And off we go...
Jeg venter utålmodigt på Maria, som har fået Kasper til at køre Gudrunn, Maria og mig til lufthavnen. Ditte, Signe og Ann kører sammen.
Jeg har ryddet op, støvsuget, vasket gulve, ordnet toiletter, bagt snegle, været i bad, strøget skjorter, pakket det sidste og forseglet kufferten, - og er færdig nu ca. to timer før afhentning.
Hvad i himlens navn skal jeg give mig til nu?
Jeg har, de sidste par dage, turistguideagtigt printet ca. tres sider ud fra nettet om Valencia. Markeder, seværdigheder, kort og eventuelle natklubber og barer. Vi skal vist have turbo på, hvis vi skal nå det hele!
Lægger lige det hele i orden. Kan måske overveje at tage overhead eller powerpoint med til præsentationen…….
Overgiver mig i stedet til sofaen.
”DYT, DYT ……..”, så er de her! Det lykkedes åbenbart at få en lur.
Forsøger at lave den helt store afskedsscene med Søren, som bare helt almindeligt siger: ”Ha det godt” ???
”JEG SKAL ALTSÅ UD OG FLYVE!”, bræger jeg mopset. Prøver at bestikke Tomas med en pose chips for at komme i nærheden af et kram: ”Kommer du ikke til at savne mig, nu hvor jeg skal være væk i tre dage”, spørger jeg drillende.
”Nej, jeg tror det bliver godt at være væk fra hinanden lidt!”, svarer han tørt, upåvirket og lidt gammelklogt. Så fik man lige den med!
Teenagedrenge er åbenbart ikke meget for omklamrende mødre, - og det selvom man kunne risikere at miste selvsamme i luftrummet over Europa.
Det ender med, at jeg selv må overfalde ham og holde ham i et skruestik, mens jeg forsøger at kysse ham på kinden.
Er det ynkeligt eller er det ynkeligt…
Og så vi er endelig på vej. Bliver alligevel en smule stille nu. Jeg skal jo ud og flyve! Øh, - nu!
Vi møder Ann, Ditte og Signe i forhallen og farer af sted til check in.
”Der står Ellegaard på billetten og From i dit pas?” Check-in damen kigger spørgende på Signe som ser en lille smule uforstående ud: ”Jamen, det er fordi jeg er blevet gift, efter jeg fik lavet pas”, forklarer Signe udramatisk: ”Men der er ingen grund til at ændre det, for jeg skal skilles igen! Er det så ikke ok?” Signe ser fuldstændig ubekymret ud, men vi andre begynder at hyperventilere. Check-in damen kigger et øjeblik vurderende på Signe, men smiler så og ”forcer” Signes billet. En typisk ”Signe” ikke lige at have tjek på den slags ”ubetydeligheder”, - og først at finde ud af om det er et problem, i det øjeblik det vil være for sent. ”For helvede Signe!”, hvisler Maria anstrengt mens vi får vejet kufferterne og fundet ud af, at den eneste der kan shoppe i Valencia er, selv samme Maria. Hun har tre kilo mindre end tilladt, - udelukkende fordi hun ingen badevægt har hjemme.
”Det er 300 g til hver på hjemvejen”, deler jeg hurtigt de overskydende kilo op på forhånd: ”Vi er vel veninder!”
Bestiller med det samme fire dobbelt ”Enkelt” i transithallen. To til Signe og to til mig. Signe nægter imidlertid samarbejde på trods af det nylige flystyrt.
Hun må være på noget, for hun virker mistænkelig afslappet. Jeg stirrer mistænkeligt på hende et øjeblik, - og ender så med at kværne dem selv! De skal ikke gå til spilde!
UDEEEMÆRKET! De virker!
Bliver kaldt til boarding, hvilket er en smule betænkeligt, da der ikke er noget fly i sigte endnu. Bliver enige om at tage det første der dukker op.
Jeg er blevet over-kåd og gadedrenge-agtigt hopper jeg frem og tilbage foran pigerne som sidder ved et bordarrangement ved vinduet og ligner nogen der kun modvilligt har adopteret mig. Jeg har på fornemmelsen, at de synes, at jeg burde have smidt min ekstra ”dobbelte enkelt” væk.
”Sæt dig nu ned Sif!” Ann har mistet tålmodigheden med mig. ”Sommer, sommer og sol…”, synger jeg lavt men fjollet ind i hovedet på hende. Nu kommer der også et harskt blik fra Maria. Jeg sætter mig modvilligt ned. Sure kællinger! Men fuck dem, - vejret i Valencia bliver fantastisk de næste tre dage, modsat vejret i DK. Det står ned i stænger her, så jeg kan næsten ikke vente med at skifte klima.
Flyveturen er bedre end forventet. Er stadig bedøvet, så det er måske en af årsagerne – en anden kunne være at vi er fri for turbulens hele vejen. Landingen er også perfekt. Ankommer endda en halv time før forventet. Alles bagage dukker også op, - mens jeg stille og roligt vender ”back to normal”.
Snuser til den milde spanske aftenluft da jeg kommer ud af lufthavnsbygningen.
”Er det ikke fantastisk at man næsten, som med et trylleslag, kan befinde sig i et helt andet klima, - og at forskellen næsten kan gøre én lykkelig….”, sukker jeg, henført og føler mig lykkelig.
Taxaerne er linet op på række og jeg spørger, fuld af selvtillid, den forreste chauffør - på spansk selvfølgelig - hvor vi kan finde en taxa til seks personer?
”No, no ...dos taxis”, svarer han. De andre kigger faktisk lidt imponeret på mig, - og lidt stolt af mig selv vil jeg spørge, hvad det koster at køre til hotellet, men får vist spurgt i omegnen af:”Hvornår koster klokken til Hotel Hesperia?”
Taxichaufføren kigger først spørgende, så paf på mig, - og slår sig så på lårene af grin. Han råber hysterisk grinende, et eller andet, til den næste chauffør, mens han vipper frem og tilbage med overkroppen.
Jeg krymper. Havde ellers en masse smarte spørgsmål som kunne fyres af i forbindelse med taxakørsel, men jeg er med ét blevet stum. Det imponerede i pigernes øjne er også forsvundet og de knækker sammen af grin i samklang med chaufførerne. ”Fuck Sif…. du er go’”, skriger Maria og krydser benene for ikke at komme til at tisse i bukserne. ”Du’ en vinder Sif”, supplerer Ann storgrinende.
Mine kinder blusser og jeg er taknemmelig for aftenmørket. Er blevet, tæt på ti centimeter lavere, og falder nu fint ind i mængden af små spaniolere.
Den offentlige ydmygelse og totale afklapsning gør, at jeg kun får pippet et forkølet, lavmælt ”Adios”, da vi endelig når hotellet. Super at jeg har brugt flere måneder på at lære det spassersprog!
Tør slet ikke udtrykke mig på fremmedsprog da vi ankommer til hotellet selvom jeg er totalt forberedt, - og Gudrunn brillerer i stedet på engelsk.
Dumme, skide, taxa-spanioler!
Får til gengæld superfede hotelværelser på syvende sal med en fantastisk udsigt over byen, - og motortrafikvej godt nok, men hvad f….. Et kæmpe værelse med dobbeltseng og skrivebord. Sofagruppe ved gulv-til-loft vinduer. Badeværelse i lys granit med kar og brusekabine. Det hele i en klasisk stil, - og pænt og rent.
Sammenlignet med vores sædvanlige vandrerhjemsværelse er vi tæt på himlen her! Det kan ikke være et nulstjernet hotel.
Har endda svømmepøl i kælderen.
Ann blinker til mig og smiler: ”Ikke dårligt, Sif. Måske er der alligevel noget om Louise Hays påstande.”
Jeg kan se på hende, trods det sagte, at hun stadig ikke tror på det, - men pyt, jeg gør!
Vi samles på Marias og mit værelse. Her må man ryge.
Det er ved at være midnat og det er meningen at vi skal ud og se Valencia by night. Men vi er helt færdige. Sidder, og ligger i stedet sammenfiltret på den store dobbeltseng og diskuterer almen viden, griner og drikker rødvin. Jeg bliver en lille smule forbavset over, at ”kineseres testikler vejer 30 gram” er almen viden, men det kvidrer Signe at hun har læst i en bog om almen viden?
Indrømmet: Der er en del smudsig snak efter den bemærkning!
Er endda selv ved at bidrage til diskussionen, i form af overvejelser om at sms’e til Søren for at få oplysninger om vægten på hans klokkeværk at vide - bare til sammenligning.
Og så tikker der en sms ind til Ann midt i det hele.
”Der er noget i avisen om Valencia i dag. Jeg gemmer det, så du kan læse det når du kommer hjem. Hilsen mor”.
