Over grænsen
Samlet igen. Denne gang i Signes nye lejlighed.
”Hold kæft hvor var det en fed dag, - også selvom Signe og jeg kunne ha’ undværet sidste del”, ler jeg til Gudrunn og retter derefter blikket mod Signe som smilende samtykker: ”Ja, - det var rigtig sjovt, - og brynene vokser jo hurtigt ud igen med lyse hår ”,
Signe har lavet en gin og tonic som vi kan nyde indtil forretten er klar.
Vi tager modstræbende imod. Det er ikke kutyme at drikke spiritus de her almindelige hverdagsaftener. Og slet ikke før maden. Men i dag er det tilfældigvis fredag, så…
Anns romance er stadig det hotte emne og opmærksomheden er hurtigt rettet mod hende. ”Nå Ann, - hvordan går det med ridderen på den hvide hest?”, spørger Gudrunn kluntet ”Prinsen!” korrigerer Maria og ryster leende på hovedet. Ann fortsætter endnu engang sin kærlighedsføljeton. ”Jeg tror han har erobret mig!”, tilstår hun: ”Han har gjort alle de rigtige ting og sagt alle de rigtige ord i den rigtige rækkefølge….skriver de sødeste digte, kommer med blomster….”Anns ord fader ud i baggrunden og jeg forsvinder ind i min egen tankeverden. Det er jo rigtigt. Det er det der er så fantastisk ved forelskelsen, - erobringen. Kvinder vil erobres og mænd vil erobre. Jeg husker pludselig det hele. Følelsen af, at blive grænseløst beundret og feteret. Det lille spil der kører. Den store lykkefølelse der fylder hele kroppen når en lækker mand står på tungen for dig, - og den seksuelle tiltrækning der vokser og vokser indtil man er ved at eksplodere af lidenskab…..
”Er han go’ i sengen?”, ryger det ud af mig og afbryder åbenbart Anns rosenrøde fortælling. ”Sif altså! Her sidder jeg og fortæller om min udkårnes romantiske bedrifter…”, siger Ann påtaget fornærmet. Holder en kunstpause, og eksploderer så i grin: ”Ja, for fanden!! Han er hammergo’ i sengen!” Vi ler alle sammen og samtalen bliver en hel del mere primitiv.
Vi når at få drink nummer to inden forretten er klar og stemningen er ved at være pjattet. Forretten er taco-chips med salsa og smeltet ost og inden længe har vi gang i en ret umoden madkamp. Der bliver rykket i de sammensmeltede chip fra begge sider af bordet med skrig og skrål fra de involverede. - indtil Maria hører sin yndlingssang i radioen og flyver op for at dreje volume-knappen. Hun bliver stående ved radioen og skejer fuldstændig ud til musikken. Fire sekunder senere hvirvler vi alle sammen rundt på gulvet.
Gryderetten simrer og simrer, men ingen har lyst til hovedret nu.
”Skal vi ikke bare ta´ dessert?”, ler Signe og forsøger sig med, ikke særligt vellykkede, piruetter på gulvet. Vi accepterer løssluppent og Signe går i gang med at skære hendes hjemmebagte nøddekage ud. Det kan ikke lade sig gøre!
Tror først at det er grundet Signes uophørlige latter, at hun ikke har kræfter til at skære den ud.
Ann tager i et snuptag kniven fra hende: ”Hvad pokker er det for en kage?”, griner hun højt og uhæmmet, da det heller ikke lykkes for hende at skære kagen i stykker.
Ditte overtager panikagtigt. Det er altid vigtigt for Ditte at få dessert, - men det lykkes heller ikke for hende, selvom hun er ihærdig.
Vi får alle et forsøg, mens Signe fortæller at hun måske nok har givet den rigeligt i ovnen. ”Den skulle ha´ ti minutter, men den så fuldstændig ufærdig ud, og det var først efter fyrre minutter den rigtig fik farve”, slutter hun undskyldende af og synker opgivende ned i stolen.
Nu er det blevet et projekt. Kagen SKAL skæres i stykker, koste hvad det koste vil. Ditte har fundet en fjerkræsaks frem og flår kagen fra Gudrunn. ”Djen her skjal nok klare det”, snaldrer hun og klipper i kagen. Ditte har fået så hatten passer.
”Du klipper skævt”, skriger Gudrunn og falder sammen i latterkramper ind over bordet som igen er taget i brug grundet udsigten til dessert. Det lykkes endelig at få klippet seks uregelmæssige stykker.
Ann, Maria og jeg må have begge hænder i brug (som pensionister med gebis) i kampen for at konsumere kagen, mens Ditte, Gudrunn og Signe desperat forsøger at sutte den i stykker. Efter ti minutter er vi ømme i kæberne og opgiver. Bedre med gin & tonic!
Kl. 21 ligger Ditte i stuen på sofaen. Grønlænderstiv!
Der er blevet ringet efter Poul, som ikke tror sine egne øjne da han ankommer og observerer mig i indkørslen med Ditte dinglende ved min side. ”Hva´ pokker har I lavet?”, spørger han med et vantro blik på Ditte.
”Vi fik ikke rigtig noget mad”, forsvarer jeg os, mens Ditte vælter ind i bilen. Har ikke rigtig nogen anden gyldig undskyldning og futter, efter en kort afsked, ind til de andre igen til den spontane fest….
Pyhhh. Lørdag morgen kunne have været en hel del bedre, men jeg har en aftale med Signe om en tysklandstur, så jeg hanker op i mig selv. Søren fylder halvtreds om et par måneder, hvilket vi vil fejre med en sommerfest. Så en lille tur til Fleggaard er nødvendig.
Signe ankommer i min bil ved 11-tiden.
”Fuck, - hvad skete der lige i går?”, sukker jeg og sætter mig træt ind på passagersædet med Sørens dankort i hånden. ”Ja, det må du sgu nok spørge om”, ler hun let tilbage: ”Jeg skulle vist ikke have serveret velkomstdrinks!”. ”
Nej det …er du overhovedet ædru endnu?”. Signe nikker med et smil og jeg fortsætter mens jeg ryster på hovedet: ”Jeg har lige snakket med Ditte. Shit, - hun er dårlig. Hun har kastet op hele natten!”. Vi fniser lidt flovt sammen og genoplever aftenen, mens jeg, lidt oplivet, sætter Sørens dankort på plads i pungen.
Signe og jeg laver et hurtigt stop ved bageren efter rundstykker, ost og juice, - og bruger de næste ti minutter på at svine hele bilen ind i birkes. Kommer også lige til at klemme lårene sammen om appelsinjuicen og får arrangeret en fin gullig plet på mine ellers ny-rene jeans. Bliver gorilla-agtigt nødt til at gå let foroverbøjet med en hånd foran låret hele formiddagen.
”Lav en u-vending”.
Signe letter tøvende foden fra speederen.
Kan det nu også passe?
Jeg har gang i mit GPS-program på mobilen. Signe og jeg har døbt GPS stemmen for ”Roger”. Finder hurtigt ud af at ”Roger” er en lille smule ustabil da han efter seksogfyrre kilometer på motorvejen kommanderer: ”Drej skarpt til venstre”?
