”Hvor mange penge har vi egentlig i kassen nu?”, spørger Ditte desorienteret, og sender de udkogte kartofler videre til Signe.
Vi er samlet i tøseklubben for sidste gang i år. I aften er det hos Gudrunn. Gudrunn har, efter hjemkomsten, gjort et stort nummer ud af ikke at forårsage sammenstød med Jeppe. Deres normalt kaotiske samliv med konstante op- og nedture er i øjeblikket parkeret og reduceret til ”stilhed før storm” tilstand. Mon ikke han aner uråd?
”Ja, det kan jo li´som ikke være særlig mange penge, når vi næsten lige har brugt dem alle sammen i Århus, vel Ditte!”, siger Maria skarpt, hovedrystende og fører sit halvlange blonde pandehår om bag ørene i et ryk. Maria er barsk, - og som ved et piskesmæld bliver man irettesat.
Ditte tager det dog i stiv arm. Bider sig kort i læben og griner lidt fjollet: ”Nåh ja”.
Hun dummer sig konstant og kan stort set heller ikke huske hvad vi snakkede om sidste gang vi var sammen. Ditte er ofte årsag til gigantiske grineflip grundet hendes permanente tiltagende demens, så vi bærer selvfølgelig over med hende.
”Men I kan jo lige finde jeres hundrede kroner frem så vi kan få overstået betalingen”, opfordrer Maria os mindre barskt. De hundrede kroner vi frivilligt afleverer hver fjortende dag, dækker som regel indkvarteringen på vores weekendture og er en vigtig brik for at få det hele til at glide.
Gudrunn har forsøgt sig med hakkebøffer, kartofler og sovs denne gang. Sovsen smager af absolut ingenting, og der flyder små hvide øer rundt fra meljævningen. Vi lader ikke engang som om det smager godt mere. Er hudløst ærlige og driller hende groft. ”Har du lidt salt, peber og en okseboullionterning Gudrunn?”, griner Signe og får en sjælden, lidt sur grimasse retur fra Gudrunn som snerrer tilbage: ”Vi kan jo holde det hos dig når det er min tur igen.”. Signe klapper i og fortsætter minutiøst at frasortere klatterne i sovsen.
Gudrunn interesserer sig ikke det mindste for mad. Hun er ene og alene med i klubben for at dyrke det sociale. Og social, det er hun. Hun elsker diskussioner om næsten hvad som helst. Er livlig, larmende, umiddelbar og som regel, både sjov og glad.
I dag virker hun dog ikke specielt tilpas og afslører, ikke særlig overraskende, hvorfor: ”Jeg er sgu så træt af Jeppe…den papnæse. Han siger ingenting. Er bare mistænksom, sur og tvær….og irriterende. Jeg har næsten lyst til at skrige sandheden ind i hovedet på ham, bare for at få åbnet munden på ham”, mukker Gudrunn.
”Hmm, han vil da helt sikkert ha’ forståelse for sådan et lille sidespring Gudrun”, svarer Ann sarkastisk Gudrunn, som selv sidder og fisker i sovsen med et irriteret udtryk.
”Og det kan man da godt forstå!”, forsætter Ann sarkasmen.
”Hørt”, lyder det fra flere sider efterfulgt at en opløftende latter og Maria fortsætter med et lille skævt smil: ”Tror måske du skal ta’ en slapper…..med mindre du absolut vil skilles lige nu?”.
Der bliver nikket samtykkende rundt om bordet.
Gudrunn er tandlæge i Vejle og selvom hun kaprede Jeppe omkring stenalderen på tandlægehøjskolen i Århus, arbejder de ikke sammen. Blev enige om ikke at dele arbejdsplads, hvilket var en exceptionel, fantastisk beslutning set i lyset af de verbale slagsmål de har dagligt.
De bor sammen i et overmøbleret firser parcelhus. Proppet med forskelligartede møbler. Stilen er …… vanskelig at definere.
Gudrunn elsker både moderne møbler og gamle møbler - ting med sjæl. Så gør det knapt så meget, om tingene passer sammen.