Vi vælter rundt af grin. ”Ringer du lige og fortæller, hvad vi missede hernede når du har læst artiklen”, hulker Maria og kan næsten ikke få vejret. Typisk! Kunne have fået samme sms alle sammen, fra samtlige mødre!
”Har du stadig gang i ham Steffen?”, spørger Ditte nysgerrigt Ann.
”Jep!”, smiler hun og fortsætter med et lille smil: ”Han skriver digte, - og vi skal ses, når jeg kommer hjem fra Valencia. Jeg var selvfølgelig fuldt booket med familietam-tam da han skrev første gang” Anns blik bliver fjernt og hun glider kortvarigt ind i sin egen verden. Vender tilbage et par sekunder senere og spørger Signe: ”Glæder du dig ikke til at flytte?”.
Signer ligner én der har fået en jordomrejse foræret og udbryder med funklende øjne: ”HELT VILDT … glæder jeg mig. Min bedste beslutning EVER!”. Hun kaster det lange lyse hår om på ryggen og lader sig falde tilbage på sengen med armene lidt ud til siden. Ikke plads til de store armbevægelser i den overfyldte seng.
”Er det ikke næsten ligegyldigt hvem man er sammen med?”, provokerer Ditte og fortsætter: ”De vil alle sammen kun det de vil, - og angående sex er det jo de samme latterlige bevægelser, uanset!”
Vi ler af Dittes kølige observationer af den erotiske akt og ved hun ikke mener hvad hun siger. Kommer i tanke om at Ditte ikke smed Poul ud til jul som hun plejer og kan ikke lade være med at nævne det. ”Jamen det er jo det jeg siger. Har fundet ud af, at det er lige gyldigt hvem man har….”, klukker hun
Får sparket pigerne ud klokken halv tre. Vi skulle gerne være klar til maraton-shopping i morgen.
Har lige lagt hovedet på puden og slukket lyset i min side, da Maria ulandsagtigt imponeret, brillerer med: ”Det var sørme da smart. Lyset på den anden væg kan slukkes her fra sengen”.
Jeg ved at vi plejer at overnatte på primitive vandrehjem, - men helt ærligt….
”Flot observation Maria”, smiler jeg hovedrystende og puffer puden så den ligger perfekt under mit hoved. Det plejer at være Ditte, der kommer med den slags mærkværdige udtalelser men måske har vi efterhånden været så meget sammen at Ditte er begyndt at smitte…
Synes bestemt at vi er klar til en frisk gåtur ind til centrum næste formiddag.
Jeg havde glemt at kalkulere med 24 graders varme og fuld sol og bandede snart den beslutning langt væk!
Starter ellers i fin stil med ret ryg, i rask trav… som efter knap en kilometer er erstattet med maskulin foroverbøjet, prustende positur og store uskønne, vraltende skridt…
”Hold kæft hvor har I travlt! Jeg er altså platfodet….”, råber jeg irriteret til de andre, som er et lille stykke foran. ”Skulle det ikke være en frisk gåtur?”, råber Ditte tilbage, men sænker trods alt farten.
Og så er vi endelig i centrum.
Vi overkommer seks timers shopping.
Hatten af for Gudrunn som hader at shoppe,- men hun er selvfølgelig også nødt til det. Har glemt børste, badetøj, bælte og bind. Ingen af os har bind med,- så de er obligatoriske. Resten kan vi hjælpe med, hvis vi vil. Altså bortset fra badetøj, som vi andre også er pisket til at investere i, hvis vi vil ha’ en svømmetur i kælderen.
Beslutter os for, i en pause, at sætte os på fortovet langs en mur med en dåseøl for at se hvad der er gang i.
Ikke Signe, - hun beslutter sig for at lægge sig ned med sin trøje som hovedpude. Der er jo fuld sol!
”Jeg kan kun blive brun, hvis jeg ligger ned”, bedyrer Signe, - så op i anus med at vi faktisk er plantet mellem en enorm menneskestrøm, som i forbifarten kaster et forarget blik på Signes solvogn a la fortov.
Er ret tilfreds med at vi ikke har små danske flag med på dette tidspunkt. Selvom det nok er ret indlysende at fire ud af seks piger med blondt hår, nok ikke kommer fra Valencia. Men vi kunne jo skyde skylden på nordmændene eller svenskerne!
Sidder en tid og snuser den spanske forårsluft ind mens vi beundrer Valencias store imponerende bygninger med kæmpestore jernudsmykkede døre og porte. Alle bygninger er bygget i en karakteristisk stor, gulbrun sten og man fornemmer rigtigt, at man er sydpå.
Der bliver rigeligt tæt med mennesker og vi går på cafe et par gader længere henne. Må ha noget at spise. Kan jo ikke overleve på øl, hvis man absolut skal være pertentlig.
Vi forsøger at flytte et bord som står i skyggen, ud i solen, men får pronto en melding fra tjeneren om at sætte det tilbage igen. Vi bliver åbenbart overvåget inde fra restauranten.
”Cinko servessa i uno blanco por favor”, siger jeg lavmælt, nervøst smilende til tjeneren. Jeg bliver et kort frygtsomt øjeblik i tvivl om jeg har bestilt fem toiletter og hvidvin i stedet for øl og hvidvin (ligger lidt i samme genre). Det har jeg gudskelov ikke og jeg fortsætter med kraftigere stemme og stigende selvværd med at spørge hvor toiletterne er. Forstår ikke et ord af hvad han svarer, men det er underordnet. Kan jo bare gå i den retning han peger og finde et toiletlogo på en dør. Det vigtige er at jeg er på banen igen!
Ann er også ved at komme i gang med det spanske. Det er så hendes helt eget spanske. Har fået ind i hovedet, at ”como esta” betyder ”Ska vi komme af sted?”, hvilket hun med overbevisning i stemmen siger hver gang vi skal videre. Det betyder faktisk ”Hvordan går det?”, men hvorfor hænge sig i latterlige detaljer?
”Kåmmesta”, lyder det fra Ann en time senere og vi er på vej hjem til hotellet.
Vi kommer forbi Valencias ”Bull ring” hvor folk står i kø for at komme til tyrefægtning og hidser os op med det samme. Dyrplagere er de!
Bliver enige om at demonstrere imod ”El Torro” i morgen inden afrejse, med store papskilte og nogle rigtig grimme slagord.
Gad vide om de findes i parlør’en?
Hmm… må unge spanioler godt dytte af og vinke til danske piger midt i fyrrene?
JJIIIIIAAAAA, det må de da gerne! Og det gør de!
VIVA ESPAÑA!
Tror alligevel vi venter et par dage med demonstrationen! Dumt at lægge sig ud med hele den mandlige del af den spanske befolkning, på nuværende tidspunkt.
”De ligner altså dværge alle sammen”. Signe er den eneste af os som ikke er synderligt imponeret. Hun synes hun rager op over dem alle sammen, på trods af at hun kun måler 1,62 m.
”Jeg kunne aldrig være sammen med sådan en lille én!”, siger hun bestemt. Jeg observerer vurderende Signe i smug, for at se om hun mener det. Hun ser seriøs og stram ud, men jeg anfægter hendes påstand: ”Det er muligt, der kun er få spaniolere på knap to meter, men smukke er der altså flere af dem der er Signe, - så man skal aldrig sige aldrig!”.
Og så ligger vi her ved svømmepølen i kælderplanet. Indkøbene er parkeret på værelserne og den nyindkøbte bikini er taget i brug. Poolfaciliteterne er ret fede. Foruden selve poolen er der både spabad, motionsmaskiner i et lille aflukke og en bemandet bar.
Jeg har trænet i ”Nomen” den sidste måned, for at se trimmet ud i bikini. Er egentlig rimelig tilfreds..... men….har rejst mig halvt op for at nippe af min drink og kombinationen af spændte mavemuskler, appelsinhud og fedt falder pludselig i øjnene.
Jeg ligner sgu en hoppepude med for lidt luft i!
Ikke at der er ret mange til at bemærke det, men der er dog enkelte kønne objekter af hankøn.
Smider mig på en luftmadras i poolen. Det ser lidt pænere ud når man ligger helt udstrakt med armene over hovedet.
Ann laver en bombe og forsøger at vælte mig af luftmadrassen. ”Angriiiib”, skriger hun uhæmmet og forsøger at vride mine ben rundt.
Terrorforsøget mislykkes under megen pjasken, råben og skrigen og jeg ligger nu som en snurretop midt i poolen.
”Store klaphat!”, råber jeg forpustet og forurettet til Ann: ”Var det ikke meningen vi skulle se godt ud hernede og ikke ligne oppustelige badedyr i dødskamp?”
