler til Steffen. Det må stoppes … lige med det samme. Jeg føler et øjeblik at vi er med i en ekstrem dårlig mafia-gangsterfilm hvor ingen af os har fået udleveret manuskriptet og dermed ikke aner hvordan vi skal agere.
”Hvad fanden er der galt med de hanner? Man skulle tro de har fået kollektive hjerneblødninger”, udbryder Signe irriteret og drejer sit lange hår rundt i en knold. Hun slås stadig med Lars og ved hvor opslidende det er.
”Jeg ved ikke hvad det er der sker med dem….”, svarer Ann alvorligt og krammer nervøst servietten: ”Men det er indlysende at noget går helt galt…”.
Der skal meget til at vælte Ann, så vi ved det er alvorligt. På den anden side har vi pokkers svært ved at tro på at Stig er i stand til at gøre nogen fortræd, - men vi har det jo lige her … sort på hvidt! Og han har både jagttegn og gevær. Gyser ved tanken...
”Kan vi ikke prøve og ringe til ham….en af os…og snakke med ham”, forsøger Ditte sig: ”Jeg tror ikke på han mener det!”, forsætter hun.
Ann virker handlingslammet og opgivende og Maria tager mobilen fra hende: ”Nej…jeg tror ikke på det nytter noget at snakke med ham, - han er jo helt fra den! Han skal trues”.
Maria skriver en sms til Stig på Anns telefon, som ikke kan misforstås: ”Hvis du ikke stopper med at true Steffen og mig med det samme, melder jeg dig til politiet. Jeg har gemt alle dine sms’er”.
Så blev der ro resten af aftenen!
Dagen efter ringer Ann. Jeg er på vej hjem fra arbejde. Vi plejer at få en sludder på køreturen og i dag er jeg spændt på at høre om der er nyt om Stig. Men jeg midt i den travle eftermiddagstrafik, det regner og min bluetooth virker ikke. Jeg aftaler i stedet med hende at jeg ringer op, når jeg holder stille.
Det gør jeg femten minutter senere… men ingen svarer. Jeg ringer op ti-femten gange mere i træk, - og stadig ingen svar.
Nu er jeg bange. Ann tager altid telefonen. Ringer til Søren og siger at jeg kører ned og kigger til hende, men kommer i tanke om at jeg ingen nøgle har til lejligheden. Bliver ved med at ringe til hende uden resultat og beslutter mig for at gøre Steffen nervøs også. Han har fået nøgle til lejligheden. Han forsøger også at ringe hende op uden resultat og vi aftaler at jeg kommer forbi efter nøglen.
Mens jeg kører, ruller hele mit førstehjælpskursus igennem hovedet på mig. Var det venstre eller højre arm man skulle trække i for at personen kom om på siden, - og var det venstre eller højre side personen skulle ligge på, - og hvor mange gange skulle man pumpe før man skulle give kunstigt åndedræt?
Alle mulige skrækscenarier udspiller sig på vejen derned. Måske er hun blevet skudt af Stig? Måske er det for sent!
Sad lige forleden dag og fik en køkkensnak med Maria om, hvor svært det vil blive når vi piger bliver gamle og falder fra én efter én …
Men da ikke nu, - og slet ikke på den måde!
Standser udenfor Steffens lejlighed, hvor Steffen står klar med nøglen: ”Ringer du lige når du kommer hen i lejligheden?”, spørger han og lige efter: ”Nej, - jeg tar’ sgu med!”. Han ser bekymret ud og jeg nikker beklemt. Han sætter sig stiltiende ind og vi drøner videre.
Der er helt mørkt i Anns lejlighed men hendes lille røde Toyota står parkeret udenfor. Mit hjerte hamrer nervøst af sted og min hånd ryster mens jeg låser op …
”ANN…”, råber jeg desperat. Ingen svar!
”ANN…” nærmest skriger jeg nu og tumler ind i stuen med Steffen efter mig.
”Jaaa …”, lyder det søvndrukkent fra sofaen…...
???
Både Steffen og jeg ser total dumme ud.
”Ann for helvede. Det må du aldrig gøre mod os igen”, griner jeg hysterisk, - og fortsætter, til min egen forbavselse, i uhæmmet vrælen mod hende. Jeg sætter mig udmattet ned i sofaen med tårerne trillende ned af kinderne.
Steffen kan ikke beslutte sig for om han skal trøste mig eller sætte sig over til Ann og bliver pudsigt stående.
