Det er lørdag, klokken er 10 og vi er klar! Klar til at lave fartstriber i dankortet.
Der er varslet snestorm og for en gangs skyld er det et meteorologisk pletskud. Man kan dårligt se halvtreds meter frem for sig, men det stopper os ikke.
Har valgt at tage turen til Kolding Storcenter trods snestorm. Nogle ting er vigtigere end vejret - som fx udsalg!
Vi kører i Anns lille røde Toyota, som for længst er blevet udstyret med vinterdæk. ”Vi tar’ bare en skovl med for en sikkerheds skyld”, siger hun kækt. Fedt med en veninde der ikke lader sig begrænse af vejret. Kender indtil flere som ville have bakket ud bare ved udsigten til dårligt vejr. Men sådan er Ann ikke.
”Se, ingen problemer!”, siger Ann glad, da vi kører på landevejen mellem Vejle og Kolding.
”Måske skyldes det den sneskraber, der kører tohundrede meter foran”, svarer jeg bedrevidende. Men ok, hun har ret. Ingen problemer.
Hun har endda mentalt overskud til både at styre os gennem snevejret og sludre.
”Har du fået sms fra Gudrunn?”, spørger hun mig nysgerrigt, samtidig med at hun forsøger at binde sit halstørklæde op, under kørslen. Jeg rækker nervøst over og overtager rettet, dybt fokuseret på den snedækkede kørebane, imens hun vikler sig ud. Jeg svarer lettere distræt og lidt bekymret, både for kørslen og for Gudrunn: ”Ja….total krise hva’?”
”Det må være energidræbende altid at være i krig…”, uddyber Ann sms’en og overtager rettet igen.
”Ja, for fanden - gad vide hvor han er flyttet hen, Jeppe?”, medgiver jeg og fortsætter: ”Ved du det?”.
Det ved Ann ikke. Kun at de havde haft et mega skænderi dagen efter nytårsaften og ét igen i går aftes. Han havde pakket en kuffert og var smuttet.
”Jeg ringer lige til hende når vi kommer hjem og hører hvordan hun klarer den”, afslutter Ann den lidt triste samtale.
Vi når Kolding Storcenter ved 11-tiden. Parkeringspladsen er ikke engang fyldt op. Hvor heldig kan man være?
Vi flår isvinter-overtøjet af og stormer gennem alle butikkerne på tre timer.
KÆMPE skuffelse. Må enten på streng kur eller æde hæmningsløst inden næste januarudsalg! Der er KUN størrelse S og XL tilbage. INGEN størrelse M. Nåede dog at få bukser og støvler af og på 22 gange alligevel, - og fik kun brugt en halvtredser, I ALT!
Meget frustrerende når man lige har fået tildelt 2000 kroner til arbejdstøj fra sin overskudsagtige arbejdsplads.
Og hvad er egentlig meningen?
Her ofrer man sig fuldt ud i ti måneder af sit liv for at ens børn kan få den bedst mulige start på livet, - og hvad er så takken? At ens appelsin-runde bryster forvandler sig til agurkelignende tingester! Og ikke de EU godkendte. Litervis af mælk har de suget ud, - og langsomt men sikkert, ødelagt de to sølle fortrin man har som kvinde. Det sniger sig ind på én gennem mange år, indtil man kan stå her i en lingeriforretning, midt i fyrrene og se nederen ud.
Fedtdepoterne har lavet en uholdbar omrokering fra overdelen til underdelen, nærmere bestemt til lige under navlen.
Jeg burde have læst det i Tomas’ ansigtsudtryk, da han forleden morgen kom væltende ind på badeværelset, lige efter jeg var steget ud af badet.
Han slog panisk armene op foran øjnene, stivnede og skreg ”UNDSKYLD MOR!!!” Om det var en undskyldning for at have været medvirkende til destruktion af mine bryster, eller en undskyldning for at have set resterne, ved jeg ikke…..
Troede i øvrigt aldrig jeg ville få brug for en bh med indlæg! Men det er tydeligt, at jeg har temmelig meget brug for det nu. Det bliver bare ikke på udsalg jeg får det, - selvfølgelig.
Køber crossainter og hønsesalat i Bilka og bliver enige om at køre hjem til Signe nu. Vi har sikret os at Lars ikke er til stede i dag.
Trisser lidt slukøret ud til bilen med vores små slunkne poser - og tror ikke vores egne øjne. Sne i bunkevis - som både vælter ned fra oven - og som dækker hele bilparken. Kan ikke umiddelbart få øje på Anns bil. Vi har i det mindste ikke noget særligt at bære på, mens vi leder efter den.
Har jo stort set ikke købt noget som helst.
”Jeg mener den holder i denne række”, siger Ann desorienteret og peger på en lang bunke sne.
”Her er den!”, udbryder hun lettet tredive sekunder senere.
Vi begynder at feje sne af vinduerne og spejlene, og da vi er nået helt rundt om den, foreslår jeg at vi finder skovlen frem for at gøre hjulene fri. Ann finder fjernbetjeningen frem og trykker.
”Duid, duid” siger den - i rækken foran. ”Hvad fanden…”, udbryder Ann forbavset.