Kommer i tanke om min grimme fodvorte under min venstre fod, som ikke er forsvundet trods store anstrengelser med forskellige medikamenter. Jeg har forsøgt at kamuflere/aflive den med rød neglelak……så dør den siger Maria. Men jeg føler lige nu, at den skriger ud til alle som en lille rød megafon: ”Se på mig … jeg smitter!”.
Jeg får mig bakset op på solvognen igen, - dækker min venstre fod med min højre, og forsøger at dække mavedellen med et blåt badehåndklæde.
Meget bedre … ser kun lidt flommet ud nu!
Efter svømmeturen smider vi os udmattet på sengene på Marias og mit værelse. Der kan kun blive tale om roomservice nu. Er megatrætte.
Kigger i roomservice-brochuren og forsøger at finde frem til kaffe. Findes ikke!
Maria, der efterhånden har uhyrlige kaffeabstinenser, plager mig: ”Ring nuhuu. Selvfølgelig har de det, - og du er den eneste der kan spansk!”. Jeg nægter og Gudrunn overtager. Griber telefonen og begynder med: ”Heeello … this is Gudrunn Kibstrup from room 731. I would…”. Stilhed meget længe …
Kigger alle forventningsfulde på hende. ” No roomservice on Wednesday?...nå...ok ...bye”.
Hmm, troede det var et luksushotel vi var på?
Får modvilligt repareret lidt på ansigtsmasken, får os trukket i noget festtøj og slæbt os hen til en restaurant en halv kilometer væk.
”Har De et bord til seks personer?”, slynger jeg ud på flydende spansk (in my dreams). Gud-hjælpe-mig om de så ikke snakker flydende engelsk på restauranten? Alle vi har talt med indtil videre har kunnet ca. fire ord på engelsk. Nedtur!
Får til gengæld sindssygt lækker mad. Paella med kanin.
Og seks irish coffee at slutte af på…
VIVA ESPAÑA… IGEN!
Får kæmpe balje hver, på størrelse med en lille guldfiskebowle. Halv spiritus, halv kaffe.
Bliver til gengæld nødt til næsten at overnatte, da de fleste af os nægter at gå før vi har tømt dem og selvom Ann (som levner) har sagt ”kåmmesta” flere gange!
Gudrunn spørger tjeneren der, smilende har opvartet os hele aftenen, om han kender et sted vi kan feste igennem. Han finder hurtigt et visitkort frem, skriver noget på spansk, som ingen af os forstår, og siger hemmeligheds-fuldt: ”Show this to the boss at Rompeolos”.
Han smiler og går helt ud på vejen for at dirigere os i den rigtige retning.
Meget spændende det her!
Entrerer ”Rompeolos” som umiddelbart er en helt almindelig bar. Gammeldags krostole, en lille scene for enden og et aflangt dansegulv. Der er få gæster, men det er OK for nu.
Sætter os ca. i midten af rummet og giver tjeneren visitkortet, som han straks griner smørret af. Giver det videre til en anden tjener – ditto – giver det videre til en lille skaldet mand som, vi antager, er bossen. Han sætter sig ved vores bord med et bredt smil.
Præsenterer sig som ”Manuel” og får med en kommando fyldt bordet op med øl og spiritus.
Hmmm … hvad står der på det kort? Gudrunn mener, at det er noget med J’aime,- resten husker ingen af os. Og hvad betyder det?
Jeg kan ikke regne ud, om der er noget mystisk ved det her sted?
Kan det være noget med noget kvindehandel?
Kommer så i tanker om, hvor gamle vi er og klukker så meget for mig selv, at mine skuldre begynder at ryste. Næppe!
Manuel konverserer lidt med os. Spørger hvor vi kommer fra osv. og afslutter så smilende med: ”You have to sing karaoke in a minute”
…??? ……på spansk?
Skrækken står malet i ansigterne på os da han forlader vores bord med en hjertelig varm latter hængende efter sig.
Det virker næsten som om vi er hovedpersoner i et iscenesat show hvor der bliver ringet efter alle gæsterne, - for i den næste halve time vrimler det ind med festglade mennesker som griner og hygger og danser vildt sensuelt til spansk pop (Signe er ren amatør her!)
Og så på en helt almindelig onsdag?
Manuel fyrer et eller andet af på spansk i mikrofonen og alle kigger interesseret på os! Jeg kigger bagud, for at se om man skulle være så heldig at det var nogen bagved os, der blev kigget på …
Det var det ikke. Dem bagved kigger også på os.
En lille smule utrygt!
”Jeg nægter at synge!”, når jeg desperat at informere de andre, inden han fortsætter på engelsk: ”Welcome to the lovely Danish girls” og bukker i retning af os. Mit hjerte, som har stået stille adskillige sekunder, går pludselig igen. Alle smiler og klapper, - og vi vinker selvfølgelig. Ved præcis hvordan dronning Margrethe har det nu! Ikke så tosset….
Føler vi er inviteret til en privat fest. Og da Signe bliver budt op af en smuk, men ikke så høj, spanioler med lækkert sort hår til skuldrene - og hun trækker på det - får hun sådan et los over benet af Ann, - samt meget skarpe: ”Du har bare at gøre det”, blikke fra Maria, Gudrunn, Ditte og jeg.
Hun slæber sig modvilligt ud på dansegulvet med ham.
Modvillig er hun dog ikke ret længe. Fyren danser meget sensuelt og tæt med hende. Forfører hende fuldstændigt og helt åbenlyst. Kigger hende dybt i øjnene og fastholder hendes blik, samtidig med at hans underliv limer sig sammen med Signes.
Har pludselig lyst til højlydt at korrigere statsborgerskab til svensk eller norsk. De har jo nærmest offentlig sex….
”Hmmm, - du skulle vist ikke ha’ sparket hende ud på dansegulvet Ann”, klukker jeg. ”Nix, det var vist en form for selvmål, - kan vi hæfte et svensk flag på hende uden nogen opdager det”, griner Ann højlydt og afslører at hun tænker det samme som mig.
Da Signe endelig kommer retur og præsenterer ”Lorenzo”, driller vi hende groft. ”En høj flot fyr, Signe”, siger Maria ironisk.
”Mindst en meter og firs”, bidrager Ditte ondt og jeg fortsætter: ”Jeg tænkte bare, - kan du ikke bare blive ved med at dyrke toiletsex Signe? Det virker så …..så ….offentligt på et dansegulv…”
Vi eksploderer af grin og Signe forsvinder hovedrystende med Lorenzo. Vil bare lige sige farvel. Hun er væk så længe at jeg begynder at blive nervøs. Bare hun nu ikke er blevet bortført, tænker jeg et øjeblik skrækslagent. I et land hvor vi overhovedet ikke forstår hvad folk siger…..
Men det er tydeligt at se på Signe da hun endelig kommer retur, at det har været en hel frivillig bortførsel, - og helt sikkert en hed afsked.
Hendes opsatte lyse hår ligner mere en fuglerede, selvom man kan se hun har forsøgt at rette på den. Makeupen sidder bestemt heller ikke optimalt.
”Fy da Signe, hvad har du dog lavet?”, griner Ann højlydt.
Får bare en grim grimasse retur fra Signe.
”Jeg troede sgu du var blevet bortført…”, kvækker jeg lidt flovt og kvæler en lille latter.
En latterlig tanke! Hvem fanden gider bortføre en fireogfyrreårig dansk kvinde?
OK … hun ser godt ud, men alligevel …..der er vel grænser!
Ender med, lige inden lukketid, at forsøge at vride os rundt på dansegulvet alle seks til salsa og spansk pop. Ikke særlig vellykket!
Det må have set stift og kantet ud i forhold til valencianernes sensuelle bevægelser, men hvad f…….
Var oppe på ca. tre liter blandet øl og spiritus, hvilket i sig selv nok gør én lidt mindre stiv……..
Sikke noget vrøvl, - vi var pivstive!
VIVA ESPAÑA!
Så har man da godt nok liiiiige en lille smule ondt i bærret, sådan en helt almindelig torsdag morgen hva’???
Har åbenbart været ude i et selvmordsforsøg med alkohol involveret.
Fy for pokker en elendig dag, - og så er vi ikke engang i luften endnu!
Og min mave……AV!
Jeg har ikke været på toilettet i tre dage. Kan simpelthen ikke, når jeg er ude. Så min mave er ved at være den størrelse hvor jeg næsten håber at en eller anden får ondt af mig og stikker en nål eller strikkepind igennem, så luften i det mindste kan fise ud!
Til gengæld ryger det fint ud af den anden ende. INGEN problemer der!
Puhhh ha …det bliver vist en meget, meget lang dag!
Skal da heldigvis ikke shoppe i dag.
Jeg kan kun lige præcis magte at gå ned til en kæmpe morgenbuffet. Fortryde, - og gå tilbage til sengen igen med en attitude på a’la ”Hvem kan pakke min kuffert for mig?”