Vælger at aflive ham. Hvor svært kan det være at finde Fleggaard.
”Hvad skal du ha´ i Tyskland?”, spørger jeg interesseret og kender allerede svaret. ”Nutella, chokoladekiks, Ritter-sport og Kappa”, svarer hun glad. Signe må have verdens højeste forbrænding. Hun kværner nemt en rulle kiks om dagen uden det kan ses. Slet ikke retfærdigt!
”Hvad med dig?”, spørger hun.
”Fleggaards alkoholafdeling, - mindre kan ikke gøre det med alle de alkoholiserede venner vi har”, ler jeg og skæver til bagsæderne for at vurdere, om Fleggårds sprutafdeling kan være der.
Hmm ... vi får se.
”Jeg kan aldrig huske, hvor vi skal dreje af. Ligger Fleggaard ikke ved Kruså?”, spørger jeg Signe mens vi farer forbi Kruså afkørslen.
”Aner det ikke” svarer Signe: ”Jeg kører bare, så må du finde vejen”.
Hun fortsætter i samme fart. En kilometer til grænsen nu.
”Du er sørme en god hjælp … og en god veninde”, bider jeg af hende: ”Jeg mener ikke at vi plejer at køre over grænsen på motorvejen! Det er forkert det her”. Jeg kigger mig forvirret rundt og forsøger at finde nogle kendetegn. ”Der kommer nok et skilt mod Flensborg på et tidspunkt!”, slutter jeg overbevisende.
”Hvorfor egentlig ikke et skilt mod Fleggaard? Det er stort set den eneste gyldige grund til at køre til Tyskland”, mener Signe.
Der går ca. ti minutter før det går op for mig at der nok ikke kommer nogle skilte mod Flensborg, - eller Fleggaard for den sags skyld. Der er kun skilte mod Hamborg og Kiel.
”Vi må ha’ overset et skilt mod Flensborg. Ta´ den næste afkørsel, Signe. Vi bliver nødt til at vende om”. Jeg er ved at være nervøs for at ende i Hamborg.
Kører samme tur tilbage og ender i Padborg igen.
Finder endelig vejen til Kruså godt hjulpet af en hjælpsom tankstationsmand.
Skulle egentlig have indtaget frokost på en hyggelig café i Flensborg, men nøjes med et par franske hotdogs på tankstationen. De indtages dog med tømmermænds-velbehag og vi kører over grænsen … igen. Får, som det første, øje på Fleggaard og er straks ”back on track”.
”Vi får ikke plads til illegale indvandrere i dag, Signe, - så er vi fri for at ta´ stilling til det emne”, siger jeg påtaget bestemt og fryder mig samtidig over min enorme humoristiske sans. Jeg forsøger - selvtilfreds - at lirke den sidste kasse øl ind i bagagerummet. Bagsæderne er fyldt op.
”Hvad med min Nutella?”, spørger Signe usikkert. Jeg vender mig smilende rundt mod Signe som står med, ikke tre eller fire dåser Nutella som jeg havde forestillet mig, men med to kasser. Smilet blegner: ”Shit”, udbryder jeg overrasket: ”Åbner du en forretning?”
”Der går vel et par måneder inden jeg kommer til Tyskland igen”, svarer hun fast, - fuldstændig afklaret med sit enorme chokoladebehov.
”Jeg er bange for de må stå ved dine fødder Signe, - jeg var ikke klar over, at du skulle ha´ så mange med”, undskylder jeg.
Har fået placeret Signes Nutella-bøtter så de kun er til gene for Signe, - på gulvet ved passagersædet. Signes fødder, placeret ovenpå. Jeg skæver til hende og smiler men jeg sætter farten op. Hun ligner én der sidder på toilet. Skal lige til at finde en sjov bemærkning frem og håne hende lidt for skidestillingen, da en mortorcyklist drøner op på siden af bilen og peger mig ind til siden.
”Må jeg se dit kørekort?”
Øv, det gik ellers lige så godt!
Måske fordi vi vakte opmærksomhed med en enorm tung bagende? Støddæmperne virker ikke for godt og bilen har nok hængt for meget. ”Du er godt klar over du har kørt for stærkt, ikke?”, siger politibetjenten stramt og beder mig puste i et rør. Jeg kan se ud af øjenkrogen mens jeg puster, at han er i gang med at vurdere vores tætpakkede bagage. Jeg er pludselig ret nervøs.
Åh gud, - bare der ikke er rester af alkohol fra i går. Jeg følger hans øjne til bagagerummet og siger falskt smilende og lidt for kækt, efter at have pustet færdigt: ”Som du kan se har vi ikke plads til illegale indvandrere”.
Rigtig, rigtig dumt sagt!
Fortrød i samme øjeblik jeg så virkningen af mine ord. Signe syntes da, jeg var sjov da jeg fyrede den af ved Fleggaard? Men sønderjyske politibetjente har vist ikke samme humor!
Har faktisk slet ingen humor!
I næste øjeblik er vi i gang med at tømme bilen.
For helvede…tror ikke for alvor at vi har illegale indvandrere med, men vælger at tælle vores spiritusflasker. Godt Signe kun skulle have Nutella! Ellers havde jeg nok været på den.
Først efter et stramt nik fra statsautoriteten, får vi lov til at samle vores puslespil igen. Det gider han selvfølgelig ikke vente på. Han stikker mig en bøde på 1500 kr, inden han forsvinder på sin motorcykel.
Helt ærligt, - har de ikke andet at give sig til end at stoppe bilister som stort set ikke kører for hurtigt … og som ikke har spritrester i blodet?
Og så kan vi i øvrigt selv få lov at stable hele lortet på plads i bilen igen.
Mon ikke Søren bliver ellevild når jeg først har lænset hans kort og siden er blevet snuppet i fartkontrollen… øh..samme dag??
Til gengæld kan han sgu få lov til at tømme bilen når vi kommer hjem!
-----
” HVA´ HAR DU LAVET?”, udbryder jeg og kigger forskrækket på Dittes brandsårsoverskæg, mens jeg rækker hende den flaske whiskey hun har bestilt. Hun ligner en feminin Hitler-udgave. Det mørke skulderlange hår understreger bare illusionen.
Tænkte jeg ville stikke forbi med flasken og få en kop kaffe, - ja og inkassere min fødselsdagsgave.
”SÅ SKU´ DU SE MIG FORNEDEN”, brøler Ditte oprevet og begynder at knappe cowboybukserne op. Et øjeblik er jeg bange for, at hun gør alvor af truslen om at se hendes ædlere dele, men hun lader bukserne falde helt ned, så jeg kan se hendes skinneben.
”Puh ha”, kan jeg ikke la være med at udbryde.
Ser lidt ud som om hun har haft gang i en kartoffelskræller eller en ostehøvl op af skinnebenet!
”Jeg var tæt på at køre på skadestuen”, siger Ditte vrissent nu og fortæller historien. Hendes længe ventede tv-shop dims var kommet. Fri for skabere, fri for barberskum, fri for voks som hun sagde. Det er en fin luffe med en slags sandpapir på indersiden. FULDSTÆNDIG ØKOLOGISK AGTIGT!
