”DYYYYYYYYYYYYYYYYYT”
Åhh nej … De gør det igen! Burde have vidst det!! De gjorde det jo også sidste år, - pigerne!
Sidder ved min Mac, på min arbejdsplads og arbejder hektisk på en hastesag. Håbede at jeg var blevet færdig inden de kom, men kan høre på en bils uafbrudte tuden i over et halv minut nu, at jeg ikke nåede det.
Kigger undskyldende og lidt flovt op på mine nærmeste kolleger og spurter ud til hoveddøren for at stoppe dem. Puster mig op på vejen derud og er klar til at skælde ud, - men får så øje på fem kåde og storgrinende piger klædt på til fest. De vælter ud af bilen med hver deres dåseøl i hånden… og jeg overgiver mig. Og hvad så om det er barnligt! Det SKAL vi være den ene gang om året vi er i Århus!
Vi har perfekt vejr med flot solskin selvom vi er i november og pigerne slår sig larmende ned på trappen foran hoveddøren med øllen.
”Der er nok nogen der er tyvstartet”, ler jeg, og smider bagagen ud til dem så de kan pakke bilen.
De ser hammergodt ud alle sammen, - fuldstændig klar til ballade. Jeg omfavner dem én for én og render ind af døren igen med kommentaren: ”Jeg skal nok skynde mig!”
Jeg har glædet mig helt vildt og det bobler forventningsfuldt i maven mens jeg febrilsk gør de sidste ting færdige.
Ditte har lagt bil til. En blå Toyota Verso med syv sæder, - men hun nægter selv at køre. Hun hader at køre i ”storbyer” og Maria overtager villigt rattet. ”Du skal lige vide, at den er med fem gear”, instruerer Ditte og afslører sin absolut manglende viden om biler mens vi andre bukker under af grin. ”Ditte for fanden … alle biler har haft fem gear de sidste ti år - faktisk har alle nye biler seks gear nu”, hyler Ann af grin. Og så er stemningen lagt.
Kommer i kø på motorvejen og begynder at skåle til højre, venstre og bagud med lidelsesfæller. Signe og jeg har fået de to ”ekstra” sæder bagved og er vældig aktive med vores skål. ”De er nok lystige de to bagved”, konstaterer jeg fnisende, efter et hurtigt kik bagud til to overkropsdansende fyre i en lastbil. Forsøger at få kontakt med os på meget mærkværdig vis. Signe ler og sender beskeden videre til en ukendt sms-ven, som i øvrigt bliver opdateret hele vejen til Århus. Samtidig nægter hun at informere os andre om, hvem hun har kontakt med.
”Er det Norge du har forbindelse til Signe?”, udfritter jeg hende. ”Kann ske”, ler hun og slynger håret om på ryggen. Vi bliver vist nødt til at hælde rigeligt på pigebarnet i aften. Skal jo indvies i den slags her i klubben.
Vi parkerer på havnen som vi plejer og slæber bagagen op på vores seksmandsværelse på ”City Sleep Inn”, vel at mærke så forsigtigt at man ikke kan høre klirren fra flaskerne i taskerne. Husker den overhængende fare for udsmidning sidste år på grund af alkohol på værelset.
Får, meget mærkeligt, nøjagtig samme værelse som sidste år og finder straks vores sædvanlige køje. Man er vel tryghedsnarkoman!
Vi smider os i køjerne til en lille lur inden cirkus’et med omklædning, bad i ”gaskammeret”, føntørring, krigsmaling og bytur venter.
Jeg er næsten lykkelig da jeg svinger dynen over mig, putter mig og lukker øjnene. Klar til drømmeland.
Drømmeland som aldrig rigtig kommer, fordi Ditte ligger i køjen under mig og allerede hiver gevaldige torsk i land. Forsøger at abstrahere fra det, - men da hun mere og mere lyder som ”Han” (det store gorillalignende væsen fra starwars som har dobbeltlyd), bryder jeg sammen af grin i stedet og får, til stor irritation for de andre, også vækket dem. De kan i øvrigt overhovedet ikke høre det sjove i det!
Får efterfølgende rumsteret så meget rundt i køjesengen at Ditte kun grynter lidt og falder endelig hen i noget der minder om twilightzonen. Der hvor man hverken sover eller er vågen, men alligevel får hvilet lemmerne en smule.