Det var der ingen der kunne. De skulle lige en tur op i byen, inden vi skulle af sted…
Det er åbenbart kun mig (og Gudrunn, finder jeg ud af senere) der er slået tilbage til start uden at inkasserede andet end kropslammelser og migræne! Hvor ulige og uretfærdigt fordelt!
Ligger som voksfigur i to stive timer og har vildt ondt af mig selv, indtil en sms fra de andre dukker op: ”Sidder på cafe to gader fra hotellet, kommer du?”
Har slet ikke lyst, men tvinger mig selv.
Jeg møder Gudrunn tilfældigt i receptionen. Hun har fået samme sms. Hun ligner en af zombierne fra Michael Jacksons ”thriller” og jeg får det faktisk bedre af at se på hende.
Det lyder grimt, ved det godt, - men det er rart at have én at være i samme båd med!
Vi finder de andre i højt humør, irriterende friske, - og slæber dem med hen på en græsplæne nær ved hotellet. Græsplænen viser sig at være yndlings-hundetoilet for alle Valencias køtere.
”Du ligger næsten på en lort”, klukker Maria og vrænger ansigtet. Jeg er fuldstændig ligeglad. Kunne have ligget på samtlige hunde-hømhømmer lige nu - uden at tage notits af det!
Jeg har ondt overalt og jeg får det ikke bedre af at Ann grinende bemærker: ”Din næse er blevet helt selvlysende”
Jeg fik rigelig med sol i går. Glemte simpelthen at tage faktor på.
Siden min famøse peeling har jeg ellers høj faktor på hver dag.
”Du skal bruge faktor 30 hele året”, formanede min fuldstændig-glat-i-huden-kosmetolog” inden jeg tog fra Mølholm. ”Solens stråler er det man får flest rynker af.”, husker jeg og beskytter slapt næsen med hånden.
”Det er vist godt vi skal hjem til regnvejr.”, fortsætter Ann ironisk.
Vi har vænnet os til forår, fugle som kvidrer og korte ærmer og gyser ved tanken om regn, blæst og seks graders varme hjemme.
”Okay Signe. Du er nødt til at fortælle hvad der skete med ham den enormt høje spanioler og dig i nat?”. Ditte og nu også resten af slænget kigger nysgerrigt på Signe.
”Tja … han blev højere og højere, jo længere tid jeg dansede med ham”, storgriner hun som svar, uden antydningen af dårlig samvittighed.
”Hvor var I henne?”, spørger Maria og læser vores tanker.
”Ja … det er det…”, begynder Signe og bider sig i læben: ”Han boede lige rundt om hjørnet. Jeg troede han boede alene og fulgte med ham. Det gjorde han så ikke! Lå og var godt i gang på en ottoman i noget jeg troede var et soveværelse, da hans mor - eller hvem fanden det var - kom vappende ind i rummet i morgenkåbe og tøfler og begyndte at gestikulere, mens hun hidsigt fyrede en masse af på spansk ….. bla, bla, bla,bla, bla”, fægter Signe med armene og forsøger ubehjælpsomt at efterligne kvinden. Signe ser frustreret ud mens hun, malende, udlever nattens oplevelser. Fortæller hvordan hun rekord-hurtigt fik tøjet på igen og i en fart fik fundet døren, med Lorenzo undskyldende, flagrende efter hende ned af trappen mod døren.
Vi kaster os rundt af grin. Har nærmest mavekrampe i min ekstremt oppustede mave. ”Stop, stop ….”, skriger jeg, mens jeg vrider mig i smerte.
Vi larmer så meget at forbipasserende stopper op og undrende betragter os. Ann registrerer det - som en selvfølgelighed - og sætter en stopper for det hele ved tørt og rimelig kontrolleret at udbryde: ”Nå piger. Vi skal til lufthavnen nu, - ellers kommer vi for sent …… Kåmmesta. Resten må vi høre senere!”.
Taxachaufføren, som vi har æren af til lufthavnen, er en ilter spanioler som kører stærkt. Meget stærkt!
Da vi ankommer til lufthavnen, er jeg én stor svedplet. Det samme er Ditte, som hiver ud i sommerkjolen der er klistret sammen med hendes ryg. ”Pyha, hva’ Ditte?” forsøger jeg mig med et lille nervøst smil: ”Man er helt taknemmelige for at være i live, hva’? Var tæt på at kaste en kage ind over ham, flere gange.”
Hmm, udover at være blevet gjort voldsomt til grin af vores første taxachauffør, er vi også blevet tørret godt og grundigt bagi!
Det kostede ti ”ævro”, som Gudrunn kalder dem, mindre at køre fra hotellet til lufthavnen end fra lufthavnen til hotellet.
Store bonderøvs-snydetamp-taxachauffør! Han har sgu lige råbt til den anden chauffør, efter hans megagriner af mig, at de skulle tage en omvej med de dumme blondiner. Not viva espana!!! Faktisk trækker jeg alle viva’er tilbage!
Kommer til at stå i kø med vores kufferter i 50 minutter grundet et aflyst fly, - og er ved at falde om af væskemangel. Har jo enorme, urimelige, tømmermænd, der også skal plejes.
Går tiggergang blandt de andre piger efter et stykke tyggegummi for at få lidt væde i munden. Maria leverer varen.
Forsøger derefter at hæve på visakort i cafeteriet i afgangshallen efter endt kø. Kan ikke lade sig gøre.
Hvad fanden er det for en oldnordisk lufthavn?
Skal boarde næsten med det samme, - men kommer vi i luften? Nej!
Grundet køen i afgangshallen mangler det halve af passagererne. Får info fra kaptajnen om, at hvis de sidste passager ikke når ud til flyet inden for tyve minutter bliver vi nødt til at vente yderlige tre timer, fordi deres flyvetilladelsestidsfrist er overskredet….
”Hvad fanden er det for et åndsvagt luftvåben vi er havnet i?”, udbryder Ditte irriteret og siger stort set det vi andre tænker (ikke det med luftvåbnet, men meningen med det hele).
Jeg sidder med krydsede fingre…. og ben (fyldt blære) i ti minutter, indtil en passager foran lettet udbryder: ” Nu kommer de!”.
Og sikke en lortetur hjem!
Der var helt bestemt overtryk i kabinen, - for jeg fik - om muligt - mere ondt i bærret!
Tog en pose chips ned fra taskeopbevaringen og lagde mærke til at posen var ved at sprænge, ganske som mit hoved (og min mave).
Overtrykket blev bekræftet, da Ann ville tage flydende læbepomade på og pludselig sad med hele indholdet i hænderne!
Det løb ud af tuben, - helt af sig selv!
Mine veninder må være skabt uden blodkar, for de lagde sig til at sove og sov hele vejen hjem.
Desuden må de have haft en praktikant til at lande flyveren. Den værste jeg har oplevet til dato!
Flyveren svajede frem og tilbage og op og ned i en uendelighed, til koldsveden sprang ud af hænderne på mig og over på Ann og Signe, som i anledning af landingen var vågnet og sad og holdt mig i hånden.
”I Billund lufthavn har de et system der hjælper med at navigere flyveren, så det ikke kan gå galt!”, siger Signe og lyder, som om hun selv tror på det! Jeg kigger hurtigt, uforstående på hende…
Det er da sjovt, så klog hun lige pludselig er blevet på at flyve!
”Vi lander om få sekunder”, siger hun for fjerde gang, mens hun kigger ud af vinduet. Jeg tørrer hidsigt håndfladerne af i mine bukser, og eksploderer: ” DET SAGDE DU OGSÅ LIGE FØR, FOR FANDEN!”
”Jamen, vi gør det nu!”, siger hun beroligende, - og endelig rammer hjulene landingsbanen. Jeg er stiv af skræk mens der bliver bremset hårdt op. Jeg føler at vi vælter fra side til side - indtil vi endelig holder stille.
JEG LEVER! JEG LEVER!
AJJJJ, hvor er han sød! Min mand har tænkt på mig mens jeg har været væk. Han har købt en antirynkemaskine. En ”restorelite” med infrarødt lys som sætter ældningsprocessen i stå på cellerne i huden, og reparerer på dem som ikke er helt døde………….
Har han virkelig hørt efter når jeg har luftet min bekymring om kommende tunge øjenlåg? Eller frygter han i virkeligheden en udgift til Mølholm igen?
SLUDDER! Han har gjort det, fordi han elsker mig!
Jeg skal bare ”bippe” med maskinen seks minutter på hvert øje hver dag. Lyder nemt! Det anbefales at man tager et billede af sine øjne inden man starter og et nyt billede efter tre uger. Skulle kunne se en forandring så! Ja da, jeg er klar - til hvad som helst!