Man skulle bare skrubbe lidt under armene, op af benene, bikinilinien, - og så bestemte hun sig også for at tage de små fimrehår på overlæben. Hårene kom godt nok af, - og tre timer senere huden!
Kan man finde noget positivt og trøste hende med?
”Det er da godt du ikke skal til gynækolog i dag hva´?”, siger jeg og kan ikke lade være med at fnise lidt. Typisk Ditte at finde på sådan noget.
Får så øje på en afsindig aparte lysestage på spisestuebordet. Den er lavet af stål og har ca. tyve arme som snor sig ud og ind imellem hinanden. For enden af hver arm finder man hmm …et snapseglas med lang fod?
”Hvad er det så?”, spørger jeg en lille smule overrasket og hovedrystende.
”Det er en lysestage som Poul har fået, som han er så glad for, - men jeg tabte to af de originale glas og så synes Poul, at denne løsning er ok.”, svarer Ditte villigt. Jeg fniser igen. Det er utroligt hvad de to finder på! De passer sammen som Hans i Grete.
Da badeforhængstangen på deres badeværelse gik i stykker for ca. tre år siden, hængte Poul et kosteskaft op i stedet. Det hænger der endnu!
Og da et par af fliserne på badeværelset faldt ned af væggen, klistrede Ditte muslingeskaller op i hullerne i stedet for og viste dem stolt frem til os andre - og sådan kunne jeg blive ved.
”Her er din gave”, afbryder Ditte smilende mine tanker, intetanende min interne undren og rækker pakken frem mod mig. ”Du kan ikke gætte, hvad det er”, fortsætter hun og smiler.
Jeg kan altid gætte, hvad det er, for Ditte ringer som regel fra forretningen, for at forsikre sig om at det er rigtig størrelse, mærke etc.
Jeg pakker min Clinic-mascara ud og takker hende. Seksogfyrre år!?
Det er da ikke så slemt. Kunne være meget værre!
Jeg kunne jo være død, hvis man nu skal være lidt sortseeragtig.
Det må være mærkeligt at være mellem firs og halvfems og vide, at det sikkert ikke er hele årtier der er tilbage.
Og irriterende at man ikke ved, hvad der venter én. Bliver man spøgelse eller ånd? Eller er det også noget bullshit?
Kunne være fint hvis man vidste hvor man skulle hen, så man kunne bestille et par vinger...eller horn …eller noget helt andet! Jeg kunne diskutere det med Ditte. Hun tror seriøst på ALT overnaturligt.
Hmm, - måske har jeg bare for meget tid til at tænke i dag.
Må hellere komme hjem og i gang med det praktiske. Familien kigger forbi til boller og kakao. Kun den nærmeste familie selvfølgelig. Lige til at overskue!
Bare de nu ikke begynder på den med: ”Da jeg var barn havde jeg kun en kæp og et hjul at lege med!” Min far benytter enhver lejlighed til at fyre den slags af, og det bliver altid startskuddet til halve og hele timers palaver om krigen og de kvaler de havde under den.
”Jeg elsker boller og kakao!”, nærmest råber min far begejstret med et solidt flødeskumsoverskæg, og styrer uden omsvøb mod det uundgåelige samtaleemne: ”Det fik vi altid til fødselsdage da jeg var barn, - undtagen under krigen!”. Søren og jeg læner os tilbage.
Vi kan lige så godt overgive os med det samme. Der er ikke noget at gøre, - men det er vel egentlig også ok. Det er ikke uinteressant. Vi har bare hørt historierne ca. tusinde gange for mange.
Min mor sidder som hypnotiseret af min fars flødeskumsoverskæg og prøver diskret at gøre ham opmærksom på det. Det lykkes som sædvanlig ikke, og hun bliver nødt til at afbryde ham i samtale med Sørens far. ”Kurt….. du har noget…”, forsøger hun sig diskret og peger på sin egen overlæbe. ”Ja, - det gemmer jeg til senere”, ler han afværgende med sin basstemme, men slynger så alligevel tungen rundt om munden for at fjerne det. Sørens mor ler hjerteligt og min far, som nu har alles opmærksomhed, henvender sig til Tomas som i dagens anledning er hentet fra værelset og tvunget ned på en stol mellem os andre: ”Har du set at jeg kan rokke med ørerne?”, siger han selvtilfreds og begynder at rokke med de store flapper. Tomas kikker hurtigt og lidt surt på mig. Jeg nikker diskret til ham, udmærket klar over at han har set det et halvt hundrede gange før og han kikker modstræbende på bedstefars ører. ”Kan du også det?”, brummer han og Tomas gør et forkølet forsøg for tiende år i streg uden held. ”Ja, - det er svært!”, ler fatter, oplivet over stadig at være den eneste i flokken der kan.
Han fortsætter ufortrødent samtalen med Sørens far om, hvor fattige de var og hvor langt de skulle gå i skole hver dag om vinteren og: ”Om sommeren hjalp vi jo til på gården…..”.
De gamle når dårligt hjem, før min far ringer.
Ophidset beder han Søren og mig om at komme til hjælp.
Fårene er sluppet ud igen! ”Vil I ikke nok hjælpe med at fange dem ind, de helvedes kræ?” trygler han. ”Selvfølgelig”, svarer Søren en lille smule træt. Han har efterhånden tilbagelagt lange distancer på den mark, fasttømret i den ene ende af en lang stige og med min far hængende i den anden, på jagt efter får med meget lille intelligens!
De har et lille gartneri et stykke udenfor Vejle med et tilhørende stykke jord. Mente at det ville være hyggeligt at have får gående på stykket, men er sikker på de har fortrudt det en del gange efterhånden!
Min fars og Sørens temperamenter passer mildt sagt dårligt sammen. Søren gør alt velovervejet og min far handler stort set altid før han tænker. Den kombination har givet vi omkringstående utallige latterkramper.
I dag er ingen undtagelse. Fårene har fundet vej til naboens marker og min far finder straks den lange stige frem. ”Jeg ved sgu ikke, hvordan de bærer sig ad”, siger han irriteret og klør sig på sin skaldede isse.
I Sørens terminologi findes der kun ét svar: nemlig at indhegningen ikke er god nok, - men han er smart nok til ikke at sige det højt!
Det kan man jo heller ikke rigtig tillade sig, når ens eget langbenede kræ gentagne gange stikker af over hegn hvor det ikke er muligt og ud af huller der ikke findes!
Vi jokker ud på marken og forsøger at danne ring om fårene, men får dem kun jaget længere op mellem naboens køer. ”Kom nu af sted”, råber min far hidsigt til Søren som har lagt stigen fra sig. Han har opdaget en tyr.
”De løber jo deroppe af helvede til!”, fortsætter han arrigt mens han stormer op mellem køerne mod fårene, med stigen hoppende efter sig. Søren råber uroligt sin nyopdagelse til min far som desværre allerede er uden for hørevidde.
At se min far i fuld firspring i retning mod tyren får os til at stoppe op. Ser han ingenting?
Det gør han ca. femten meter før, hvor han standser så brat op at han er ved at falde forover. Tyren står og glor forundret men også opmærksomt på ham, som om den ikke forstår hvad han har gang i, - og returløbet starter prompte for min fars vedkommende.