”Kliiiiirrr”, lyder det og skårene flyver rundt til alle sider. Tjeneren klapper og stamper flamingoagtigt i gulvet. Vi hopper forskrækket i stolen - og ler så højlydt. Hvem var det der var så dum at spørge tjeneren, om det ikke er i Grækenland man smadrer tallerknerne i gulvet?
Vi sidder på vores yndlingsrestaurant ”Den gamle græker”.
Vi er her hver gang vi er i Århus og vi er vildt imponerede over at de kan huske os fra gang til gang. Vi spiser altid sent her og føler vi bliver specielt godt behandlet, hver gang. Tjenerne kommer springende med askebægre og små græske dessertdrikke når restauranten er ved at være tom og de ender som regel med at sætte sig ved bordet ved siden af og underholde os.
Denne gang går det vildt for sig. Kokken skruer op for den græske zorbamusik og tjeneren hiver først mig og senere Ditte ud på gulvet i et optimistisk forsøg på at lære os zorba, udført på tallerkenstumper. Stemningen er højrøstet glad. Dittes hippifarvede silketunika som ender i ti spidser, får svitset en af spidserne af i et stearinlys i en rundgang. Kokken flår hende hurtigt væk fra lyset, klapper flammen ud og forhindrer dermed Ditte i at gå op i lys lue. ”For helvede hvor er I dårlige”, griner Ann højlydt men klapper alligevel taktfast af os, sammen med de andre.
”…Og I ligner sgu en flok pensionister til søndagskoncert”, vrænger jeg og får dem straks til at droppe klapperiet.
Udmattet sætter jeg mig igen og forsøger at binde knude på Dittes afsvedne spids: ”Det er der ikke én der lægger mærke til”, lyver jeg og fortsætter henvendt til Ann: ”Og nu er det din tur Ann”. Jeg ler skadefro og skubber hende op af stolen. ”Jamen jeg vil hellere smadre tallerkner”, ler hun højt igen og modsætter sig. Tre sekunder senere har hun fået en tallerken i hånden og grønt lys til at smadre den. ”Kliiirr”, lyder det igen og vi storgriner. Fantastisk restaurant! Bliver hurtigt enige om at anbefale den til alle vi kender, - og ender med, fuldstændig uoverlagt, at smide mit visitkort til dem og invitere til fest i Vejle, hvis de skulle komme forbi der…
Søren bliver henrykt!
Vi iler af sted til Naxos, godt opstemte. Mikkel skal spille med en kammerat og det er derfor vi er her overhovedet. Det betyder meget for mig at se ham i aktion og Maria, Ditte, Signe, Gudrunn og Ann følger trop for min skyld.
”Én for alle og alle for én”, klirrer vi med glassene og skåler.
Naxos er et stort kælderværtshus med gæster der er halvt så gamle som os, men det generer os ikke. Vi er i højt humør, - ikke mindst fordi Mikkel har sørget for drikkevarer til halv pris.
Mikkel er bekymret for os. Kommer hen til os lige inden han skal spille og advarer os mod dem ved bordet ved siden af: ”De har været i fængsel det halve af dem”, betror han mig alvorligt. Jeg driller ham lidt: ”Vi skal prøve på ikke at komme op at slås, skatter”.
Og så kommer vi det næsten alligevel! Bliver i hvert fald vidne til et slagsmål på nærmeste hold. En fyr sætter sig for enden af vores bord med en drink. En af ”fængselsfyrene” ved bordet ved siden af, kommer til at vælte et glas og forsøger at undvige indholdet ved at skyde sig selv bagover på stolen, - vælter ind i vores bord, som tipper og vælter vores nyankomne gæsts drink ned i skødet på ham. Og så har vi balladen…
I næste øjeblik står de to kamphaner og puster sig op overfor hinanden. To centimeter fra hinanden. Jeg skal lige til at le foragteligt at de oppustede narrøve da Maria bliver enig med sig selv om at hun lige må klare den konflikt. Gudrunn er uenig og trækker hende bestemt ned i stolen igen: ”Du er ikke på arbejde Maria. Du ender bare med at få slået tænderne ud og så kommer jeg på arbejde! Det orker jeg ikke nu”, fniser Gudrunn lavmælt.
Det viser sig at være en god beslutning, for pludselig bliver der nikket skaller. Og så får vi pludselig travlt.
Sender et nervøst blik og et hurtigt vink op til mit yngel og baner os tumultagtigt vej gennem den sammenstimlede mængde. Ud af døren med vinterfrakkerne flagrende efter os.