En gammel slidt almuemalet rokke står fx træt og smuldrer maling ved siden af et palisandersofabord med en tilhørende mangefarvet Ikeasofa. Spisebordet er et rokokkobord, men stolene er skalstole fra Bilka. En hjemmelavet bogreol fylder næsten endevæggen og på hver side af den, hænger en lille lampe med plysskærm som har set bedre dage.
Gudrun har en ret afslappet holdning til rod og er totalt imod overdrevent rengøring. ”Jeg elsker edderkopper”, griner hun bare hvis vi gør opmærksom på spindelvæv: ”De æder alle de andre kryb”. Personligt finder jeg det dejligt afslappende at der er en lille smule rod, så er man ikke så bange for selv at blive betragtet som rod.
Vi springer let og elegant fra Jeppe-snakken, til et langt mere positivt emne. Vi er i gang med at planlægge vores næste minitur i klubben. Tre dage i Valencia. Er blevet enige om at intensivere vores eventyrlyst og udvide horisonten drastisk. Der må findes udenlandske byer på højde med Århus, selvom det lyder som en umulig opgave at finde sådan én!
Vi lærer spansk i øjeblikket og har købt en børneturist-cd på nettet som går på omgang. Den var billigst. Vi kan stort set alle købe is og spørge om vej til swimmingpoolen i et spansk-talende land nu.
En skam det er i marts vi skal derned. Ikke sikkert man får lyst til at bevæge sig rundt i bikini ved swimmingpoolen og spise is i de 14-16 graders varme der sikkert er på det tidspunkt.
”Kan vi ikke bare supplere hinanden lidt?”, spørger Gudrunn og afslører sit manglende engagement i sprogprojektet.
”Jo, men er det ikke sjovere hvis vi alle sammen kan det mest nødvendige?”, affærdiger jeg hende og fortsætter opfordrende: ”Men det ville være en udmærket idé at få fat i noget andet materiale end børne-cden, ellers lærer vi jo heller ikke at bestille drinks på natklubber og den slags”.
Ann griner højt. Ann griner altid højt og smitter uvilkårligt os andre. Hun har universets mest gennemtrængende latter. Er vi til fest sammen, kræver det max ti sekunders lyttekoncentration før vi er på sporet af hende.
Jeg går på nettet på Gudrunns bærbare og googler spanskkurser: ”Vi kan lige nå ti lektioner på aftenskole inden turen”, siger jeg glad, og peger på skærmen. Og så går den evindelige diskussion i gang.
”Jeg vil hellere gå til italiensk, hvis det absolut skal være”, mukker Gudrunn: ”Italiensk lyder meget bedre”.
”Er du sikker på, du ikke mener swahili, Gudrunn”, griner Signe og blinker til hende uden helt at forstå hvornår det er smart at stoppe med den slags bemærkninger. Jeg ser heller ikke faresignalerne og fortsætter tråden henvendt til Signe: ”Han var sgu da pæredansk! Han hed Henning for pokker”. Jeg knækker sammen ind over bordet af grin nu, men farer sammen ved et slag i bordet. Det er Gudrunn: ”Hold nu mund med ham”. Hun vender hun sig overraskende hidsigt mod mig og sender derefter et hurtigt blik over skulderen, selvom hun udmærket er klar over at Jeppe ikke er med på en lytter. Han og drengene er til fodbold.
Jeg trækker resignerende på skuldrene, velvidende at jeg selv har trykket på de forkerte knapper, tager jeg ikke udbruddet så tungt. Rækker hånden ud og stryger Gudrunn let op og ned af ryggen med et lille undskyldende smil: ”Ville ikke gøre dig sur…”.
Jeg får straks et blidere udtryk retur fra Gudrunn. ”Hvorfor er I ikke efter Signe? Hun har sgu da fjollet ligeså meget rundt denne gang”, sukker Gudrunn. ”Fordi hun bare nuppede en hurtig tur på toilettet med ham den unge tyr”, eksploderer Maria af grin: ”Du tog hele turen med Store Sorte Sambo. Henning fra Åbyhøj”, bliver hun ved og udløser latterkramper hos alle, heldigvis også Gudrunn.