I let foroverbøjet kropsstilling sætter han verdensrekord i retur løb på sumpet mark i gummistøvler. Et rimeligt aparte syn!
Han indstiller på stedet indfangningen og tyr til en helt ufarlig opringning til nabogården om hjælp i stedet.
Søren starter bilen så vi kan vende næsen hjemad og vi ruller stille ud af indkørslen. Jeg får øje på min mor i sidespejlet, halsende efter os i sine blomstrede gummistøvler fra Aldi. Hun har favnen fuld af blomster. En uforståelig skinger lyd når os mens jeg får rullet vinduet ned.
”Skal I ikke have blomsterne med?”, får vi tydet det til.
Søren og jeg kigger trætte på hinanden. Det er det samme show hver gang. Jeg mestrer ikke kunsten at passe blomster og jeg fatter ikke, hvorfor de absolut skal hjem til mig og dø.
Det er utrolig sødt af hende at ville dekorere vores hjem, men jeg har ærlig talt ikke helt fundet ud af om det er for min eller for hendes skyld. De har venner som bor i nærheden af os som ind imellem vader forbi vores hus.
”Jo, - selvfølgelig mor. Vi glemte dem”, råber jeg tilbage til hende, mens Søren stopper vores gamle og efterhånden ramponerede stykke køretøj og hiver blomsterne ned i bagagerummet.
”Så kan du pynte dine krukker foran huset med dem”, smiler hun insisterende og glad.
”Det er da det jeg kan!”, smiler jeg mens Søren sætter sig ind i bilen og langsomt kører ud af gårdspladsen.
Ja okay, - så er der en ti-femten dage med pynt igen.
10. kapitel
Sommer
”Sikke mange dyr der er her”, udbryder Søren.
Vi sidder udenfor Fanøs absolut grimmeste og mest smagløse sommerhus. Maria og Kasper har lejet det i tre uger og har inviteret os til Sankt Hans bål. Fik et chok da jeg så det, - men det er åbenbart helt med vilje de har lejet lige netop det.
Maria er så perfektionistisk, at hun har brug for et fristed hvor hun kan slappe fuldstændig af. Og det kan hun her. Uanset hvor meget hun rydder op her, gør det ingen forskel.
Ingenting passer sammen. Gardinerne er lyserøde, møblerne i forskellige sorter. Sofaen er i orange/grønt stof, med rødblomstrede små slidte puder på. Væggene er dekoreret med broderede klokkestrenge, kopibilleder af de grædende børn, amagerhylde med gammelt dukkehusudstyr og små slidte, gullige plyslamper sat op ret tilfældige steder. Jeg troede faktisk ikke det var muligt at indrette så grimt!
Til gengæld er det nok også Fanøs flotteste grund. Meget kuperet og hyggelig med krogede træer og bålsted omkranset af små træstubbe bagerst i haven.
Vi er ekstremt heldige med vejret. Solen har skinnet i over en uge og den skinner også i dag. 23 grader i skyggen.
Marias børn er hos eks’en, så der er helt ualmindelig roligt.
Jeg kigger mig rundt for at se de mange dyr Søren hentyder til. Har jo både set rådyr, ildere og harer allerede.
Hmm… vist ikke dem han mener, for han sidder og fægter rundt i luften og tydeliggør med: ”Forbandede myg” at det ikke er pattedyr han taler om. ”Herregud Søren”, siger jeg hovedrystende og lyder et øjeblik som min mormor: ”Sådan er det altså at være i naturen!”.
Sørens modstand mod at opholde sig i den fri natur er udtalt.
Han ville bestemt ikke egne sig som campist. Bare at få ham overtalt til at iføre sig shorts er en prøvelse. Ser i øvrigt også total dum ud i shorts med de tynde hvide stikkelsbærben han render rundt med, - så tabet er ikke så stort.
Gad nok vide om jeg ville egne mig som campist? Jeg skal med Signe på cykeltur på Samsø om fire uger og overnatte på Skovgårdens camping. Hele to nætter. Men den tid, den udfordring!
Vi har fået tændt for bålet og hostet os igennem Sankt Hans-visen indhyllet i røg, med Maria på guitar. Kasper googlede teksten og skrev den af så det kunne gå retmæssigt til. Men lidt svært at se teksten, fem mand stuvet sammen, i konstant kombineret horisontal og vertikal bevægelse, for at undgå at blive kvalt. I fugleobjektiv må det have set lidt ritualdanser-agtigt ud….
Vi skulle have været på stranden ved det officielle bål, men syntes, efter modstridende oplysninger om hvornår det blev tændt, at det ville være mere hyggeligt at tænde bål her.
Gudrunn og Jeppe er også inviteret til i aften, men de blev rygende uvenner lige inden de skulle af sted og aflyste.
”Jamen så er alt jo som det plejer”, ryster jeg ærgerligt på hovedet da Maria fortæller hvorfor de ikke er dukket op. ”Hvad med deres sommerferie i Island … er den også i droppet?”, fortsætter jeg, velvidende at de efter planen skulle rejse om en uge.
”Aner det ikke… deres forhold er da vist også ved at være fuldstændigt fucked up”, svarer Maria også hovedrystende. Marias løst opsatte knold går op i bevægelsen og det halvlange blonde hår falder befriende ned på skuldrene. Hun lader det hænge og vikler sig ind i et tæppe. Duggen falder tungt nu og det er ved at være køligt for ryggen, som vender væk fra bålet.
Søren slår igen irriteret ud efter myggene. Kasper udfrier ham for hans pinsler, - udfordrer både Søren og Tomas til en battle i ”Buzz”, som de tager imod med kyshånd.
Maria og jeg bliver ved bålet og myggene.
Jeg er lidt på vagt. Fik for et par år siden et myggestik på øjenbrynet. Vågnede om natten og var så hævet, at der kun var en sprække på et par millimeter at kigge ud af. Havde nær forårsaget hjertestop på Søren, da jeg lænede mig ind over ham med et: ”Prøv og se, Søren”, mens jeg ruskede ham vågen. Han satte sig så hurtigt op, at jeg måtte lave en hurtig ninja-undvigelse for at undgå også at få det andet øje smadret….
Vi morer os over lydene fra huset. Kasper, Søren og Tomas brummer og griner. De hygger sig vist nu, - ligesom os.
”Det er sgu da godt det er mig og ikke Søren der skal på camping med Signe. ”, klukker jeg: ”Han ville ikke overleve mange døgn udenfor vores fire vægge.
”Apropos Signe ….. har hun gang i en eller anden. Hun virker så lalleglad for tiden. Ved du noget?”, spørger jeg nysgerrigt Maria.
”Jeg tror hun flirter lidt med én fra sygehuset i øjeblikket”, smiler Maria og fortsætter: ”Der er vist gang i lægerne der. Hun fortalte forleden, hvordan der bliver bollet til højre og venstre i undersøgelses- og omklædningsrum osv”. Maria og jeg kigger kort på hinanden mens vi fniser sladder-tante-agtigt, - og råber så højlydt grinende i munden på hinanden: ”Jeg vil også være sygeplejerske!”.