”Vi finder sgu da altid de gode steder”, puster Signe og skutter sig i vinterfrakken. ”Ja, - det er vi faktisk ret gode til”, indrømmer Ann og snor halstørklædet rundt om halsen.
Maria er utilfreds: ”Jeg kunne ha’ hjulpet der!”, påstår hun tvært og tager handsker på.
”Jeg tror det er fint at vi ikke blandede os”, pipper Ditte nervøst: ”De var jo fulde…eller på stoffer eller sådan noget”, vedbliver hun.
I samlet flok trækker vi op af Åboulevarden. ”Hvor går sådan nogen som os så hen nu? Jeg orker ikke Train….de er altså for unge!”, siger Gudrunn og kigger spørgende rundt på os. Et midaldrende par går forbi i det samme og hører hendes spørgsmål: ”Cassablanca er vist lige jer”, siger damen.
Casablanca, det bliver …
Det er i hvert fald målet. Når at gå en halvmaraton fordi århusianerne har vidt forskellige meninger om hvor Casablanca ligger. Hver gang vi spørger om vej, bliver vi sendt i næsten modsat retning, og ender, tåbeligt nok, tohundrede meter fra Naxos … på Casablanca.
Joh … de er da i det mindste på samme alder som os - gæsterne - men skal de spille ABBA næsten uafbrudt, kun suppleret med sange som ”no milk today”, indspillet i tresserne? Mangler egentlig kun de spiller ”Tre hvide duer” før stemningen er totalt ødelagt!
Hvorfor tror ejerne af sådan en biks at folk over fyrre fx ikke kan lide rockmusik?
”Fuck, - her er sjovt”, udbryder Gudrunn ironisk. Vi spejder rundt i lokalet, ved baren og alle bordene for at finde nogen at identificere os med. Nix, de fleste mangler bare en cerut i kæften og et bridgebord. Nægter at høre til her….
”Jeg går død hvis vi bliver her”, bedyrer Maria og siger det vi andre tænker: ”Vi må videre!”
Går på opdagelse i de små gader og finder ”Jacobs Pianobar”, som skal vise sig at være det bedste sted vi har været til dato ( iflg. Signe og jeg) Og faktisk meget mærkeligt at vi ikke har hørt om det før? Totalt hyggeligt med flygelbanker som i pauserne bliver afløst af pop og rockmusik, som ikke er for dem på firs men for dem på fyrre. God og ekstrem lang bar, aflangt dansegulv, hyggelig gårdhave og ikke mindst gæster på alder med os, - som opfører sig som os.
Signe og jeg danner par og kaster os ud i dansen. Der er stuvende fuldt og vi bliver ikke levnet meget plads, men sjovt nok har Signe altid plads nok til lidt underlivsdans. Skal ikke bruge mange centimeter for at gennemføre det åbenbart. Hendes hofte ruller rundt fra side til side mens overkroppen er næsten stillestående. Kun armene bevæger sig rundt som dansende slanger. Anyway, - uanset hvor vi kigger hen i lokalet er der hede blikke fra mænd i alle former og påklædninger. Vi undrer os meget over den enorme opmærksomhed vi får?
Ikke at det gør noget….men vi har faktisk aldrig været så populære før.
”ssss…”, hvisler Signe og nikker i retning af en fyr som kunne være et oplagt emne til en teenageplakat. Hvis altså, teenagere kan lide mænd i fyrrene. Jeg ville ikke have spor imod at have ham hængende et stykke tid og nikker anerkendende til Signe: ”Nup du bare ham Signe”.
De ”hede” blikke fra fyrene, bliver snart erstattet at ”sultne” blikke i mit hoved, da det går op for mig at aftenen på Pianobar er annonceret som ”singleaften”. Jeg gør diskret Signe opmærksom på det. ”Jamen jeg er sgu da single!”, ler Signe og hoverer: ”Det er kun dig der skal passe på….”.
Vi har det hammersjovt og det er det vigtigste! Man kan vel altid hamre et knæ op i skridtet på dem der bliver for nærgående.
Signe forsøger skamløst at få kontakt med plakatmanden og det lykkes hende at sende ham så stærke erotiske signaler, at han målrettet og let pustende maser sig vej gennem mængden. Han får mig diskret puffet væk og jeg bliver ”grebet” af en hestehale-fyr bagved. Vurderer hurtigt, accepterer og danser videre med ham.