Da vi har sundet os får Maria os tilbage på sporet, ved at erklære at hun faktisk også hellere vil lære Italiensk. Jeg afbryder dramatisk og slår ud med armene: ”Jamen vi er jo ikke på vej til Italien vel?”
Bølgerne går højt igen og efter ti minutters uafbrudt diskuteren i munden på hinanden, slår jeg mig til tåls med børnecd’en. Det er et emne, vi aldrig bliver færdige med og jeg må konkludere at børnecd’en trods alt er bedre end ingenting.
Signe er allerede gået i gang med nedtællingen til flyveturen. Hun har ikke megen fidus til transportmidler uden forbindelse med jordoverfladen og vil helst transporteres til Valencia i narkose. Jeg har det på nøjagtig samme måde.
”Signe, som sygeplejerske må du da kunne skaffe os bedøvelsesramedier?” Jeg kigger opfordrende på hende og fortsætter: ”Du må da være den nærmeste til det.”. Signe ryster så bestemt på hovedet at hendes hår elastik falder af: ”Vi har ikke drugs på vores afdeling.”
Kunne ellers godt se idéen i at være bedøvet hele vejen derned! Min logiske sans fortæller mig, at det er unaturligt, at så mange tons kan hænge oppe i luften med kun én lang javert strittende ud fra hver side - uden problemer.
”Hold nu kæft!”, skærer Ann larmende igennem: ”Der er jo stort set ingen flyvere der falder ned. Ta’ jer sammen!” Ann hader pyldren. Både fra kolleger, familie, børn, veninder, og ikke mindst sig selv. Hvis Ann fejler noget, er det os der overtaler hende til en lægekonsultation, - altså efter vi har konsulteret Ditte, som ved næsten alt hvad der er værd at vide om sygdomme.
”Vi skal sgu nok komme derned i live og ellers slutter vi jo vores liv sammen….det ville være fedt! Så kan vi fortsætte med at mobbe hinanden up there””, siger Ann med et skævt smil og et hurtigt snøft.
”Du kommer sgu da ikke derop. Det er kun sådan nogen som ….som…Trofast der gør det”, provokerer jeg og opgraderer urealistisk min egensindige og ikke mindst ulydige hund til pragteksemplar.
”Ja undskyld, men jeg vil altså hellere slutte mit liv med min kæreste og mine børn, hvis det ikke gør noget!”, erklærer Maria påtaget alvorligt.
”What? Er vi virkelig ikke de mest betydningsfulde i dit liv?”, svarer Ditte semisurt og forsøger samtidig at fjerne en nylig tabt sovseklat på hendes pink’ bluse, med snippen fra servietten dyppet i vandglasset. ”Æhh nej, - langt fra!”, slutter Maria dødsønskerne og kaster hovedet tilbage i en høj smittende latter, mens Ditte får smuldret det halve af servietten i stykker, i sit mislykkede forsøg på at fjerne pletten.
Og så er der dessert. En syltet pære med en klat stiftpisket flødeskum som ligner en lille gipsskulptur, langsomt på vej ned af pæren.
”Nice”, forsøger jeg påtaget ungdommeligt at kopiere min mindste søns attitude når noget er godt, og laver samtidig et mislykket hip-hop tegn med fingrene: ”Men du ku’ sgu da godt ha’ lagt den på en marengs!”
”Yo…den er topnotch Gudrunn”, fortsætter Maria på nydansk, og afslører at hun til daglig bevæger sig i hjertet af ungekulturen. ”Yo….den er cool”, klukker de andre teenagemødre moderne og klapper ironisk i hænderne.
Gudrunn trækker ligegyldigt på skuldrene: ”Hvor er I totalt grineren…. det er jeres fucking egen skyld at I ikke får andet!”, ler hun nu: ”I har overhovedet ikke været søde i aften!”