”Hmm, der er vist ikke så sterilt deroppe som man kunne ønske sig”, fnyser jeg lidt misundelig: ”Jeg er overbevist om at hun får alle ønsker om uforpligtende sex opfyldt i øjeblikket”, smiler jeg: ”Vi må tvinge de slibrige detaljer ud af hende når vi skal i sommerhus med Ann”.
”Gad vide hvordan det går med Ann og Steffen nu vi snakker om sex? Var der ikke noget med at de skulle på weekend sammen?”, spørger Maria klukkende.
”Jo … noget med slot og himmelseng og den slags.” Jeg laver en misundelig grimasse og fortsætter, - nu med et suk: ”Jeg håber virkelig det fortsætter. Ann ser nærmest idiotisk lykkelig ud for tiden!”
”Jeg kan stadig huske hvordan det var i begyndelsen”, sukker Maria: ”Det var en fed tid. Hvor var man da bare konstant overlykkelig! Det er en skam at de begynder at få fejl”, ler Maria og samler håret i en løs knude igen.
Lykkelig forelsket …nej ….men almindelig lykkelig, - det er jeg vel egentlig også. Lige nu! I hvert fald er jeg fanget i en stemning af lun aftenluft, bålets flammer som sender små ildstykker af sted mod den stjernebesatte himmel, dyr som stille lister rundt omkring os og overvejende stilhed, kun afbrudt af enkelte lyde fra huset og fra bålets karakteristiske knitren.
Jeg læner mig tilbage og suger det hele til mig.
”Steffen faldt da også fint ind til Sørens fødselsdag!”, bemærker jeg og iagttager nu nysgerrigt Maria. ”Ja, han var sgu helt fin. Go’ humor”, nikker hun anerkendende tilbage.
Fødselsdagen var en form for vendepunkt for både Søren og mig.
Jeg nikker også og fortsætter klukkende ”Hvis jeg for en måned siden havde fået til opgave at besvare et ”hvem vil være millionær”-agtigt spørgsmål a’la: Hvilken af følgende hændelser er der størst sandsynlighed for vil gå i opfyldelse inden for den næste måned?
A) Søren får en rød Ferrari
B) Søren kommer en tur til månen
C) Søren bliver plakatfuld, kaster op og må puttes i seng, eller
D) Søren vinder en jordomrejse
ville jeg ikke have gættet rigtigt om jeg så havde brugt alle tre livliner, Maria. Her har jeg aldrig set manden fuld….. og så vælter han omkuld på sin halvtreds års fødselsdag med huset fuld af gæster!”
”Det er sgu da MIN ROLLE!”, ler jeg højlydt og vi får latterkramper sammen.
”Ja, han var allerede væk ved 22 tiden, - ikke?”. spørger Maria da latterkramperne dør ud.
”Jo, men langt om længe fandt jeg ham bag en låst badeværelsesdør. Kunne høre han havde total ”mavebesvær”, klukker jeg og laver citationstegn med fingrene.
”Det var så synd for ham...”, fortsætter jeg, nu medlidende: ”Han lå som en slaskedukke på sengen med alt sit tøj på da I alle sammen var taget hjem. Helt hjælpeløs…”.
Jeg sidder et øjeblik med et lille smil på læben og gennemgår fødselsdagsfesten i tankerne. ”Jeg har aldrig prøvet at afklæde så stor en slaskedukke før, men det lykkedes faktisk at få tøjet rullet af ham og vippet ham ind under dynen.”, forklarer jeg, hoster, og forsøger at undvige røgsøjlen fra bålet som konstant skifter retning. Maria klukker og tilføjer: ”Den oplevelse skal nok afholde ham fra at blive alkoholiker…..der kan man sgu da godt blive lidt bekymret med hensyn til de andre hanner”, slutter hun, påtaget bekymret, emnet af.
Maria kører os til færgen ved midnatstid. Ville gerne have overnattet, men Trofast venter hjemme. Han kan ikke klare hundrede meter i bil, før maveindholdet ligger spredt ud over bagsæderne, - så det har aldrig været en option med weekendophold.
Øv …. lidt trist at tænke på, at det går den forkerte vej med de lyse nætter nu. Føler ikke engang at sommeren rigtig er begyndt, selvom vejret har været ret godt det sidste stykke tid.
Hmmm ….. hvad skete der lige med min positive tænkning? Sommeren er jo kun begyndt, - lyse nætter eller ej! Ferien er først lige startet.
Og fedt ikke at skulle andet end bare dase.
Der er selvfølgelig lige cykelturen med Signe som kan forventes at kræve lidt af mig. Men ellers bliver det nogle endags-ture med Tomas og Søren (sidstnævnte under tvang), som kanotur, fisketur, sejltur i Vejle fjord og lidt sommerland. En tur i Anns sommerhus og så selvfølgelig Rømø-turen med Tomas, Ditte og Martin i morgen.
Stranden på Rømø er vores yndlingsstrand.
Vi bruger den kun, når der er hedebølge, for det er godt halvanden times kørsel fra Vejle. En lækker sandstrand uden sten, krabber og tang. Og jeg glæder mig som en sindssyg til årets første store badedag.
”Jeg hader sand”, udbryder Ditte irriteret, mens hun presser en negl ned i en lukket kuvertfløde for at få hul. Fløden sprøjter hendes ben og sandaler til og efterlader kun få dråber i bunden.
”For helvede, hvor er det besværligt at være ved stranden”, fortsætter hun desperat, hælder de få dråber fløde der er tilbage i kuvertfløden i sin kaffe og laver akkurat samme nummer med fløde nummer to. På mystisk vis får hun også dyppet sit skulderlange hår i det der er tilbage af kuvertfløden.
Jeg er ikke forbavset over uheldene. Ditte ejer ikke et helt stel til seks personer! Husker engang hun havde købt rødvinsglas. Jeg sad i hendes køkken og fik kaffe mens hun fandt de nyindkøbte æsker med glas frem.
”Er de ikke fede?”, spurgte hun ivrigt, mens hun raskt hev ét af glassene op af æsken, - og stod nu med et rødvinsglas i hånden uden fod. Havde lige overset at foden var sat fast med strips i bunden…..
Jeg skreg af grin. Det så virkelig, virkelig dumt ud og er i den grad Ditte i en nøddeskal.
Der er meningsløst mange mennesker på stranden, så vi havde ikke mulighed for at parkere helt nede ved vandet og dermed ligge i læ af bilen. Vi er ved at være totalt sandblæste. Kan ikke have mange døde hudceller på kroppen når vi kommer hjem, - hvis man altså absolut skal se det positive i omstændighederne.
Tomas og Martin er i vandet. Men der er ebbe og der er ret langt ud til selve havet. De har fået at vide at de kun må gå ud til ”koglerne” (som de selv kalder dem), selvom de begge er teenagere.
Det er jo Vesterhavet vi taler om. Ikke ufarligt, - heller ikke for voksne.
Ditte har, ved et mirakel, fået tændt en cigaret som næsten ryger sig selv op på rekord-tid, mens hun drikker sin næsten sorte, lunkne kaffe. Hun ser ikke specielt tilfreds ud. ”Er det dem der står derude?”, siger hun lettere forvirret med sammenknebne øjne og peger ud i horisonten med kaffekoppen. Vi kan akkurat se to hoveder dukke op af vandet mellem to bølger. ”Øh ja……. det tror jeg da nok”, svarer jeg, nu også lettere bekymret.