Signe og plakatmanden har fundet vej til baren sammen. Signe kaster håret tilbage og ler og plakatmanden har allerede placeret armen omkring hende. Jeg får øje på de andre piger som er ved at bane sig vej op til dem og så bliver jeg pludselig opmærksom på hestehalemanden igen. Han har lagt sine arme omkring mig og suger mig ind til sig i et stramt greb. Jeg hoster og får mig løsrevet: ”Jeg må lige på toilettet”, undskylder jeg fejt. Stikker af til toilettet med et forurettet blik hæftet på mig. Holder øje med ham fra en sprække i døren og ånder lettet op da han fortrækker hen i den anden ende af lokalet. Orker ikke lange undskyldninger for ”hvorfor ikke?”
Og så er aftenen slut før det endnu er begyndt?!?
Ann, Gudrunn og Ditte vil hjem. Er ikke rigtig kommet i stemning efter Cassablanca. Og Maria, som måske egentlig gerne vil blive, men ikke gider stå alene og iagttage Signe og mig, melder ud til Signe at hun går med de andre hjem.
”Hun sagde noget med at hun ikke orker at se på min teenageopførsel…”, fortæller Signe mig overrasket og lidt såret da jeg kommer snigende tilbage fra toilettet. Pigerne er på vej ud af døren.
”Du må ha’ hørt forkert!”, siger jeg bestemt til Signe, - men Signe ryster desillusioneret på hovedet. Hendes humør er ødelagt. Selv den lækre plakatmand kan ikke få hende til at ombestemme sig selvom han gør et ihærdigt forsøg. Kysser hende på øret og har ikke sluppet grebet om hende endnu.
Signe vrider sig langsomt løs, klemmer hans hånd og siger trist farvel til ham.
Mindre end ti minutter senere går Signe og jeg langs åen forbi alle cafeerne og diskotekerne, - på vej hjem til vores kolde seksmandshummer. Vi fryser, men det er ikke derfor jeg har en arm om Signe. Hun er rigtig ked af det.
Jeg er pludselig rasende på Maria. Hvorfor skulle hun ødelægge det hele? Bare fordi hun ikke var i stemning…
Da Signe og jeg når tilbage på værelset, er de andre ikke ankommet og jeg er ved at eksplodere. Ikke nok med at vi har været nødt til at gå hjem, men de andre er muligvis gået videre i byen!
Jeg ringer Ditte op og kan næsten ikke styre mit raseri: ”Hvor er I?”, hvæsser jeg olmt.
”På vej op af trapperne til værelset”, svarer hun undrende over mit tonefald.
De når kun lige at sætte fødderne ind i rummet før jeg overfalder Maria.
”Hvad fanden er meningen med at ødelægge resten af aftenen for Signe og mig?”, nærmest råber jeg til Maria. ”Hvorfor skulle du absolut kalde Signes opførsel teenageagtig?”, bliver jeg ved.
Maria bliver helt paf, men et par sekunder efter også gal. Maria mener ikke, hun har sagt noget, der minder om det jeg påstår.
Signe sætter sig på sengen og græder og jeg trøster og de andre kommer hver med deres mening.
Ann holder med Maria: ”Du kan godt komme til at virke….udfordrende….med din dans, Signe?”. Signe snøfter bare.
Ditte forsøger som sædvanlig at bløde lidt op: ”Har I ikke bare misforstået hinanden?”, pipper hun forsigtigt og retter blikket mod henholdsvis Maria og Signe. De svarer ikke.
Jeg er både sur, gal, fuld og uigennemtrængelig nu: ”Du kan sgu ikke være bekendt at behandle Signe sådan Maria!”, råber jeg.
Gudrunn forsøger at dæmpe mig: ”Lad nu være med at flippe sådan ud Sif…det er sikkert bare en misforståelse!”.
Bemærkningen hjælper ikke på mit humør. ”Det er sgu da noget mærkeligt noget af Maria at fyre af….”, forsvarer jeg mig: ”Vi havde det skideskægt til hun sagde at Signe opfører sig teenageagtig! Det er vi sgu da altid heroppe! Jeg troede vi var i Århus for at more os?”.
”Jeg sagde bare at jeg ikke var i humør til en teenageaften!”, forsvarer Maria sig ophidset.
Jeg hører ikke efter mere. Er kun koncentreret om at få min egen galde ud: ”Bare fordi I ikke var i humør….”, vedbliver jeg og drager også de andre ind i konflikten.