”Hvor skal I holde jul?”. Signe svinger samtalen ind på hendes favoritemne.
Signe ELSKER jul og Bilkas julepyntsafdeling er vand i forhold til hvad Signe kan præstere. Ét kig på hendes loft får straks tvivlen om, om julemandens værksted findes, til at forsvinde.
Julepynt i stort set alle kasser, i lag, fordelt på halvfjerds kvadratmeter. Og alt kommer ned i stuen og køkken-alrummet i december, - og helst lidt før.
”Der er jo kun få dage til”, smiler Signe saligt, lægger hovedet på skrå og stikker i pæren som om hun ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med den.
Hun har ret, det er lige om lidt, og jeg er langt fra færdig med at købe julegaver. Det vil sige, jeg har købt alle dem, der stod på min seddel, - men af en eller anden grund ender det altid med, at jeg først er tilfreds, når stuen ligner Post Danmarks pakkecentral.
Desuden befinder min konto sig bedst i minus!
”Jeg glæder mig sådan”, afslutter Signe lykkeligt, efter at vi hver især har fortalt, hvor vi holder jul.
Jo jul, det er rigtig hyggeligt, tænker jeg og prøver at forestille mig, hvordan det går i år. Hmm, sikkert ligesom sidste jul, - og forrige jul, - og den inden igen. Heldigvis da! Traditioner er gode, og det er trygt og godt at vide, at alt bliver som det plejer.
”Ja, jeg glæder mig ligeså meget til vores julefrokost på lørdag”, siger jeg forventningsfuldt: ”Er I klar til den?” Jeg kigger på Maria, som har lovet at tage et rigtig godt kamera med, så vi kan få taget nogle gode billeder af os alle sammen.
Maria er oprindeligt uddannet fotograf og arbejdede nogle år i faget, inden hun konverterede til socialpædagog. Bruger stadig sine evner som fotograf hjemme, på især Maja på tretten og Marcus på otte, - og en sjælden gang på kæresten Kasper.
”Ja, - er vi ikke?”, smiler Maria. Hun får nik fra alle og ligner et øjeblik en selvtilfreds børnehavelærer der lige har tjekket af, at alle børnene er i bussen.
Vi vil holde julefrokosten i Anns lejlighed, for der er ingen nysgerrige ægtemænd til at følge med fra sidelinjen. Ikke at vi har hemmeligheder som sådan, - hvis vi ser bort fra Gudrunns og Signes fadæse i Århus, men det er dejlig trygt ikke at have øjne i nakken. Hader at have store informationssugende lyttelapper i nærheden, især efter indtagelse af alkohol. Noget snak, er kun forbeholdt kvinder!
Ann har en hyggelig, meget moderne og stilren lejlighed med pynteting i grønt, rødt og sort, og hun vil elske at gøre den julehyggelig til vi kommer. Altså på den velordnede og veltilrettelagte måde. Med nisser fra Imerco, Inspiration og den slags butikker. Helst ikke noget med hjemmeklippede kravlenisser og den slags rod, som man kunne forvente at finde hos Signe, Ditte, Gudrunn og mig selv. Ann skal helst have styr på den slags og har det …. altid!
Hmm, jeg har ikke haft tid til at vedligeholde min svært tilkæmpede brune lød fra i sommer og er ved at være ligeså hvid som Michael Jackson, død eller i live! Måske man skulle prøve en sandwich-sol i anledning af fotosessionen?
Wooooooww, - tog lige en dobbelt tur.
Er ikke sikker på at det var smart…
Når man tænker på at jeg i gennemsnit er i sådan en maskine, en til to gange om året, så var det nok ikke!
Det var det ikke! HOLD DA OP……
Skal til at sno mig i festtøjet og er vildt imponeret over hvor selvlysende man kan blive! Skulle måske have valgt en anden skjortefarve end rød. Krebserødt til rødt er ikke overbevisende elegant.
Behøver til gengæld ikke at ha lys på bilen. Er en stor lysende kegle i mig selv.