Louise Hay’s bog med overbevisninger som: ”Jeg elsker mig selv præcis som jeg er” er ikke helt trængt ind endnu. Jeg lover mig selv, at jeg holder op med maskinen, når den er trængt ind!
Jeg har kun været inden for døren ganske få minutter, da Mikkel dukker op med et brev viftende over hovedet.
YES! HAN KOM IND PÅ MUSIKKONSERVATORIET!
I Århus! Overdimensioneret stolthed lammer min brystkasse….
Vores ældste søn har åbenbart store nedarvede musikalske evner.
Hmmm … fra hvem? Min far? Lige meget!
Kommer ind af døren med et kæmpe smil, snupper den cap Søren har på hovedet og svinger den rundt i luften så Søren ikke kan få fat i den. (Mikkel er ca. en halv meter højere end Søren)
Så turer han videre til mig.
”AVVVVVVVVVV…..rør mig ikke!”, skriger jeg. Min mave er som en spærreballon. Han er fuldstændig ligeglad, for i næste øjeblik svinger han mig rundt som en slaskedukke.
”AVVVV”, ømmer jeg mig igen og er tæt på at slippe en vind. Får dog styr på ringmusklen og smiler overgivende: ”Godt gået, Mikkel”, - og kører min hånd gennem hans blonde, skulderlange hår.
Begynder i tankerne at indrette hans to store værelser.
Kontor? Eller festlokale? Søren kunne hurtig rive en væg eller to ned så der var flere muligheder. Altså når vi har haft en bulldozer igennem og statens skadedyrsbekæmpelse på besøg. Der må være opstået hele nye arter på hans værelser!
Så kan vi indrette……….
Så rykker vi
”Skal du ha´ alle de kasser julepynt med Signe?” Ditte står på Signes loft og ligner en der er slået hjem i Ludo: ”Hvor i himlens navn vil du ha’ dem stående i lejligheden?”, fortsætter hun.
Vi andre klukker. Ved at det ikke er til diskussion!
”Derfor fandt jeg også en lejlighed med fire værelser”, forsvarer hun sig hurtigt.
Vi er i gang med det helt store ryk-ud og ryk-ind.
Signes teenagedatter Mia er med skolen i Tjekkiet, og Signes mand Lars har ikke været hjemme de sidste to døgn. Han har givet tøseklubben skylden for Signes ønskede skilsmisse og ikke mindst derfor, er vi taknemmelige for at han ikke er hjemme lige nu. Men ellers tager vi det ikke så tungt. Døden skal altid have en årsag!
Den sidste tid, efter beslutningen om skilsmisse, har været hæslig for Signe. Lars har nærmest terroriseret hende. Har nægtet at skrive under på noget som helst og vil ikke høre tale om, at huset skal sælges.
Vil hellere lade det gå på tvang, end at hjælpe hende på nogen måde, siger han.
Flyttebilen er næsten fyldt op. Mangler ”kun” Signes julekasser nu.
”Er du nu sikker på de skal med Signe?”, forsøger Maria sig, men får kun et uforstående blik tilbage over skulderen fra Signe. Hun er ved at tage imod én af de mange kasser som Ditte er ved at skubbe ned af trappestigen. Signes lille søn Christian supplerer med: ”Ja … ikke mor?” og et par bedende øjne, - så selvfølgelig bliver kasserne læsset.
”Kom så, Tristi”, kalder Signe deres golden retriever op i bilen. Vi er på vej, - endda i strålende solskin og tretten graders varme.
Kun fem minutters kørsel og så er vi i gang igen. Vi forbliver selvfølgelig i det finere kvarter. Signe går helst ikke på kompromis med hensyn til statussymboler. Heller ikke i en skilsmisse!
Det er en stor, lækker, moderne lejlighed i et lille kompleks med tolv lejligheder. Opgangen er lys, rummelig og venlig, med glas hele vejen op til øverste lejlighed.
Lejligheden har åbent køkken, store rum og lyse trægulve overalt. Alt er nyt og trendy. Signe er så heldig at have fået en af lejlighederne i stueplanet og har dermed også erhvervet sig en lille terrasse.
Og meget heldigt for os - som skal løfte hele lortet ind - at vi ikke snakker første eller anden sal.
Vi har parkeret tæt på hoveddøren og begynder at slæbe ind. ”Sgu da godt jeg har gået til fitness hele vinteren”, stønner jeg efter første tur og lægger mærke til at der allerede er dukket en stor våd plamage op under hver armhule. Til gengæld er en stor råhvid sofa i uld på plads i stuen, med hjælp fra Maria, som også ser både forpustet og svedig ud.
Christian har fundet sin skumgummibold frem og er gået i gang med at spille op af væggen i opgangen.
”Hej”, grynter en klassisk klædt mand i trediverne på vej ind af hoveddøren. Hans stemme er nasal, og han lyder lidt tvær. Tøjet sidder perfekt og der er ikke et hår der sidder forkert: ”Er det jer har parkeret lige uden for døren så man næsten ikke kan komme ind?”. Vi stopper forbavset op. Det sagde han simpelthen ikke?! Han kan vel for fanden se, vi er ved at flytte ind!?
”Øhh, ja - jeg er ved at flytte ind”, svarer Signe høfligt. Manden går tøvende videre mod lejligheden der ligger ved siden af Signes og siger så henvendt til Christian: ”Det er vist ikke så godt at spille bold herude”.
”Det er bare en blød skumgummibold”, siger Signe, nu lidt irriteret, og slæber besværet en kasse ind af døren til hendes lejlighed. Tristi dukker op i døren og manden får øje på ham: ”Jeg mener ikke, man må ha´ hunde her”.
Vi er lamslåede. Det var dog en utrolig kikset måde at sige velkommen på!
Signe er ved at være gal og rød farve breder sig langsomt fra halsen og op i ansigtet. Hun siger anspændt: ”Det må man, hvis man har fået den skrevet ind i lejekontrakten, - og det har jeg!”. Hun sender os et par himmelvendte øjne og hiver døren til indefra. Hr. Mopset fortrækker mumlende ind til sig selv.
Et par timer senere er alt inde i lejligheden, - men flytte bilen holder stadig foran hoveddøren i protest mod Hr. Mopset, som han, intetanende, har døbt sig selv. Så kan han lære det!
”Det er sgu da en super nabo du har fået der”, ler jeg: ”Ham skal du nok blive glad for. Du er nærmest gået fra asken til ilden!”, fortsætter jeg tørt. De andre nikker samtykkende.
”Jep!”, konstaterer Signe hvast og ser pludselig ikke synderlig glad ud.
”Du må bare sætte ham på plads med det samme”, rådgiver Maria.
Emnet droppes og porcelæn bliver sat i skabene mens vi opdaterer hinanden.
Ann først: ”Jeg skal på Tortilla Flats og spise med Steffen på lørdag. Han sendte et spisedigt i går”, klukker hun glad, og fortsætter: ”Han har virkelig en fed humor!”. Hun læser spisedigtet op, og vi må give hende ret.”Han lyder som en spøjs fyr, Ann …. på ham”, klukker Gudrunn, og får straks én tilbage: ”Ja, hvordan er det man gør, Gudrunn …. eller Signe kan måske svare på det?”, smiler Ann drillende til dem og kigger derefter spørgende på mig. Jeg løfter skuldrene og ligner et spørgsmålstegn: ”Ja, - jeg ved ingenting. Jeg har efterhånden været gift i en menneskealder. Aner intet om romantik og får kh’er i sms’er, hvis jeg er helt vild heldig!”, sukker jeg dramatisk.
”Jeg har fået ni lede lede sms’er fra Lars de sidste to dage”, sukker Signe nu også dybt. ”Hvorfor pokker bliver de sådan …. mændene? En skilsmisse er da svær nok i forvejen for alle parter…”, fortsætter hun opgivende: ”Også selvom man selv har valgt den!”.
”Bare vent…”, trøster Maria som har været hele lortet igennem selv: ”Det bliver bedre på et tidspunkt, - selvom det ser sort ud nu….”.
Maria har et ekstremt godt forhold til sin eks nu og er et klasseeksempel på, at det kan blive godt til sidst. ”Vi havde det også svært i starten….”, forsøger hun at opmuntre Signe: ”Men, - han er da godt nok bitter i øjeblikket, Lars”, erkender hun, med et lille suk.
Signe nikker træt men hanker så op i sig selv: ”Fuck ham! Nu skal vi hygge og ha’ flyttepizza.”. Stemningen letter og Signe bestiller pizzaer.
Vi er færdige med det vi kan hjælpe med. Ophængning af lamper og billeder må hun få én med testosteroner til at hjælpe sig med. Aner ikke en dyt om hvordan en borebaskine sættes sammen til noget fornuftigt og funktionelt!