Ann er helt omtumlet og det forholdsvis korte hår står i en halvfemsgraders vinkel op mod loftet. ”Hvad er der galt?”, spørger hun forbavset og søvndrukkent, sætter sig over til mig og lægger armen rundt om mig. ”Ja, - du svarede ikke……jeg skulle jo ringe…”, tuder jeg hæmningsløst.
Hmm, - Ann var bare kommet til at sætte telefonen på lydløs og var faldet i søvn ….
Fanden tage min livlige fantasi! Og fanden tage ustabile eks’er. Jeg beslutter mig for at jeg aldrig vil skilles!
Samme aften sender Stig en sms med en mega undskyldning. Det var, som først antaget, en flere-dages-brandert der var skyld i kortslutningen.
Havde han for pokker lige sendt den af sted dagen før….
-----------------
”Skal vi ikke spille ”Venner for livet?” overdøver Maria vores larmende skvaldren. ”JO DA!”, råber vi i munden på hinanden. Maria pakker spillet ud, Ditte finder askebægre frem og Ann henter en ny forsyning dåseøl.
Det er fredag eftermiddag og vi er i Anns sommerhus. Hækken er klippet ned og vi har udsigt fra stuen ud over vandet, hvor solen langsomt går ned. Der er gang i brændeovnen.
Det er den første dag i efterårsferien, som skal nydes fuldt ud i klubbens afslappede atmosfære.
Jeg vil lige understrege at spillet ”Venner for livet” kun kan anbefales til meget lidt nærtagende og ikke konfliktsky veninder! Kan ikke anbefales til veninder der er bange for at såre hinanden.
Vi finder hurtigt ud af hvilken gruppe vi hører til.
Spillet går i sin enkelthed ud på at vi skal stemme om hvem der har de grimmeste fingre, har mest hår på kroppen, er det største rodehoved, er den mest kreative og så videre. Gudrunn tager det første kort og læser spørgsmålet højt: ”Hvem er den bedste veninde af jer?”
Tavshed… og så går Ditte i baglås: ”Jeg nægter at svare på det spørgsmål!”, siger hun forarget og fortsætter: ”Det kan man da ikke svare på i sådan en klub som vores!”
”Jo, man kan da!”, svarer Maria igen.
”Det er jo kun for sjov. Vi siger det er Sif. Hun sparker døren ind hvis hun tror vi er døde”, ler Ann. Jeg sender hende en grim grimasse.
”Jeg synes godt nok også det er svært”, støtter jeg Ditte, - og Gudrunn og Signe henholdsvis nikker og ryster på hovedet.
Er dårligt begyndt på spillet før vi er ender i heftig diskussion. Skulle måske hedde ”uvenner for livet” i stedet for?
Bliver til sidst enige om at hvis spørgsmålene gør for ondt at svare på, springer vi dem over. Vi er vel vatnisser.
Eller også vil vi bare gerne på tur sammen en anden gang?
Jeg får blandt andet det lidet flatterende mærkat: ”hende med de grimmeste tæer”, hvilket jeg heldigvis kun kan grine samtykkende af.
De er grimme! Fem kartofler der stritter ud fra et ikke særlig sexet formet stykke fladt kød, uden svang.
Ditte har, siden vi kom, hylet op om at gå en tur langs vandet, - og da der ikke er nogen af de andre der jubler over den opfordring, har jeg givet mit samtykke så hun ikke skal gå alene.
Der er knald på brændeovnen nu. Så meget at jeg enten må begynde et stripshow eller bukke under for Dittes plagen. Hun kigger bedende på mig for femogtyvende gang: ”Skal vi ikke gå inden det bliver helt mørkt?” Jeg rejser mig og rykker ud i trøjen på min glohede ryg: ”Så pyt da Ditte”, smiler jeg og nægter at afsløre hvorfor jeg giver mig nu.
Bliver også godt med lidt røgfri miljø. Selvom jeg har bestemt mig for at jeg ikke vil være en sart ikkeryger, kan der ind imellem blive for tykt af røg.
Signe bestemmer sig for at gå med og de andre begynder at lave aftensmad. Så slipper vi i det mindste for det. Trænger egentlig også til at få blæst nogle af de mange dåseøl ud af kroppen.
Går langs stranden mens tusmørket sænker sig og snakker om de huse og haver vi kommer forbi. ”Jeg lyder sgu som min mor”, tænker jeg et øjeblik rædselsslagent.” Er jeg virkelig ved at være der aldersmæssigt, hvor haver og blomster og den slags begynder at betyde noget?
Bliver næsten deprimeret over at jeg nyder turen og drager et lettelsens suk da vi drejer om hjørnet og kan høre tøsernes fjanten og ”Pink” på fuld knald fra huset.