”Hvad om vi tager vores festivalstole med helt ud til kanten, så vi kan holde lidt øje med dem?”, foreslår jeg ivrigt og rejser mig op.
”Der er heller ikke sandstorm helt ude ved vandet!”, fortsætter jeg overbevisende. Ditte smider beslutsomt det sidste kaffe ud.
Vi samler rekordhurtigt vores pikpak sammen og drøner derud af.
Det virker som om drengene er meget længere ude end de har lov til og vi er nu i rask galop med stole og tæpper flagrende efter os.
Forpustet smider vi vores ting i vandkanten og vælter ud i vandet mod dem. Er gået fuldstændig i panik nu. Benene pløjer gennem vandet som møllehjul. ”Kan I SÅ komme længere herind...I MÅTTE IKKE GÅ SÅ LANGT UD!!”, skriger jeg uhæmmet mod dem, mens vi kæmper os fremad i bølgerne.
De ser helt uforstående ud …… hæver bare skuldrene mens de langsomt rejser sig op så vandet går dem til ”koglerne”. Jeg stopper overrasket op, kigger uforstående fra drengene til Ditte, - og så eksploderer vi af grin. ”Fandens til teenagere”, ler jeg halvkvalt, - og ikke mindst lidt flovt. Faktisk lidt kikset, ikke stole på så store drenge.
Ditte og jeg slapper helt af nu og kaster os henrykte rundt i bølgerne i det 20 grader varme vand, med drengene på slæb. De kan beholde Kretas sandstrande for vores skyld. Vesterhavet er mindst ligeså dejligt!
Vi smider os i festivalstolene med krydderen vendt mod solen mens drengene plasker videre.
”Jeg troede ikke du måtte få sol efter din peeling?”. Ditte kigger spørgende på mig. ”Jo på kroppen må jeg da. I hovedet har jeg faktor uigennemtrængelig”, forklarer jeg: ”Der bruger jeg selvbruner”.
”Jeg har ikke haft meget held med selvbruner. Jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg gør forkert. Sidste gang lignede mine fødder pisgule patina kunstværker”.
Jeg smiler overbærende af Ditte uden at kommentere. Dittes erfaringer med selvbruner, forbavser mig ikke. Ville faktisk have været mistænkelig hvis det var lykkedes hende at blive jævnt brun.
Ved 17 tiden, efter endt solbadning og vandpjaskeri laver vi et stop ved en trampolinforlystelse i Lakolk, - og verdenen går i stå et øjeblik….
”AV for fanden det svier!”, råber Ditte i en blanding af panik og smerte, og basker vildt med hånden. Tomas og Martin som hopper i de store trampoliner, tror hun vinker og vinker ivrigt tilbage.
Ditte er blevet stukket af en hveps på fingeren.
Hvorfor overgav vi os? Tænkte at vi bare kunne sidde og ordne verdenssituationen, vores eget og venindernes rod en halv times tid mere, mens drengene var bundet til et par seler på en trampolin......
Vi har efterhånden fået mere motion end dem!
Der er ingen af os der har et afslappet forhold til hvepse! Og plejer de ikke først at dukke op omkring august?
Jeg iagttager medfølende Ditte. Ved lige præcis hvordan hun har det! Da jeg for fem år siden blev stukket af en hveps på fingeren var hele armen vissen i tre dage, så jeg er direkte angst for at blive stukket igen.
Ditte og jeg sætter os på bænken ved caféen, ved siden af trampolinen. Servicepersonalet er utrolig nemt at få fat i. Jeg når knap nok at kigge op før der kommer en servitrice forbi. Skal lige til at fyre ”To kaffe!” af, da hun i forbifarten udbryder: ”Der er selvbetjening!”.
Hmm, - hvor kunne hun vide at jeg ville bestille? Finder dog rimeligt hurtigt den logiske forklaring, idet Ditte sidder med sin dunkende finger i vejret og vifter med den.
En misforståelse! ”Hun er blevet stukket af en hveps”, råber jeg forklarende efter servitricen. Hun virker uinteresseret i informationen og forsvinder ind.
”Nå…shit”, griner Ditte dumt: ”Jeg var ikke klar over, det var mig der….” Vi ler og betragter Dittes pegefingerspids indgående. Den er vokset til næsten dobbeltstørrelse. Den er helt rød og udspilet, med en lille hvid plet, hvor hvepsen stak. ”Det er li’godt utroligt at sådan en lille satan kan påføre så stor smerte”, ryster Ditte undrende på hovedet og jeg kan kun give hende ret. Det er langt fra retfærdigt!
Vi får drengene revet med da det begynder at trække op til tordenvejr. Tomas insisterer på at bruge de sørgelige rester af hans lommepenge i slikbutikken på den anden side af gaden og jeg accepterer. Det er jo ferie!
Slikbutikken er et smalt hus fyldt med bland-selv-slik-beholdere på begge sider og mens drengene samler slik i poser, ser jeg Ditte komme i slåskamp med en hveps igen. Med smerten i ny erindring slår hun rasende om sig med armene og ryster vildt med håret, - men da der ikke rigtig er plads, har hun svært ved at få den væk. Jeg står foran hende og holder Tomas’ ”plastikrør med spejderpulver”, da hun får ramt hvepsen. Den knalder over til mig. Panisk slår jeg ud med armene for at få den væk og Tomas’ spejderpulver flyver op i øjnene på Ditte.
”AVVV”, skriger hun, mens hun slår hænderne op foran øjnene og blindt maser sig vej hen mod døren med kroppen slyngende fra højre mod venstre for at vifte hvepsen væk… med mig i hælene.
Får væltet et isskilt ved døren, som vælter ind i Martin, som vælter ind over disken. Ditte og jeg vælter ud af døren til en lille måbende forsamling som ivrigt har fulgt med gennem vinduet.
Får øje på hinandens paniske ansigtsudtryk efter at vi har forsikret os om at hvepsen er væk. Ditte med sammenknebne våde øjne, - og eksploderer så…
Behøver i det mindste ikke købe os til underholdning. Den klarer vi fint selv!
Signe, Maria og jeg er taget til Skåstrup strand for at besøge Ann.
Anns sommerhus er mikroskopisk, - dog stort nok til lige at kunne rumme seks personer. Det er en hyggelig sort bjælkehytte på knap fyrre kvadratmeter, kun et stenkast fra en udmærket badestrand.
Det er dog ikke stranden der er interessant i dag, men derimod Bogense.
Bogense har sommerudsalg, - og det trækker voldsomt i os.
Bogense har en lang hyggelig gade med små butikker. Gaderne er dekoreret med brosten og de fleste af husene er bindingsværkshuse. Det er næsten som at blive sat hundrede år tilbage i tiden. Også prismæssigt!
Det er helt vildt hvad man pludselig finder ud af man mangler når der er 50 procent på nærmest alt! Det er lige fra sko til bukser, bluser, smykker og makeup. Det vil være absolut åndssvagt ikke at købe al, hvad jeg mangler nu, uanset saldoen på min rødglødende konto. Har, uansvarligt, hævet en del kontanter af angst for velbegrundet lukning af mit dankort … bare for en sikkerheds skyld.