Hygger med pizza i stearinlysenes skær i Signes nye åbne køkken mens solen går ned over hækken udenfor køkken/alrummets store gulv-til-loft vinduer. Det slukørerede i Signes øjne er vendt til et optimistisk fast blik: ”Endelig fri for endeløse skænderier og endelig klar til en masse uforpligtende og hemningsløs sex”, forsøger hun grinende at provokere os mens hun holder Christian for ørerne. ”Hmm, - dit ægteskab har da ikke været nogen hindring i ret lang tid”, irettesætter Maria hende tørt, men med et glimt i øjet.
”Men nu er det fuldt ud lovligt”, forsvarer hun sig spidst og fortsætter med et citat fra min elskede Louise Hay bog: ”Og jeg fortjener det!”. Jeg nikker. Det gør hun bestemt!
Et nyt kapitel er startet for Signe, Mia, Christian og Tristi - og vel egentlig også lidt for os piger ….
--------
”Siiiif”…..
”En eller anden kalder på dig og hamrer på døren Sif”, kalder Søren højlydt irriteret og rusker mig.
Trofast gør helt vildt og det undrer mig at den alene, ikke har kunnet få liv i mig. Jeg vælter søvndrukkent og forvirret, efter en højst urolig søvn, ud af sengen og får mig viklet ind i min morgenkåbe på vej mod døren. Jeg har haft det skidt de sidste par dage. Har været trist og deprimeret, - og værst af alt - jeg ingen idé har om hvorfor.
”Hold mund Trofast”, advarer jeg Trofast med en løftet pegefinger og han lægger sig med det samme. Sjovt han lystrer kommandoer som ”Dæk”, ”Sit”, ”Giv hals”, ”Giv pote” og ”Rul rundt”, - men ”Kom her” bliver altid ignoreret. Han stikker af så snart han ser sit snit til det og vi kan rende rundt i kvarteret og kalde på ham i timevis, uden han tager notits af det. Dukker ikke op, før han træt, har forulempet alle villige tæver i miles omkreds.
”Siiiiff…. lukker du ikke op?” Stemmen afbryder min tankerække.
Det regner kraftigt mod vinduerne og blæsten rusker og hyler efterårs-agtigt i træerne, på trods af at kalenderen viser forår.
Hvis det ikke lige er fordi at jeg kan genkende stemmen vil det være en ideel kulisse, i min livlige fantasi, til en gyserfilm.
Jeg er i tvivl om jeg skal lukke op. Han lyder så desperat - Lars.
Tænk nu hvis han har mistet forstanden og vil udrydde alle pigerne i klubben som hævn? Man hører jo så meget om forurettede ægtemænd som taber hovedet og skyder selvsamme af konen.
Hmm ….så meget for at det er et afsluttet kapitel….
Måske for os, men åbenbart ikke for ham.
”Hvad er der Lars?”, råber jeg fejt gennem den lukkede dør.
”Må jeg ikke komme ind?”, trygler han. Hans stemme er grådkvalt og jeg åbner modvilligt døren. ”Kl. er 2”, bønfalder jeg ham træt,- som om det gør en forskel. ”Jeg ved det godt”, hulker han frustreret: ”Men jeg bliver nødt til at snakke med dig Sif”.
Jeg har åbnet døren. Han ligner en druknet mus - med røde blodskudte øjne. Håret hænger i spidse våde tunger ned i panden og det ligner slet ikke Lars at se sådan ud. Han er normalt altid super tjekket. Hans ånde lugter af spiritus og jeg tager et hurtigt kig ud af døren for at se om han er kørende. Han følger mine øjne og forklarer træt og hæst: ”Jeg er gående”.
”Det var noget af en gåtur!”, konstaterer jeg og sukker dernæst: ”Kom ind, - så laver jeg en kop kaffe”.
”Jeg elsker hende jo”, siger han frustreret og hårdt efter en lang usammenhængende forklaring på hvorfor han er her, og fortsætter: ”Du må hjælpe mig med at forstå Sif…..hvordan kan hun bare flytte når vi elsker hinanden”.
”Hør her Lars”, siger jeg forklarende og lettere irriteret, mens jeg skænker mere kaffe op til ham: ”Signe har snakket om at flytte fra dig de sidst fire år, så det er jo ikke en ny tilstand …..vel? Hun har bare ikke kunnet ta’ sig sammen til det før nu. Du skal ikke fortælle mig at du elsker hende …… for så havde du sgu gjort et eller andet for at fortælle eller vise hende det før hun flyttede. Mon ikke du mere er gal og ked af det fordi det var hende der tog initiativet?”.
Jeg ved jeg er barsk, men jeg er dødtræt fysisk og psykisk og magter ikke at køre med på hvor-er-det-synd-for-mig trikket.
Det burde jeg måske have gjort, for han rejser sig så pludseligt at bordet vipper og vælter kaffekoppen så indholdet laver en lille brun sø på bordpladen. Han råber mig ind i hovedet: ”I er sgu så kloge i den tøseklub så det halve kunne være nok. Det er fandeme ligeså meget jeres skyld det er sket!”. Han skubber mig bagud med en kraftig, eksplosiv bevægelse og jeg tumler hen imod døren. Jeg får dog hurtigt balancen igen. Trofast rejser sig og gør ildevarslende mod Lars. Søren, som hører tumulten, dukker op i soveværelsesdøren med en alvorlig mine: ”Gå nu hjem og sov branderten ud Lars. De eneste der har skyld, er vel dig og Signe?”, siger han afdæmpet og forsøger dermed at dæmpe Lars - uden held.
”I forstår ikke en skid”, råber han vredt imod os med et forvredet bistert ansigtsudtryk og forsvinder tumultagtigt ud af døren. Han smækker den og vi kan høre han sparker til blomsterkrukken på trappen, som ruller ned og går i stykker. ”I forstår ikke en skid”, råber han igen og forsvinder op af vejen.
”Store klaphat!”, kvækker jeg nervøst og forsøger at slå det hen i spøg. Det lykkes ikke. Mine hænder og knæ ryster og jeg fortsætter nu vredt: ”Hvad fanden bilder han sig ind at troppe om her midt om natten og gøre folk nervøse ……store klaphat!”, hvæser jeg idéforladt igen. Det er ikke det store ordforråd der hersker på denne tid af døgnet!
”Fuck ham, - og kom nu i seng igen sødde. Du skal på arbejde i morgen”. Søren lokker mig ind under dynen igen og falder selv i søvn med det samme.
Han snorker højlydt. Det er holdt op med at regne, men vinden rusker stadig i træerne mens månen titter frem. Den er fuld og lyser, højst irriterende, soveværelset op.
Jeg kan ikke falde i søvn igen. Det prikker i hele kroppen, jeg har kvalme og er svimmel. Mit hjerte føles som om det går dobbelt så stærkt som normalt.
Det kan da ikke være denne lille episode med Lars?
Nej, det må være noget andet…har jo også haft det skidt et par dage nu.
Men hvorfor?
Jeg er pludselig klar over, hvilken vej det går hvis jeg ikke tager mig gevaldigt sammen, for jeg har prøvet det før.
Sidst endte det i en depression og en regning på 10.000,- kr. for psykologisessions.
Det har jeg simpelthen ikke råd til én gang mere. Slet ikke i øjeblikket. Der er ingen overbærenhed at spore hos min bankrådgiver for tiden.
Det må i øvrigt være verdens værste job at være psykolog. At sidde og høre på folks ævl dag ud og dag ind, år efter år. Jeg er ikke misundelig!
Min psykolog havde utrolige evner til at hive alt ud af mig. Så efter ca. 1500 nik fra hende, ledsaget af en million spørgsmål som ”Hvad skete der så?” og ”Hvordan tacklede du det?” og efter at have dyrket en masse motion, var jeg helbredt. Eller, det troede jeg i det mindste….
Læste, for et stykke tid siden, at hjernen stadig bruger de urgamle instinkter som dyr også har, for at kunne overleve som art.
Dem gider jeg sgu ikke have. Der er jo ingen mening med det!
Vores art er ikke uddøende!
Og totalt tabu er det, at være syg i roen. Det har regeringen sørget for ved kun at betale for lægebesøg. Psykologregningen kan man selv græde snot over. Og det er vel at mærke for 900,- kr. snot pr. gang, - hvilket bliver til en del af samme slags og kræver en helt ekstraordinær sød og medlidende bankmand.
Jeg vækker hulkende Søren. Er nu så bange for at få tilbagefald at jeg bliver nødt til at involvere ham.
Og han er fantastisk, - som altid i den slags situationer! Knuger mig til sig og får mig til at falde lidt til ro, ligesom som han gjorde dengang ….
Jeg græder: ”Jeg ved ikke hvorfor det sker, - det har ikke noget med Lars at gøre. Det er ligesom sidste gang og jeg vil ikke igennem det igen, Søren”.