Ann sætter en høj skrattende latter op da jeg ankommer: ”Kan du da ikke lære af mine fejl”, griner hun. Ann lavede samme nummer for en måned siden uden trusser. Havde samme bevægelses-mønster som starwarsrobotten C-3PO, i hele to dage. Vel at mærke to arbejdsdage. ”Man må ofre sig en gang imellem og bidrage til den gode stemning på jobbet”, var hendes kommentar på andendagen.
De andre ankommer glade og forventningsfulde, og larmen fra tøsernes skvaldren bliver øredøvende. Det flyver rundt med boa’er, fjer, kørler, tøj, makeup og fnisende halvpåklædte kvinder i den lille lejlighed.
Der bliver i den grad poseret foran kameraet, både liggende, siddende og stående…..
Maria kommanderer med Ann: ”Prøv at skubbe hatten lidt tilbage og prøv om du kan se lidt mere afslappet ud Ann”.
Ann har hat og fjerboa på og befinder sig i en stilling der mest minder om en mellemting mellem spagat og split, - så det er en svær anmodning, men hun prøver.
Jeg er bare lykkelig for at der er sort/hvid film i kameraet så der ikke fokuseres på det selvlysende i mit ansigt.
”Er der en der gider slukke for Sif?”, griner Maria: ”Hun laver modlys… - eller er du sød at gå ud i gangen et par minutter Sif?”.
Okay, - har jo selv sørget for at blive skydeskive i aften og trækker afværgende på skuldrene….
Efter fotosessionen og den tradiotionelle julefrokost med sild, makrel, hjemmelavet leverpostej, æg, steg og snaps, - indtaget alternativt påklædt- eller rettere afklædt,- kamikazedrikker vi gule gajoler.
Vi er rimelig tæt på at opføre en støvledans i frækt lingerie, da Ann, mellem to diskrete bøvser, får nok af roderiet og opfordrer til en bytur. En styg lugt at makrel i tomat breder sig fra hende til mig. ”Fyforpyfor!”, rynker jeg forskrækket på næsen henvendt til Ann med en grim grimasse: ”Hvor mange makrelmadder har du spist?”. ”Èn”, griner hun: ”Men den har jeg til gengæld haft fornøjelsen af ti-femten gange i aften!”, fortsætter hun og skralgriner.
”Hmm, jeg håber ikke du er på jagt i aften”, advarer jeg og rynker panden.
Gudrunn og Ditte nægter at tage med i byen. Vil hellere forsøge at begrænse tømmermændene. Gudrunn krammer farvel med kommentaren: ”Der er vel grænser for hvor mange gange man kan få lov til at dumme sig ustraffet. Havde jeg været katolik, havde jeg sikkert været oppe over de 1000 ave maria’er allerede nu”
Resterne af tøseklubben, nu iført anstændig påklædning, når langt om længe frem til ”Tartan pub”, ikke alle ligeså stive som Maria, men det er derhen ad.
”Hvis I kjan komme ind med de rynker, - så ka vi sgu osche!!”.
Maria forulemper halvsnaldret otte fyre på vores alder, som står i kø sammen med os foran ”Tartan Pub”, samtidig med at hun blafrer med sit forældede pressekort for at få opmærksomhed fra dørmanden. Det sner for fjerde dag i træk og det er hundekoldt.
Kortet hjælper ingenting. ”Der er fuldt hus, desværre”, siger kold-i-røven dørmand.
Vi er kommet for sent ud af døren. Klokken er ved at være 01:00. Skulle ha været her omkring midnat for at ha haft en chance for at komme ind.
Maria bliver ved at provokere: ”I er sgju da aljt for gamle!”. Jeg vender mig halvt om for at opfange stemningen som jeg aner ikke er for god mere, - og jeg har ret. Fyrene er begyndt at brumme lidt og komme med mindre flatterende udtalelser om os. Jeg opfanger flovt en joke om min selvlysende tud.
Ann og jeg kigger hurtigt på hinanden, nikker og tar en kvik beslutning.