Ja, - sådan skal det være….
Er det Gran Canaria?”, spørger Maria og kigger oplagt og nysgerrigt på os mens hun retter på de to kort hun har siddende i sit orange pandebånd. Vi ligner indianere. Har alle sammen pyjamas på og forskelligfarvede pandebånd med to kort stukket ned i. Et kort med en kendt person og et kort med et kendt sted.
Maria sidder med ”Nelson Mandela” og ”Bornholm” i panden. Hun har ét minut til at finde ud af hvad der står på kortene. Hun må spørge alt det hun vil, men går fuldstændig i sort da vi siger ”nej” til Gran Canaria. Det oplagte er gået af hende og hun synker lidt sammen. Hun anstrenger sig voldsomt for at komme i tanke om andre øer, men synker bare mere og mere sammen.
”Nåh...”, siger hun slukøret og resignerende og vi andre bryder sammen af grin. ”Var det det bedste, du kunne komme op med?”, skriger Ann hånligt af grin mens vi andre ligger ind over bordet i latterkramper.
Maria er den eneste der ikke har gættet nogen af kortene endnu, - og vi beslutter os for at give op for hende. Bedre for hende at spille ”løgn”, bliver vi enige om. Så kan vi også få en ”omgang” hver gang én af os taber…
Vi er nået til bekendelsestimen. Den time hvor vi har fået så meget at drikke, at der ingen hemmeligheder og tabuer er mere.
”Man kan da godt være feminin selvom man har hæmorroider!”, skraldgriner jeg efter at have betroet mig de andre mit blomkål i den uappetitlige ende.
Jeg ved at en del kvinder får hæmorroider når de har født, men synes alligevel det passer lidt bedre til det maskuline køn at rende rundt med sådanne gevækster.
”Du kunne male den rød så den ligner en blomst”, siger Ditte poetisk. ”Ja, så ku´ jeg rigtig komme til at ligne en chimpanse ….. har du set dem bagfra?”, afviser jeg storgrinende.
Jeg skal til undersøgelse på Vejle Sygehus om en uges tid, så det gælder om at grine igennem af hæmorroiderne i dag. Ikke sikkert der er meget at grine af når først de tager fat for alvor i den ende. Lige nu gør det heldigvis kun ondt i lattermusklerne.
Signe kender en steg af en læge på den afdeling hvor jeg skal undersøges: ”Han er bare lækker”, understreger hun. Jeg krydser i mit stille sind fingre for at det ikke lige netop er ham jeg skal undersøges af. Så hellere en gammel vindtør og næsten pensioneret én, når det nu er den ende det drejer sig om.
Signe får nok af numsesnakken og kaster os ind i en helt anden boldgade. ”Skal vi ikke ta´ til Oslo næste år i stedet for højskolen?”. Ditte ser umiddelbart ikke begejstret ud og Signe fortsætter ivrigt: ”Vi kan jo bare ta´ højskolen efter Oslo?”.
Jeg bliver lettere frustreret. Først højskoleophold og nu Oslo-tur. Kan vi da ikke bare holde fast i én ting og så bare tage dem i rækkefølge? Det er da ved at være lidt forvirrende.
”Det ku´ være sindsygt sjovt med en skitur!”. Gudrunn er pludselig helt fremme i skoene, men Ann maner den til jorden: ”Man kan altså ikke stå på ski i Oslo, - der skal du noget længere op!”.
Hmm, - det kunne være sjovt med en ski-tur…
”Signe. Hvorfor vil du så gerne til Norge?”, spørger jeg og kigger intenst på hende: ”Kan det ha’ noget at gøre med én der hedder Tron?”
”Intet!”, forsikrer Signe mig, men rødmer alligevel en lille smule.
”Du lyver!”, griner jeg og Gudrunn udbryder overstadigt: ”For fanden … bare hun har det sjovt. Det vil jeg sgu også ha´ fra nu af”. Hun banker hånden i bordet og ler larmende, - løfter dåseøllen og skåler. Og vi skåler med hende. I virkeligheden er det ligegyldigt hvor vi tager hen. Og først skal vi, under alle omstændigheder, til Århus igen.
Vodkaflasken er tom og det flyder med tomme øldåser da vi vågner næste formiddag. Det er bestemt ikke alle der ser lige friske ud…
Klokken blev mellem tre og fire i nat, inden der var nogen der kunne tage sig sammen til at krybe sammen i de små dukkehuskøjer. Havde det virkelig morsomt!