Sætter os, to timer senere, udmattet ind i en hyggelig kro-gårdhave, med store markedsparasoller som skygger for den brændende sol.
De indkøbte udsalgsvarer fylder tre stole.
Vi fortsætter ufortrødent fråseriet med at bestille frokost. Den dårlige samvittighed har slet ikke fundet vej endnu.
Maria, Signe og jeg retter intenst blikket mod Ann og læner os ind over bordet mod hende. ”Du lovede at fortælle det hele når vi kom herind”, fisker Maria. ”Ja, kom nu…”, insisterer Signe. Anns øjne gløder nu, og hun fortæller levende om den romantiske weekend: ”Fuck, - han er lækker. Sikker i sin smag. Helt vild gavmild ….og… intens”, siger Ann drømmende: ”Da vi ankom og fik vist værelset, sagde han til portieren: ”Der er ikke himmelseng og det har jeg bestilt”, - så det fik vi selvfølgelig. Ingen slinger i valsen! Og efter middagen….”, Ann tøver: ”Måneskinstur ved søen i parken, hånd i hånd …..og kysse, kysse, hele tiden …og…”, hun tøver igen. ”Og hvad?”, siger vi i munden på hinanden. Ann ler af vores intense interesse og rømmer sig:” …..det var bare en fantastisk aften og nat!”, siger hun bestemt. Lægger armene over kors og rødmer lidt. ”Arh… den slipper du altså ikke af sted med, Ann”, nærmest råber Maria og jeg i munden på hinanden. Tjeneren kommer med frokosten i samme øjeblik. Vi får en hel pande ud på bordet med den lækreste æggekage, pyntet med sprød bacon, purløg og tomater. Nybagt rugbrød bliver serveret ved siden af. UHMMM… kan ikke huske hvornår jeg har fået noget bedre!
Ann maler glansbilledet færdigt af den fantastiske weekend, nu med lidt flere slibrige detaljer, da tjeneren har fjernet sig og jeg svømmer hen i en følelse jeg aner jeg har haft for mange år siden. Jeg elsker jo Søren, - men det er sgu ikke helt de samme følelser, som Ann beskriver.”For fanden….han må da også ha’ nogle fejl?”. Jeg kigger insisterende på Ann.
”Nix! Ingen!”, påstår hun. ”Come on Ann”, forsøger jeg: ”Piller han ikke tånegle ….eller bussemænd …..eller roder ved kuglerne hele tiden?”, udfordrer jeg hende.
Men nej, - Ann ryster på hovedet: ”Han er fejlfri!”, postulerer hun lykkeligt.
”Ja, endnu da…”, griner Maria bedrevidende. Har jo selv været gennem en lignende rus for ikke så lang tid siden og ved hvad der venter rundt om hjørnet.
Utroligt at jeg ikke kan huske at Søren engang har været fejlfri?!
Jeg vender mig mod Signe for at få gang i en mere jordnær samtale: ”Jeg hører du laver ballade i omklædningsrummene på sygehuset, din lille gris”, smiler jeg opfordrende: ”Hvad er det for noget med dig? Har du gang i en læge?”. Signe kaster det lange lyse hår tilbage over skuldrene som hun plejer og ler: ”Du mener overlæge Lange? I øvrigt et misvisende navn”, skratter hun frækt og fortsætter: ”Jeg har jo sagt at jeg ville indlade mig på lidt uforpligtende sex”.
Ann kigger rundt i gårdhaven for at se om Signes udtalelser tiltrækker opmærksomhed, og tysser på os. Jeg fortsætter, lidt mere lavmælt, men dybt interesseret: ”Jo,- men behøver det at forgå i rum vi andre i nødstilfælde skal benytte?”. Jeg klukker: ”Et sygehus skal sgu da være sterilt!”. Vi ler alle sammen og Signe forsøger at afværge: ”Personligt har jeg kun været med til at svine mit eget kontor til! Og det var faktisk kun en enkelt gang med en overlæge. I øvrigt en episode der ikke er værd at fortælle om og som helt sikkert ikke gentager sig!”.
Vi betaler, pakker larmende og grinende, vores pikpak sammen og udspørger til sidst tjeneren: ”Er der et fedt sted med gang i den her i Bogense?”
”Ja…det er der da tit her, - bare inde i krostuen”, svarer han. Vi takker for den vigtige information. Bliver enige om at det er her nyerhvervelserne skal luftes i aften og kører happy hjem til ferieresidensen.
Har egentlig købt lækkert pålæg og nybagt brød til aftensmad, men der går hurtigt fest i den! Ann mener at der er ”to halve” i en dåseøl, så ved 22 tiden er vi oppe på ca. 16 halve hver.
Går i bad på skift, i det mikroskopiske, men dybt tjekkede badeværelse og hjælper hinanden, teenageagtigt, med tøjvalg og makeup.
Nu skal den ha’ så hatten passer!
”Der er ingen, der tager telefonen hos Taxi?”, siger Ann irriteret.
”Det kan være det er forkert nummer?”, forsøger Signe at hjælpe.
Jeg finder telefonbogen frem og tjekker nummeret. Ann ringer igen …intet svar. Maria ringer til nummeroplysningen og får et andet nummer… intet svar. Ann prøver igen … intet svar. Ann prøver oplysningen igen og beder denne gang om Odense taxa. De afviser os:
”Der er for langt at køre”, siger tør kvindestemme men giver os dog et andet nummer. Ringer op på nummeret …intet svar…
Jeg koger nu: ”Det kan da ikke passe at man ikke kan få en taxa!”, siger jeg ophidset. Vi sidder her, fuldstændig klar … og så kan vi ikke komme nogen steder. Det er jo helt ude i hampen!
Jeg har forvandlet mig fra lattermild kvinde til eddikesur kælling. Måske derfor foreslår Ann: ”Jeg kan sagtens køre. Jeg er faktisk ved at være ædru!”.
Det var så nu jeg skulle vise mig fra min bedste-veninde-side og fast og bestemt sige: NEJ!”.
I stedet er min mund på vej op i et smil igen og jeg hører mig selv sige: ”Er du sikker?”
Jeg er ikke nervøs for at køre med Ann. Hun kører stille og roligt, men jeg er ikke 100 % sikker på at hun kan klare en spritkontrol. Jeg begynder stille og roligt at få dårlig samvittighed…
Hvad fanden ligner det at sætte Anns kørekort på spil?
Bliver mere og mere olm på mig selv mens vi kører turen til Bogense, og da vi er få kilometer fra, er humøret helt sort. Jeg sidder, uden et ord, og bliver ædt op indefra, - og det lykkes mig at få den dystre stemning spredt ud i hele bilen inden vi når Bogense…
Vi får langt om længe, stiltiende parkeret sikkert og uopdaget ved Netto og som ved et trylleslag er samvittigheden ren igen. Vi ler lettet mens vi stiger ud af bilen. Hun kunne sagtens have klaret en spritkontrol! Det er jeg helt overbevist om nu!
Humøret er højt nu og vi pjatter de 300 m hen til ”Øjet”.
Bliver fløjtet af, af to gange Brian i en nedsænket Golf??