Han forstår mig. Kan huske hvor svært det var for både ham og mig. Trøster mig så meget at jeg til sidst falder helt til ro og falder i søvn i hans arme.
Jeg ringer til min chef om morgenen. Verdens bedste!
Hun forsøger at forstå mig og gir mig den tid det tar’. Men jeg ved det er svært at forstå hvis man ikke selv har prøvet. Og det er faktisk det værste. At ingen forstår hvad man gennemlever.
For, - hvordan skulle de kunne det? Det er nemmere at forholde sig til et brækket ben. Det ved man hvad er. Men at forstå hvad der forgår i knolden på en deprimeret er en helt anden sag. Så skal man jo være tankelæser.
Mærkeligt at det er ligeså svært at overbevise sig selv om at man skal stå op af sengen og komme i gang, som det er at overbevise Trofast om at den er bedst tjent med ikke at få noget på den dumme. Faktisk en umulig opgave!
Skriver i desperation en gruppe-sms til pigerne op af formiddagen, mens mit hjerte pumper af sted: ”HJÆLP MIG, - jeg er på vej ned i lortet igen”. Fortæller også kort om episoden med Lars og at det ikke har noget med ham at gøre.
Der går stort set ikke mere end et halvt minut før den første har svaret. Det er Gudrunn ”Sødeste Sif, ta det roligt nu, det er sikkert kun en kort nedtur. Vi hjælper dig! Sig hvad du har brug for at vi hjælper …”.
Så ringer Ann: ”Sif, - du må prøve at se logisk på det. Sætte det hele i perspektiv. Tving dig selv til at komme op og i gang. Du har et godt job og nogle gode mennesker omkring dig, - det går over igen hvis du kæmper lidt – tro mig!”.
Så ringer Ditte: ”Prøv nu bare at fortsætte med det der positiv tænkning…..og yoga vil også være godt for dig. Det er godt for både sjæl og krop. Vi kan gå sammen…..”.
Så skriver Signe: ”Vi må hygge os lidt sammen, - gå i biografen, grine lidt. Jeg er klar…også til en snak. Jeg håber sørme du mener at det ikke har noget med Lars at gøre….den idiot!”. Og til sidst ringer Maria: ”Sif, - hvis du har rigtig meget brug for hjælp, kender jeg en super god psykolog, - og ellers kan jeg komme ud efter arbejde i dag? Og så skal du simpelthen med på det Zumba-hold jeg går på! Der er gang i den…”
Jeg får det faktisk lidt bedre efter alle samtalerne. Meget forskellige samtaler og hver især med deres egen indgangsvinkel, men med samme mål: At hjælpe mig så godt de kan.
Det er let at være en god veninde, når man skal more sig og alt flyder som det skal. Det er en helt anden sag at være en god veninde, når det går skidt og der kræves noget af én.
Jeg konstaterer endnu en gang, at jeg har de bedste!
Ann skriver, efter vores samtale, en mail til mig om et syltetøjsglas og to kopper kaffe: Man skal starte med at fylde de vigtigste dele i ens liv op først (i historien golfbolde i syltetøjsglasset), og så fylde op med resten (sten og sand). Pointen er, at selvom glasset er fyldt, vil der altid være plads til to kopper kaffe. En sød historie!
Heldigvis er jeg i den position at jeg ved hvad der skal til for at få det bedre. Glemte det bare, - og gik i panik. Godt at pigerne er der til at minde mig om det!
Ikke lægge sig på langs, fordi man føler sig udmattet. Derimod kæmpe imod trætheden og forsøge at dyrke så meget motion som muligt i den nærmeste fremtid, - og forsøge at tænke positivt.
Med pigernes og Sørens hjælp, bliver det heldigvis et kort déjàvu, - og efter en lille uge med skiftende venindebesøg, kan jeg fnise lidt af et billede i mit hoved, hvor jeg sidder i rundkreds med en hel masse andre ”patienter” og præsenterer mig selv: ”Jeg hedder Sif, - og jeg er psykisk syg”.
Tja … lidt psykisk syg er man vel altid…
Forbandede gener!
JEG ER RIG, RASK, RØGFRI OG LYKKELIG
JEG ER RIG, RASK, RØGFRI OG LYKKELIG
JEG ER RIG, RASK, RØGFRI OG LYKKELIG…
Hvorfor pokker virker det ikke endnu?
Jeg har et femcifret rødt tal på min bankkonto og slås for anden gang med en psykisk sygdom. Jeg tror, jeg imødekommer Dittes forslag om at gå til yoga.
”Det hjælper helt sikkert på psyken at ha´ balance i både sjæl og krop”, påstår hun hårdnakket.
Og sidder vi her, med over fyrre år gamle og stive lemmer, og forsøger at vikle os ind i absurde stillinger. Der er hyggeligt heroppe. Et lille rum under taget med hvide skråvægge, synlige bjælker og tændte stearinlys.
Vi har allerede været igennem et utal af umulige øvelser.
Føler mig som et meget ufleksibelt bræt, som bliver tvunget til at bøje først den ene vej og så den anden vej.
Jeg føler mig nødsaget til, selvom vi skal have lukkede øjne under hele øvelsen, at skæve til de andre for at se om det lykkes bedre for dem. Det ser umiddelbart sådan ud, men jeg trøster mig med at de har prøvet det før.
Vi sidder seks personer på måtter, tæt på hinanden pga. pladsen og kan tydeligt høre hinandens åndedræt. Vi sidder i en øvelse, som hedder ”den lille havfrue”, nærmere bestemt på knæene med numsen på fødderne og med den ene arm bøjet over hovedet og den anden bøjet bag ryggen. Hele tiden med lukkede øjne!
Inger, vores ikke helt unge yogalærer dirigerer os: ”Tag en dyb indånding og sæt dig på din venstre side af knæene”. Ditte kan åbenbart ikke kende forskel på højre og venstre, for i samme øjeblik det er sagt, knalder vi hovederne sammen og sidder klinet op af hinanden, hofte mod hofte, og eksploderer af grin.
Det må man ikke. En yogatime foregår i absolut stilhed!
Det halve af en yogatime er vejtrækningen og vi forsøger at ”komme tilbage”.
Det lykkes ca. fem minutter og så er den gal igen. ”Venstre er den arm, du har ur på Ditte”, hvisker jeg, da vi går i gang med den næste øvelse. Forsøger at le uden lyd men mislykkes totalt. Bliver til nogle halvkvalte strubelyde der ikke gør situationen mindre sjov og vi knækker efterfølgende, fuldstændig sammen hver gang vi kommer i tanker om episoden.
Først under afspændingen falder vi helt til ro. Ditte endda så meget at hun falder i søvn og snorker højlydt.
Er lidt pinlig til mode da timen er forbi, men også taknemmelige for deltagernes overbærenhed. Får heldigvis lov til at komme igen næste uge og er enige om at lykkes der.
Bliver storsindet budt på helse-the, men bliver nødt til at takke nej, - for pigerne arriverer hos mig om knap to timer, så det gælder om at komme hjem i en fart, - lave mad og dække bord.
”PÅ HØJSKOLE?........... ” ”Det bliver over mit lig!”, protesterer jeg højlydt.
Nu har de andre så fundet ud af, at det kunne være sjovt at komme på højskole næste år? Man skal bare være væk fra bordet få sekunder, før der er lavet fuldstændig om på fremtidige planer om weekendophold.
Jeg lavede gryderetten i går, men desserten er jeg nødt til at kreere mens pigerne er her. Og selvom vi sidder ved spisebordet i køkken/alrummet, er det ikke nemt at følge med i samtalen ved bordet, fra køkkenet.
Øv… jeg var lige indstillet på en Valenciatur igen. Maria glemte sine nye støvler dernede, så det ville da være rimeligt at hjælpe hende med at få dem tilbage.
Maria foreslår, at det skal være en højskole med keramik som speciale og ambitionsniveauet ligger sådan ca. i realiseringen af et askebæger.
Jeg sidder efterfølgende og får billeder i mit hoved af Leslie Nielsen og Pricilla Presley fra ”Høj pistolføring”, som er ved at kreere en krukke på en drejefod, - og kan lige se os…
Ditte foreslår imidlertid dans i stedet, men jeg kan ærlig talt ikke forestille mig at det kan være sjovt at danse pige/pige i en hel uge!
”Hvad mener du? Der er da masser af fyre på højskole. Du er jo fuld af fordomme!”, udbryder Maria forarget. ”Gu’ er jeg da ej”, siger jeg bestemt og forurettet, - og fortsætter ufortrødent min tankegang om hønsestrik og rundkreds, - og om lejrbål med guitarsang og højskolesangbog.
”Kom nu da….”, forsøger Ann at overtale mig.