”Kom piger, - vi går et andet sted hen. Det kan jo vare timer inden vi kommer ind her!”, overdøver Ann nu Marias vrøvlen.
”Kan du ikke bøvse et par gange på vej ud? Bare for hyggens skyld...”, hvisker jeg til Ann og klukker.
Maria stikker modstræbende pressekortet i lommen, og baner sig slingrende vej ud mellem fyrene under flere tilråb. Sidste skridt bliver hen over en snedækket kantsten, hvor hun træder forkert og vælter fremad. Tre sekunder senere ligger hun i sneen med hul på cowboybukserne og jamrer sig. Ikke lige en ønskeposition efter at ha gjort sit bedste for at ydmyge hannerne.
Og straffen udebliver heller ikke. Latteren vælter ind over hende, mens Ann og jeg hurtigt får hende stablet på benene, får børstet uldjakken af for sne og trukket hende væk fra pøblen, hængende på hver vores skulder.
Marias hår klasker nu til kinderne og maskaraen på det ene øje hænger i to små klatter på det øverste at kinden. Et ømt syn.
Signe, Ann og jeg forsøger at overbevise hende om at hun skal på skadestuen, men hun protesterer højlydt og vi slæber hende modstræbende hen på Barmix.
Ingen kø og stadig borde som ikke er besat endda tæt på dansegulvet.
Ann får bordet fyldt op med mojito og festen er hurtig i gang igen. Jeg får endda lokket Maria med ud og danse, støttende med den ene hånd på en stol for ikke at belaste foden….
Det vil sige, - vi danser indtil Ann, som har været på toilettet, opdager at Maria står på dansegulvet. Så kommer hun tromlende som en kampmaskine imod os. Skælder ud på mig (kan kun se læberne bevæge sig) samtidig med at hun får bakset Maria ned på plads igen, med et vedvarende ondt blik på mig.
”Hvad fanden har du gang i. Hun får jo rigtig ondt i morgen”, overfuser hun mig da jeg kommer tilbage til bordet. Jeg har fået for meget at drikke til at tage hende alvorligt og det varer heldigvis heller ikke længe før Ann får rettet opmærksomheden et helt andet sted hen. En høj lyshåret fyr ved baren får øjenkontakt med vores ophidsede veninde og skåler smilende med hende.
Tror faktisk Ann slår rekord i omstilling af ansigtsudtryk. Der er ikke meget olmt tilbage i hendes øjne da hun skåler tilbage igen.
Der går ikke mere end fem minutter, så sidder Jacob, som han præsenterer sig som, ved vores bord i intens snak med en sprudlende og smilende Ann. Vi er med ét blevet overflødige.
Men det er okay. Romantikken har manglet siden Stig forlod hende.
Ann gik lidt i chok dengang. Havde slet ikke set det komme, eller ville måske ikke.
Stig var sælger. Kørte rundt i hele danmark for Wrangler. Havde mange middage med kunder i hele landet, som dog til sidst begrænsede sig meget til Fåborg på sydfyn. Blev betaget af 28 årig butiksbestyrer og sagde, lidt for let, adjø til Ann.
Signe, Maria og jeg drikker ud. Vi har alle fået så hatten passer, så det er på tide at finde det flyvende tæppe i soveværelset.
”Pas nu på dig selv!”, hvisker vi Ann i øret på skift og krammer hende farvel. Jeg med tillægskommentaren: ”Husk, - hellere fise end bøvse i dag….”, og får en høj latter med på vejen.
Signe og jeg får moslet Maria op af stolen og på slæb. ”Jeg kan godt selv!”, protesterer hun højlydt og er ved at falde ned af trappen. ”Selvfølgelig kan du det min ven”, smiler jeg til hende med hævede øjenbryn. Jeg ryster på hovedet til Signe og hanker op i Maria, der omsider har overgivet sig. Balancerer videre ud af døren til taxa’en og har fornemmelsen af at ligne en promille på over 2 da jeg får øje på taxachaufførens nervøse blik. Får justeret lidt på det da jeg åbner munden og på næsten korrekt dansk, får afleveret adressen til Marias bopæl. Får moslet hende ind i taxaen sammen med Signe. Smækker døren, og sender et fingerkys efter dem.