Splittet er vi nu i to hold.
Jeg flår hidsigt mit tøj af og hopper op i køjen. Det samme gør de andre, mere afdæmpet.
Lorteveninder!!
Gider sgu ikke være i den klub mere!
Jeg kan ikke sove. Min krop dirrer af raseri og frustration mens jeg forsøger at gennemtænke situationen. Har aldrig haft så dårlig stemning i klubben før. Har faktisk aldrig været rigtigt uvenner før! Vi har diskuteret højlydt, men aldrig været uvenner.
Kender vi hinanden for godt nu og er vi kommet så tæt på hinanden, at vi ikke mere tager hensyn til hinandens følelser? Og er det egentlig ikke uundgåeligt når vi er så meget sammen?
Tankerne virrer rundt i hovedet på mig og jeg vender og drejer mig rastløst, indtil sprutten og trætheden langt om længe sørger for at jeg ender i drømmeland. Et uroligt drømmeland, med veninder der ligner monstre og som råber og skriger af hinanden.
Næste morgen hænger der en stor sort sky… vel at mærke inde i rummet og vi er alle præget af nattens uoverensstemmelser. Atmosfæren er elektrisk! Vi plejer at fjante og le fra morgenstunden, men det er der bestemt ikke noget af i dag. Der bliver sagt så lidt som muligt.
Vi lister rundt i rummet og på skift ud på toilet og i baderum. Hver gang føntørreren bliver tændt slapper jeg lidt mere af, for så er det umuligt at forsøge at snakke på grund af larmen.
Der har aldrig været så opryddet på vores primitive seksmandsværelse som nu. Der bliver redt senge, tømt askebægre, lagt tøj sammen, tømt skraldespand og fejet gulv. Alt for ikke, at være nødt til at snakke med nogen om noget. Overvejer endda at omarrangere min toilettaske, bare for at være beskæftiget.
Jeg er stadig overbevist om at det var forkert af Maria, men kan også se, nu uden sprut i blodet, at jeg overreagerede helt vildt. Ved jo faktisk ikke præcist hvad der skete mellem Signe og Maria. Måske har jeg taget fejl? Og måske følte Signe bare at hun blev kritiseret?
Ingen af os vil såre en af de andre med vilje…det er jeg sikker på!
Får brunch på ”Globen” i ulidelig stilhed. Kigger forbi hinanden og lader som om vi er optaget af andre ting. Ditte forsøger sig med: ”Det er dejligt det ikke er så koldt som i går….og fedt at solen skinner igen i dag”. Hun tørrer overdrevent sin mund med den krøllede serviet og skæver til flere af os på skift.
Dårligt indlæg! INGEN gider snakke om hverken i går eller i dag og der bliver kun gryntet ”Hmm” et par steder fra.
Okay, - nu er venindesnakken reduceret til vejrmeldinger….
Gudrunn, Ditte og Ann forsøger lidt på skift at få gang i samtalerne om ligegyldige ting på den efterfølgende shoppe-tur, uden synderlig succes. Samtalen går hele tiden i stå og der bliver kun svaret med enstavelsesord på de spæde forsøg der er på at få stemningen lettet. Der er ca. en meter mellem os hver især. Ingen hænger i armen på en anden veninde.
”Det var ellers et par fede støvler”, forsøger Gudrunn sig optimistisk igen. Der bliver sendt et kort blik i retningen og gryntet ”hmm” igen.
Jeg ærgrer mig nu. Det kan da ikke passe at man skal miste noget så værdifuldt som sammenhold, glæder og morskab i en ellers yderst velfungerende klub, på så lille et grundlag!
Og er det i virkeligheden min skyld, at det eskalerede sådan?
Nej, - jeg forsvarede Signe, forsøger jeg at forsvare mig selv, men er ikke sikker….
Hvad skete der lige med én for alle og alle for én?
”Hvad har du egentlig købt, Sif?”, spørger Ditte forsigtigt og kigger nysgerrigt på min meget lille H&M pose. Ditte er nok den af os der har det værst med stilheden. Hun hader uoverensstemmelser af enhver art. ”Fire hårklemmer og to hår elastikker”, svarer jeg kort og bander i tankerne mit korte svar langt væk. Vil jo gerne have at alt bliver som før, igen.