”Nå ….så okay da!”, overgiver jeg mig alt for hurtigt, men stadig lidt modvilligt: Så længe det ikke er en dramahøjskole, så går det vel. Er bare så dårlig til skuespil”, grynter jeg.
Får flashback til min debut i fjerde klasse. Havde fået én linje i skolekomedien, som det lykkedes mig at overspille fuldstændigt pga. nervøsitet. Ingen større succes kunne jeg tydeligt se på min lærer, - og mine forældre var vist heller ikke specielt imponerede!
Hovedattraktionen i aften er Ann. Hun har været på date med Steffen og det var en kæmpe succes. Hun blomstrer som en hel forårseng idet hun fortæller om den famøse aften. ”Han er ekstrem sød og opmærksom!”, siger hun med klædeligt røde kinder.
Hvor ser hun bare glad og lykkelig ud tænker jeg og forsøger krampagtigt at genkalde følelsen af nyforelskelse, uden den helt store succes. Det er nok for mange år siden, trøster jeg mig selv, lidt skuffet over den manglende hukommelse.
”Han er enlig far til en dreng på tolv, arbejder som IT-ansvarlig på en stor virksomhed, - og så er han bare helt vild romantisk!”, sukker Ann henført.
Romantisk - har Søren egentlig nogensinde været det? Jeg bladrer lynhurtigt vores liv sammen, igennem i tankerne…….……
Han har engang forsøgt at male mig, - men Sørens billeder er meget ekspressionistiske og jeg synes ærlig talt at billedet mest mindede om ”skriget” af Edvard Munch, så…….
Vi sidder alle og følger intenst med i Anns beretning. Jeg forsøger desperat at fange følelsen af nyforelskelse og lykkes faktisk lidt med det. ”Aj….hvor må det være fedt”, sukker jeg henført, og vil et kort øjeblik skilles fra Søren.
Jeg er ikke den eneste der har fanget følelsen. De andre sidder og sukker på skift, mens Ann levende beretter om den romantiske aften.
Der er stilhed nogle sekunder efter Ann er færdig. Vil alle gerne beholde følelsen, men så skifter Ditte pludselig emne.
”Poul og jeg er begyndt at synge i gospelkor og skal optræde her sidst på måneden i Skibet kirke!”, pipper hun.
Stilhed - og uhæmmet latter. Jeg får helt ondt af Ditte…
Ditte kender næsten pigernes reaktioner på forhånd, så det var klart svært for hende at sige det. Hun fortæller tøvende, at hun og Poul startede i koret for et par måneder siden.
Normalt er Ditte kun en halv time inde i et projekt før hun har fortalt vidt og bredt om det, så hun må ikke selv være for stolt af det.
Vi var jo lige sammen i eftermiddags, hvor hun også havde alle muligheder for at dele projektet med mig. Men nej.
Jeg har svært ved at forestille mig dem i kjortel og Poul nok i sutsko, og smiler ved tanken. Den mest gængse hjemmepåklædning for Poul er sutsko og underhakkere, - og hvis man er heldig, en forvasket t-shirt.
Jeg summer lidt over informationerne mens grimme billeder passerer i mit hoved, - men forelægger så Signe et stort problem jeg har fået.
Siden jeg stoppede med p-piller, er mine blødninger blevet så kraftige og varer så længe, at jeg overvejer at få Signe til at smugle donorblod ud til mig, som jeg kan ligge i drop med om natten.
Er på fjerdedagen nu med max hane åben, så det kan kun være et spørgsmål om ganske få dage, før jeg falder om.
Pinligt hver gang man er ude og handle enorme størrelser ”halv-ble” og tampax størrelse maxi ultra plus plus, eller hvad de nu hedder…
Har faktisk overvejet at gå i Libero ”up and go” i stedet. Der er ikke nogen der kigger underligt på én, hvis man er nybagt mor som fyrreårig. Og det ville måske endda give et lille løft til bagdelen, som i øjeblikket kæmper vildt med tyngdekraften.
På den anden side vil det være pinligt, hvis man er så uheldig at blive indlagt akut med ble på.
Jeg husker tydeligt min mors formaninger da jeg var mindre:
”Du skal skifte trusser hver dag, - tænk hvis du kommer til skade og bliver indlagt med beskidte trusser.”
Det eneste plus ved denne situation må være at jeg at dømme efter mængden af blod, ikke kommer i overgangsalderen i de første tyve/femogtyve år!
Men Signe mener ikke det er forsvarligt at hjælpe mig med at skaffe blod.
Hun er i øvrigt, næsten kommet til at se lykkelig ud efter hun er flyttet. Har stadig store problemer med Lars, som svinger som et pendul mellem at være frygtelig aggressiv og utrolig sød overfor hende, - men han har trods alt skrevet under på skilsmissepapirerne.
Episoden med Lars der dukkede op hos mig om natten bliver, på tredje uge, diskuteret højlydt. ”Har han snakket mere om det eller gjort noget andet dumt siden?”, spørger Ditte nysgerrigt.
”Nej, - heldigvis. Jeg håber at det var det og at han ikke belemrer nogen af jer mere!”, svarer Signe alvorligt.
Signe er efterhånden træt af at diskutere Lars, - og hun begynder i stedet at snakke om sine øjenbryn og hvad hun skal gøre ved dem.
Påstår, hårdnakket, at de begynder nede midt på øjenlåget!
”Og jeg vil gerne se lidt smart ud nu hvor jeg er single”, smiler hun, vurderer sine negle indgående, og forsøger at skubbe neglebåndene længere op.
”Jamen så vær glad for at du er lyshåret”, prøver jeg at trøste, mens jeg forestiller mig Signe som sorthåret……med sorte øjenbryn der starter på øjenlågene. Ikke kønt, bliver jeg enig med mig selv om og udbryder spontant: ”Vær glad for at du ikke er Italiener, - så ville du også ha’ synligt skæg nu, med alle de fimrehår du har!”.
Signe vender det hvide ud af øjnene mod mig og Gudrun bryder ind. Fortæller om kosmetologskolen i Kolding, - hvor billigt det er og: ”De er skide søde dernede. Vi kan jo tage derned alle sammen og hygge os en dag. Jeg kan godt bestille tid til os”.
Gudrunn trænger også til lidt opmuntring. Er ekstremt træt af Jeppe og deres skænderier, som er eskaleret igen.
Vi beslutter os for at prøve kosmetologskolen hurtigst muligt.
Det bliver ugen efter.
Så er jeg lige blevet mor til to fuldvoksne skovsnegle…
Bliver nødt til at opfostre dem i panden. Damn! Jeg burde have vidst at man ikke forsøger sig med den slags på en kosmetologskole!
Det startede ellers perfekt med ansigtsmassage og lå efterfølgende alle seks på rad og række med gipsagtig masse i hovedet. Den stivnede og varmede, mens jeg kun kunne sige ”mmmm” i de længste ti minutter af mit liv.
Ditte bad selvfølgelig om at få masken med hjem. Ved ikke rigtig hvad hun havde i tankerne den kunne bruges til? Sikkert til at dekorere og hænge op, hvis jeg kender hende ret!
”Den er da lidt speciel”, smiler hun og vender og drejer den interesseret, så hun kan se den fra alle sider. Vi andre ryster overbærende på hovedet af hende. ”Det er sgu dig, der er speciel Ditte”, klukker Maria og Ann løfter lattermildt, men undskyldende, skuldrene og medgiver: ”Maria har ret, - du er ikke helt almindelig Ditte … men gud ske tak og lov for det, - ellers havde vi andre jo ikke noget at grine af!”.
Bagefter skulle der farves bryn. Det var der, det gik galt!
Jeg sagde til kosmetologeleven, at mine øjenbryn tog hurtig farve, og at de skulle være brune. Signe har fået samme tur og jeg kan med gru se på hende hvordan jeg selv ser ud.
Ikke særlig smart med kulsorte øjenbryn på størrelse med skosåler og lyst hår.
Ditte forsøger sig trøstende med et forkølet: ”Aj … det da ikk’ så slemt …. farven går hurtigt af igen”, mens Maria og Ann skriger af grin. Ikke meget hjælp der! Stakkels kosmetologelev…
Og ikke mindst, - stakkels os!
Vi vil spise pizza hos Signe efterfølgende, men vi er ikke meget for at hente dem. Kan ikke lade være at le af Signe stående ved disken for at betale, med hånden på panden som om hun spejder efter noget i det fjerne. Kun ca. tre meter til bagvæg, så måske en smule overdrevet.
Bliver, efter indtagelse af pizza, enige om at et barberblad er en velovervejet løsning.
To timer senere er de nye børn aflivet. Bliver barberet ned til to umiskendelige tushstreger, som heldigvis kan gemmes under ”pludseligt” tillagt pandehår… ØV
Gider aldrig følge Gudrunns eventyrlyst mere!