Fed aften! Især hvis det endelig lykkes for Ann at blive forelsket!
Sikke en julegave det ville være!
Hmm, jul. Det er om to dage….
Må hjem og pleje mine kommende tømmermænd, så jeg kan fungere normalt igen til den tid. Meget vigtigt!
”Det er flammen fra Bethlehems kirke som er transporteret herop”, messer præsten og fortsætter: ”I kan købe et tændt lys efter gudstjenesten og tænde jeres eget juletræ med flammen”.
Kirken er pyntet op til jul og der er tændt hundredvis af små stearinlys langs bænkerækkerne som lyser op og gør julegudstjenesten endnu mere hyggelig. En dejlig tanke med et lys fra Bethlehem!
Jeg bliver altid lidt rørstrømsk juleaften. Jeg husker tydeligt, da jeg som seksårig sad på køkkenbordet i mit barndomshjem og kiggede op i stjernehimlen, mens min mor andægtigt udpegede Bethlehemstjernen.
”Skal vi ikke købe et lys?”, spørger jeg stille min mor, som i dagens anledning ligner en mellemting mellem en nisse og en engel. Hun har en stor hvid uldponcho ud over festtøjet, men den røde strikhue er endnu engang favorit, og ødelægger dermed det ellers elegante look. Det blonde fehår stritter ud ved panden og hun er øjensynligt ligeglad med at frisuren er ødelagt i det øjeblik hun vælger at smide huen igen. Kulden vinder!
Det er kun min mor og jeg der er i kirke. Min far, Søren og børnene nægter den slags religionspladder, - hvilket jeg skal huske at minde Tomas om, om halvandet år, hvor planen er at han skal konfirmeres.
”Jo, lad os det” samtykker hun overraskende mildt og understreger englekostumet.
Vi er på vej væk fra kirken med vores stearinlys. Det sner ikke, men der ligger rigeligt med sne på fortove og veje. Vi er kommet over parkeringspladsen som stadig er fyldt og ud på vejen hvor bilen holder. Vi konverserer om tro eller ikke tro på Gud, da flammen på lyset blæser ud. Tre meter fra bilen.
”For helvede da” udbryder jeg ærgerligt, men kan ikke lade være med at eksplodere i et grin, da det går op for mig at vi er gået helt i stå og bare glor dumt på hinanden. Der er lige præcis langt nok hen til kirken til, at vi ikke gider at gå tilbage for at få det tændt igen.
”Pyt”, klukker min mor også nu, mens vi sætter os ind i bilen: ”Det gør nok ikke den store forskel!”
”Højt fra træets grønne top...”, fistrer vi rundt om juletræet med en tøjnisse imellem os for at kunne nå omkring. Og ja, træet ser ligeså kønt ud med en helt almindelig vejlensisk lighterflamme.
Far har lagt sig i spidsen med sin basstemme. Han har sunget i mandskor i mange år. Min mor piber et par oktaver højere oppe i falsét. Mikkel har lagt sig ind med en andenstemme, Tomas synger bare falsk og Trofast sætter i en tuden.
Det lyder så bisart, at Søren og jeg kort kigger på hinanden og smiler.
VORES FAMILIE tænker jeg og er tæt på at være rørt, da fars gebis pludselig flyver hen af gulvet midt i vores vildeste sang ”Mine gedebukke bider barken af træerne”.
Sangen har vist ikke så meget med jul at gøre, men sikkert som den eneste familie i Danmark, blæser vi i galop rundt om træet til den hvert år, med grene, kugler og andet pynt i voldsom roterende bevægelse.