Åbenbart ikke optimal gadebelysning i Bogense!
Det skal vise sig at Golfen er den eneste bil i byen, i bevægelse.
Femten var vi, - altså med os fire! Fire af dem var tyskere, som insisterede på at høre tyske skiturs-slagere hele aftenen. Og det havde vi kørt spritkørsel for?
Vi er som taget ud af en lidt skrabet udgave af ”Sex and the city”, og sat ind i ”Rottehullet” fra Huset på Christianshavn. Kunne have sparet os baltøjet! Bortset fra de fire tyskere som er maritimt påklædt, er skovmandsskjorter og træsko ”inn” her.
”Det var sør’me da et fedt sted”, pipper Signe ironisk og ser rimelig utryg ud. Hun har ikke sluppet dørhåndtaget endnu og ser heller ikke ud som om hun har lyst til det. ”Pyt”, siger Maria og trækker hende med hen til et bord: ”Vi skal nok få det sjovt, alligevel”. Vi andre følger tøvende efter.
”Øjet” er bestemt ikke et kedeligt sted. Har max været der ti minutter da en ret overvægtig madamme for enden af baren, knalder en lille skaldet splejs i gulvet. Bartenderen bliver sur på kvindemennesket og forsøger at smide hende ud, - hvilket han ikke har specielt stor succes med. Hun hiver en peberspray op af lommen og tømmer indholdet i hovedet på ham mens hun råber ”STORE SPASSER” til ham.
Pebersprayen forårsager så store hosteanfald hos alle i krostuen, at vi tumultagtigt, kæmper os vej ud af døren. Signe med et rædselsslagent udtryk.
Står i en klump og hoster og harker flere minutter, inden det er muligt at få luft og gå indendørs igen.
”Vi kan også bare ta’ hjem igen”, hoster Signe. Hun har ikke lyst til flere af den slags oplevelser, - men hårdkogte Maria, får hende overtalt til at blive. ”Se positivt på det Signe. Nu har vi også næsten været i slåskamp…. Tjek!”, griner hun, og tegner v-tegn med fingeren. Signe løsner op og smiler og vi får endelig bestilt drikkevarer.
Forsøger to timer senere at få fat i en taxa. Igen uden held…
Forsøger derefter at praje den enlige Golf der stadig farer rundt i gaderne ….uden held.
Hmm, - gadebelysningen er nok bedre her ved øjet!
Jamen, så er Bogensianerne eller hvad de hedder, sgu også selv ude om det, hvis de bliver kørt ned af spritbilister fra Vejle.
Hjemtur til ferieresidensen helt uden dårlig samvittighed. De kan jo bare tage sig sammen på den her flade pande-kage-ø!
”Hva’ med en spegepølsemad, inden vi går i seng?”, spørger Ann da vi helskindet når sommerhuset. Ingen protester!
Køleskabet bliver rippet…
Spegepølse, leverpostej, rullepølse, sild, æg og tomater. Så blev aftensmaden spist alligevel.
”Har I hørt om Gudrunn og Jeppes tur til Island?”, sukker jeg mæt og træt og læner mig tilbage. ”Ja, sikke en møgtur”, erklærer Maria: ”De endte med at ta´ på ture hver for sig …. eller rettere, Jeppe blev det meste af tiden på hotellet, mens Gudrunn legede turistguide for børnene.”
”Det’ sgu synd for dem”, afslutter Signe, som, ud fra sine egne erfaringer aner en skilsmisse i horisonten.
Vi er helt færdige nu. Mætte og trætte men har alligevel tid til en smøg eller to inden køjen. Og der bliver røget igennem…Så meget at det begynder at svie i øjnene. Jeg kommer, i et uforsigtigt øjeblik, til at nævne at jeg er ved at være træt af at ryge, men bare ikke kan finde ud af at stoppe. Maria siger, hun har hørt om en rygestoppille som gør det nemt for én. AHA!
”Hvorfor holder du så ikke op?” driller jeg.
”Jeg elsker at ryge”, siger hun overbevisende: ”Men måske på et tidspunkt, hvis jeg bliver træt af at ryge”, slutter hun.
Jeg synes faktisk pillen lyder interessant og går ”online” til min læge, da jeg kommer hjem dagen efter: ”Jeg vil meget gerne bare høre om den pille, - bivirkninger og så videre”, skriver jeg.
To dage senere har jeg en tid ved sygeplejersken, som indleder med:
”Og du vil gerne holde op med at ryge, kan jeg forstå?”. Føler mig helt vild vattet ved at sige, at jeg bare ville høre lidt om pillen og pipper bare: ”ØH..ja”, med tynd stemme.
Inden jeg får set mig om, vælter jeg en lille smule forvirret ud af døren med en halv snes foldere om rygestop, en rygestopkalender, en recept, et løfte om at lave en strategi om hvad jeg vil gøre hvis jeg får lyst til en cigaret, og en ny tid i hånden!
Jeg skal starte på pillerne på mandag! Må ryge den første uge og så er det slut! Det gik da vist lige lidt stærkt der, hva’?
”Det gælder om at lave nye vaner og det kan du lige så godt starte på nu!”, formanede sygeplejersken mig inden jeg skred ud af døren. Godt så! Jeg gør det …seriøst! Trettende gang må være lykkens gang og nu har jeg også sagt remsen i laaaaaang tid…
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG
Skal måske snart til at sige: JEG ER LYKKELIG EKSRYGER
FUCK,- så klappede fælden! Er kørt på tanken for at fylde bilen op, for derefter at fortsætte til apoteket efter mine rygestoppiller, - og så er min konto lukket! Bedst som man står og skal til at tanke benzin, får man kortet spyttet i hovedet igen med et: ”Kontakt din kortudbyder” på displayet. Godt jeg har en smule kontanter og godt det er på en selvtank så man ikke skal stå og se latterlig ud foran en eller anden ung fløs med styr på økonomien.
Jeg hidser mig op mens jeg tanker. Hvad bilder de sig ind? Kunne da lige ha ringet til mig og advaret mig. Jeg kan ikke tro at det var den ”smule” jeg købte i Bogense der gjorde udslaget? Jeg var indbegrebet af mådeholdenhed, - hvis man altså kigger på hvad indkøbene ville have kostet. Desuden kommer der jo penge ind til den første!
Konger er de …hele bundtet. Konger som sidder trygt i banken og bestemmer over dit liv, som det passer dem. Og får folk til at ligge på knæ og trygle om at få åbnet deres konto igen. Godt man ikke har sådan et usselt job.
Hmm …skulle vi få et lån i huset igen? Der må mindst være 200.000 i friværdi og det er mindst tre år siden vi sidst fik et lån.
Søren ser tvær ud da jeg fortæller ham om afvisningen af kortet og ikke mindst da jeg foreslår huslån. ”Vi kan sgu da ikke blive ved med at låne i huset”, siger han irriteret. Jeg fortsætter: ”Jamen så kan vi få lavet overdækket terrasse nu … den vi har snakket om så mange gange…”.
Straks ser han anderledes mild ud. Han elsker at bygge til og om, - og jeg elsker når mit visakort virker.
Vi er enige! Kan godt lide at leve begge to.
På første klasse…..