Jeg har lyst til at tage hjem. Hjem til Søren og Tomas. Hjem til min familie. Dem ved man hvor man har. Væk fra denne ulidelig lange og pinagtige weekend.
Signe føler sig åbenbart også lidt ansvarlig for at stemningen er blevet som den er og forsøger igen at åbne: ”Hør her: Solen skinner, og det er rimeligt varmt i dag. Skal vi ikke gå en tur ned på havnen. Købe en kaffe på vejen?”.
Der bliver gryntet et par tilkendegivelser fra højre og venstre og vi går tøvende mod havnen.
Går ind på Statoiltanken ved havnen efter kaffe ”to go” og sætter os, med større afstand end vanligt, på molen med benene hængende ud over kanten. Skibene spejler sig i vandet. Vandet slår stille og hyggeligt ind på molen. Et billede som slet ikke passer til vores humør. Jeg kan se Dittes bil herfra og har lyst til at overtale hende til at køre med hjem til Vejle igen….
Jeg ved ikke hvad de andre tænker, men jeg er ved at være desperat. Jeg har ondt i maven og er bange for at der ikke findes nogen udvej. At det aldrig bliver som før.
Ingen siger noget. Kigger bare overdrevent ned i kaffen og drikker overdrevent tit af den. Alle har ligesom stiltiende accepteret den ordløse, mutte stemning og alle har omsider opgivet et hvert forsøg på at få den lettet.
Så får Ditte øje på Yachten M/S Mette Emilie, som normalt sejler kanalrundfart. Den ligger i havn.
” a ier i el en analundar i a?”*, siger hun pludselig først tøvende så oplivet, på volapyksprog. Hun peger ind mod skibet med kaffebægeret.
Vi er stille et øjeblik. Hjernen køre på højtryk, mens jeg prøver at tyde hendes volapyk. Jeg skæver til de andre og kan se de også er i gang. Det begynder stille at boble i maven på mig og jeg takker i mit stille sind Ditte for hendes vedholdenhed og konfliktskyhed.
Signe og Gudrunn klukker stille og Ann følger langsomt trop.
Maria åbner for første gang i dag, munden. Påtaget ligegyldigt, men med et slet skjult smil i mundvigen fortsætter hun Dittes sætning: ”å-ge er i-iane-and ipper e-u”**
Jeg har svært ved at holde latteren tilbage.
”Å-e er an ået år ej u-on”***, fortsætter Ann hurtigt, klør sig i håret og løfter øjenbrynene og så bryder latteren løs for alvor.
Vi kaster os tilbage på albuerne og griner højlydt og hysterisk mod himlen. ”å i an å ej av-at i-en u-on”****, nærmest skriger Signe.
Vi smitter hinanden og får mere og mere lyd på, indtil vi ligger og vrider os i mavekramper.
Jeg er helt overkåd nu. Hvor dumt for alvor at tro at der er noget som helst i verden der kan ødelægge det vi har.
*Hvad sir’ I til en kanalrundfart i dag?
** Måske er indianermanden skipper endnu
*** Måske er han noget for dig, Gudrun
**** Så vi kan få dig afsat igen, Gudrun
Vi samler leende hinanden op fra molen. Jeg tager mig sammen og slynger en arm om Maria. ”Undskyld Maria. Jeg fik vist rigeligt at drikke i går!” Hun slynger også armen om mig: ”Det var vist bare en misforståelse. Jeg kunne ikke drømme om at såre Signe med vilje!”.
Jeg ved hun mener det. Har jo altid vidst det!
Vi samles nu i en stor flok med armene om hinanden, mens vi med en del mere energi går i retning af byen.
”Skal vi ta’ den kanalrundfart”, ler Ditte. ”Hold nu kæft Ditte, - den sejler jo ikke om vinteren!”, afbryder Ann og slår leende ud med armene. ”Okay. Hvilken café skal vi så besætte i stedet for? Og vi skal også finde en restaurant til i aften”, fortsætter Gudrunn glad. ”Ja, og en fed natklub!”, bidrager jeg.
Snakken går lystigt igen mens vi tumler op mod byen. ”Jeg kender et godt sted”, ler Signe og fortsætter frækt: ”Jacobs Pianobar!”. Vi bryder alle ud i hysterisk latter.
Jeg lægger hovedet tilbage og ser op i himlen, mens jeg ler. Solen bryder frem fra en stor, vattet, grå sky.
Den skinner smukt igen.
SLUT