Trofast sætter efter tænderne som var vi i gang med en boldleg, og han nægter at slippe dem igen. Far tager det ikke så tungt med gebisset. Griner højlydt og ligner en burgerbolle uden bøf. Han hader tænderne og tager dem ud, så tit han kan: ”Lad dog for helvede den køter ha dem, så er jeg sgu da fri for dem”, griner han højrøstet med sin basstemme og forsøger at chokere min mor.
Det lykkes! Hun er stivnet i en opadgående armbevægelse, - som om hun rækker ud efter et mirakel. Mikkel som er en meter og halvfems griber fat i hendes løftede hænder og trækker dem ned: ”Rolig mormor, - det går nok!”.
Jeg får en ubændig lyst til at råbe ”Freeze”, og forevige billedet med mit 12 megapixels kamera, men har en fornemmelse af, at det slet ikke vil falde i god jord.
Søren får tålmodigt Trofast til, endelig, at bytte med et stykke lakridskonfekt. Mor ånder lettet op, og synker udmattet ned i sofaen. Hun havde garanteret, allerede i tankerne, set første og anden juledag reduceret til blendede rester og synet af fars gummer.
Kunne man, for fanden, bare copy/paste den slags episoder til de efterfølgende juleaftner!
Sengetøj og køkkenting og sutsko. Stuen flyder af gaver til ”satte” ægtefolk. Opvaskemaskinen kører højlydt og gavepapiret er samlet sammen i en plastiksæk. Huset ser rimeligt ud nu, uden dog at være hysterisk opryddet.
Mikkel og Tomas er fortrukket til Tomas’ værelse i gang med et nyt, garanteret voldeligt og ”forbudt for børn”-agtigt playstationspil.
Jeg orker ikke at tage det op nu. Ikke i aften. Har bare lyst til at sidde og læse min nye bog om kognitiv terapi. Den må jeg kunne få noget ud af!
Jeg har fået en brillesnor af Søren til mine læsebriller.
Søren er træt af, at jeg aldrig kan finde mine læsebriller. Han har også købt et par læsebriller til sig selv, også med tilhørende snor.
Er åbenbart begge kommet i den alder hvor forstørrelsesglas ”rules”.
Opdagede for ca.et år siden, at jeg havde valget mellem længere arme samt indbygget lys i panden, forstørrelsesglas i form af læsebriller eller at forliges med at nøjes med at kigge billeder. SUK!
Så nu sidder vi her i sofaen som to gange plejehjemsbeboere med hver vores bog. Resten af familien er taget hjem. Far iført tænder med bitte små bidemærker.
Det kildrer og bobler i maven, da jeg hen over min zebrastribede brille spørger Søren: ”Ska’ du ha kaffe?”, og han svarer hen over hans neongrønne brille: ”Ja tak”.
Hvor ser han dum ud! Og jeg med! Men vi kunne måske også have ofret bare halvtreds kroner mere på brillerne. Kunne fx have købt dem i Føtex eller Bilka i stedet for i Tigerbutikken!
Jeg sms’er fjantet til tøserne. ”Hvad har I fået?” og et lille tillægsspørgsmål til Ann ”Hvad med ham Jacob? Var det noget?” og ”bøvsede du?”
Får nedslående sms’er tilbage fra Ann om Jacob: ”Han var gift”.
”HVAD? Forbandede utro ægtemænd!”, raser jeg tilbage og kan samtidig høre hvor hul sætningen lyder. Er åbenbart noget HELT andet når min veninde er utro ægteviv….
Det vælter ind med nedslående sms’er fra de andre om lignende ”kedelige” julegaver.
For fanden da, vi er da kun lige midt i fyrrene. Skulle tro vi var mellem firs og skindød! Hvad skete der lige med sexet undertøj makeup og parfume? Eller smykker?
Vi behøver vel ikke ligefrem selv at hoppe op i kisten inden vi er døde!
Morskaben er gået fløjten og jeg sidder eftertænksomt tilbage og stirrer ud i luften.
Det skal blive løgn, skal det. Ønsker mig kun sexet undertøj og parfume for fremtiden!
Og så måske lige den frugtpresser jeg ikke fik….