På hjemturen bliver vi enige om at lave en hemmelige klub på facebook, hvor vi kan dele billeder, info og video. Eneste bekymring: Kan Ditte nogensinde lære det? Hun har aldrig interesseret sig for computere eller internet, så det kan blive lidt af en udfordring. Der er helt sikkert ikke meget medfødt computernørd i hende!
Jeg bakser med hende allerede om tirsdagen. Har sat mig for at hjælpe hende så godt jeg kan.
Der går ikke mere end godt 10 minutter, før omfanget af problemerne går op for mig! ”Hvad skal jeg finde på som kode?”, spørger Ditte forvirret. Jeg har oprettet en gmail for hende, - ellers kan hun ikke komme på facebook.
”Det bestemmer du selv Ditte…jeg skal jo ikke kende den”, prøver jeg at hjælpe hende. ”Er det den her jeg skal trykke på for at skrive med stort?”, spørger hun og peger på shift-knappen. Jeg nikker med et anstrengt smil, mens hun finder på et kodeord så vi kan fortsætte med at oprette facebookprofilen. ”Skal det være en ny kode nu?”, siger hun irriteret og opgivende, og fortsætter: ”Kan du ikke bare få dem at vide, for jeg er ikke god til at huske dem”. Jeg afviser blankt samtidig med at hun bekendtgør: ”Det er Klitmøller...det ligger jo oppe ved sommerhuset og så kan jeg nok godt huske det!”.Jeg sukker opgivende men klukker også lidt indeni.
Det bliver vist en laaaaang dag.
Men ikke kun en lang dag…
En lang uge med Ditte i røret: ”Er det nummer et eller nummer to kodeord jeg skal bruge til facebook?”. ”Det er nummer to, Ditte.”
”Altså det der med Klitmøller”, fortsætter hun, mens jeg kan høre Poul brumme i baggrunden. ”Ditte for fanden. Du må ikke sige det højt. Det er jo en hemmelig klub og Poul og andre skal ikke ind og snage på vores side!”, siger jeg vredt nu.
”Nej, nej”, fortsætter hun nu fornærmet: ”Jeg skal jo lige lære det!”. ”Ja, det er rigtigt Ditte”, siger jeg nu lidt mere afslappet, ”Men husk det er en hemmelig side”, slutter jeg og forsøger at være en god veninde.
Og det burde jeg kunne være efter den weekend. Den gav total mentalt overskud.
Mentalt overskud som jeg får rigelig brug for to dage senere på Vejle Sygehus. Min, heldigvis vindtørre næsten pensionerede læge kigger på mit kritiske sted.
”Du vil vel helst ikke opereres, vel?”, kigger han spørgende på mig.
”Æh… nej, helst ikke”, svarer jeg, lidt usikker på konsekvenserne af mit svar. ”Jamen, skal vi så ikke prøve om det er nok at sætte et par elastikker på - det kan vi gøre med det samme.”
”NU?”, gisper jeg overrasket. ”Ja, det tager kun få sekunder, - så er det overstået!”, siger han og jager straks en kikkertagtig tingest med elastikker på op i rumpetten på mig. Det svirper kort to gange og jeg føler pludselig at han har sat ild til min ringmuskel. Sveden pibler frem på min pande mens jeg kravler ned af briksen og jeg tager besværet bukserne på. Er bange for at give efter for trangen til et toiletbesøg og dermed skide i bukserne.
Jeg får stukket en pakke smertestillende gigtpiller i hånden, som jeg desværre må aflevere tilbage fordi jeg ikke kan tåle gigtmedicin, - et kort med en kontrol tid og en seddel om hæmorroideforløb og mulige komplikationer, - og så er jeg på vej hjem igen. Nu med ekstreme afføringsreflekser og koldsved på panden. Det var ikke lige det forløb jeg havde visualiseret.
AV….FOR HULAN DA.
Har, indtil nu, slugt otte Pamol og otte Treo. Klokken er to om natten og stort set alle mine muskler er fuldstændig overspændte af smerter. Kan overhovedet ikke slappe af. Jeg har ædt max dosis og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Jeg finder febrilsk den seddel frem jeg fik med fra sygehuset. ”I sjældne tilfælde gør det så ondt, at patienten må henvende sig på skadestuen”. Ja. Selvfølgelig … det er mig!
Jeg ringer skadestuens nummer op og beklager mig stakåndet. Jeg formår at lyde som om jeg er i sidste time, så sygeplejersken lægger flinkt to morfinpiller til side til afhentning på skadestuen. Desperat trygler jeg Søren: ”Skatter, er du ikke sød at hente dem til mig?” Selvfølgelig er han en skatter … som altid i den slags situationer, - og klokken tre kaster jeg mig udmattet ind i drømmeland.
Vågner klokken seks igen og sluger den sidste pille.
Hvilken lettelse at være bedøvet! Ringer til min læge og plager mig til flere effektive piller klokken otte og til mit arbejde klokken halv ni. Er ikke sikker på jeg må køre bil, så skæv som jeg er.
Ville nu heller ikke kunne magte en dag på jobbet i den tilstand. Så hellere ligge her og vente. Vente på at situationen bliver tålelig uden bedøvelse. Jeg har weekenden at løbe på, så jeg krydser fingre og tæer for at det er nok.
Og det er det! Har det super godt uden grimme gevækster i bagdelen og kan nøjes med fire Treo om dagen nu. Føler mig faktisk også lidt mere feminin nu og irriterer mig lidt over at det ikke er en mere synlig del jeg har fået fikset, så man kunne gå og prale lidt af sit, nu meget lille, numsehul. Kan jo altid prale til pigerne næste gang vi ses…
Og det gør jeg. ”Jeg tror, jeg har det fineste af os alle sammen”, ler jeg glad efter, malende at have fortalt om alle de pinsler jeg har været igennem først.
”Har du fået det bleget også?”, fyrer Signe provokerende af. Jeg er målløs! ”Fået det bleget … hvad har du gang i?”, svarer jeg undrende. ”Ja, det gør de unge piger i dag”, smiler hun og ser ud som om det er den naturligste ting i verden at få bleget sit numsehul. ”Så det ser fint og rent ud”, fortsætter hun ufortrødent.
Det er så der jeg står af!
Kan ikke lige se hvorfor man skulle det? Hvor tit er det lige at andre får et kig i den ende? De andre piger griner og ryster heldigvis også på hovedet nu. ”Har du da fået det gjort, Signe?”, spørger jeg nysgerrigt.
”Nej, - selvfølgelig ikke!”, ler hun nu. ”Troede bare I vidste at man kunne. ”
Føler mig straks oldnordisk og uvidende og kan se på de andre at jeg ikke er den eneste. Bliver hurtigt enige om at det nærmest er det mest latterlige vi nogensinde har hørt og har det straks bedre. Godt at være oldnordiske, uvidende og gamle sammen!
”Steffen og jeg flytter sammen” Ann springer den festlige bombe og fortsætter, mens hun smilende drejer servietten rundt om pegefingeren: ”Vi har lejet et hus fra 1. december… lige efter vores Århustur!”. ”Wauw”, råber vi munden på hinanden. Ann ser overlykkelig ud.
”Ja, - det er fordelen ved at være i fyrrene. Man behøver ikke kende hinanden i en menneskealder inden man finder ud af om det er det rigtige. Det ved man bare!”,smiler jeg og fortsætter leende: ”Der er selvfølgelig heller ikke så meget tid at gi’ af mere!”
”I må hjælpe mig med at flytte først”, smiler Gudrunn, mens gratulationerne flyver ind over bordet til Ann. ”Jeg har fået en fed treværelses lejlighed i Svendsgade. Heldigvis i stueplan …. Ikke så mange trapper.” ???
Gratulationerne flyver over på den anden side af bordet til Gudrunn som kaster hovedet tilbage og ler, så den lyse hårbold hopper op og ned.
Fuck, - der er gang i pigerne!
”Selvfølgelig hjælper vi dig først, min ven”, svarer Ann large: ”Jeg tror bare vi lejer et flyttefirma. Hverken Steffen eller jeg orker alt det slæben. Men vi vil gerne hjælpe med at slæbe en lille smule for dig!”, smiler hun sødt.
Jeg glæder mig på Gudrunns, men især Anns vegne …. og på mine egne vegne. Så er der mulighed for mere rimelige tilstande. Ikke så mange digte og ikke så mange kærlighedserklæringer og lidt flere ”Gider du godt samle dine sokker op og lægge dem i vasketøjskurven” og ”Husk lige at slå toiletbrættet ned når du er færdig” udtalelser.
Ikke at jeg er videre misundelig på romantikken mere. Søren og jeg har haft en fantastisk sommer hvis man ser bort fra Eagleskoncerten. Vi er næsten blevet nyforelskede igen. Altså, som man nu kan blive det efter en million år. I det hele taget er romantikken ved at være rimelig fordelt i tøseklubben. Ditte har ikke smidt Poul på porten i umindelige tider, Maria er stadig rimelig forelsket i Kasper og omvendt, Signe er faldet til i sit nye liv og har efterhånden en del romancer kørende. Så vi mangler kun at få lidt fut i Gudrunn igen.
Godt at Århusturen ligger lige for.