”Tusind tak piger!” En dyb mandestemme ler let. Vi vender os og kigger ind i et par mørkeblå øjne, som sidder på en høj, lidt kraftig, mørkhåret fyr i fyrrene. Han er velklædt i halvlang sort uldjakke, cowboybukser og, formentlig, sorte pudsede sko. Han kommer gående nonchalant imod os: ”Det var sgu sødt af jer!”.
Ann eksploderer i en høj smittende latter, som får kinderne endnu højere op på manden. Han kigger interesseret på hende og fortsætter: ”Jeg bør vist være flink nu og hjælpe jer med jeres bil”. ”Min bil”, smiler Ann og dirigerer os hen til hendes Toyota. ”God smag!”, brummer fyren bifaldende og blinker til Ann, som rødmer lidt nu.
Ann forsøger diskret og lidt desperat, at rette på frisuren mens han får os skovlet fri. Vil vist gerne gøre indtryk.
Efter sne-frigørelsen får han lokket Anns navn og telefonnummer ud af hende, med påskud om at kunne ringe efter hjælp en anden gang, Eller bare gi en øl som tak for hjælpen.
Jeg føler mig rimelig gennemsigtig og får lyst til at hoppe sprællemandshop imellem dem for at blive afkræftet i min fornemmelse. ”Nå men vi må også hjem nu Ann”, siger jeg forkølet og forsøger at fange et par øjne hos bare én af dem, uden held.
Men Ann har hørt mig. Hun takker for hjælpen, smiler og vinker, da vi ruller ud fra parkeringspladsen.
”Hold da kæft hvor var han sød”, synger hun opera-agtigt, lykkeligt smilende da hun, efter en højst ukoncentreret indsats, endelig når hovedvejen til Vejle.
Derefter er hun stort set stum resten af vejen. Svarer i en-stavelser når jeg spørger om noget. Sidder bare med et lille drømmende blik og antydningen af et smil og jeg opgiver til sidst.
Vi ankommer sukkerkolde halvanden time senere - efter dygtigt, at have forceret indtil flere fastkørte biler.
Signe bor i et af de bedre kvarterer i Vejle. Tæt på vandet. Hun og Lars købte villaen da de blev gift for seks år siden.
De mangler ikke noget, - materielt set. Alt inventar ligger i den dyre ende, hvis man ser bort fra Signes blandede julepyntsartikler. Designermøbler og den slags ubetalelige ting for middelklassen.
Jeg får installeret Signes SIM-kort i Tomas’ gamle mobil.
”Nu har du bare altid at ha´ den på dig, - ellers taper vi den sgu fast til dig”, truer jeg hende.
Hun har brugt alle undskyldninger for ikke at svare på sms’er. ”Jeg glemte den på arbejde”, ” Jeg kan ikke finde opladeren” og ”Jeg gider ikke skrive, når ordbogen ikke virker” etc.
”Slut med dumme undskyldninger!”, advarer jeg hende. Bløder lidt op da hun ser passende skyldsbetynget ud og fortsætter: ”Er der våbenstilstand?” Ann følger interesseret med.
”Det er fuldstændigt fucked up, det her ægteskab”, svarer Signe og ryster træt på hovedet. Fortæller om de mange skænderier der har været siden nytårsaften og om den efterfølgende iskolde stemning.
Signe har råbt op om skilsmisse de sidste fire år, men bliver hele tiden stoppet af økonomiske overvejelser. Hun elsker de materielle goder og vil helst ikke opgive nogen af dem.
Lars er advokat og skal nok sørge for at trække det lange strå i en eventuel skilsmisse.
”Jeg tror der er plads hos Gudrunn nu”, foreslår jeg ironisk. Signe nikker: ”Det ved jeg”.
Selvfølgelig ved hun det. Gudrunn har sendt en gruppe-sms ud.
”Tror I på kærlighed ved første blik”, spørger Ann pludselig ud i det blå. Jeg tror jeg ved,hvorfor hun spørger og blinker til hende: ”Nå da, - tænker du på ham endnu?” Jeg ler og får bare en skæv grimasse retur. ”Hvad?”, spørger Signe uforstående og jeg fortæller hende historien om sneskrabe-manden. Hun nikker og smiler: ”Jeg tror på det!”, siger hun og gør straks Ann glad.
”Nå Sif, vi skal af sted!”, insisterer Ann pludselig efter alt for kort tid. ”Skal vi det?”, svarer jeg usikkert. Vi sidder og hygger med kaffe og de sidste brødkrummer i Signes åbne køkken. Der er ild i pejsen og vi sidder helt afslappet med rødblussede kinder og er slået over i en yderst fornuftig snak om mænds totalt manglende evne til at multitaske, - og så vil hun bare hjem?
”Ja, - der er jo herrehåndbold!”, siger hun, som om det er den naturligste ting i verden, at så skal vi fræse ud af døren. ”Danmark spiller, og jeg vil ikke sne inde her”, bliver hun ved og begynder at tage overtøj på. ”Javel”, grynter jeg, og kommer til at tænke på min far, som jo også har tanke og handling i én arbejdsgang.
”Så kører vi, Betty!”, galer min far og er ude i bilen før min mor har nået at rejse sig fra bordet. Hun hopper efterfølgende rundt på ét ben for at snøre sin sko, samtidig med at hun febrilsk forsøger at få jakke på og få styr på sin taske. Inden hun når ud af døren, har han nået at dytte tre gange.
Ann er lige sådan - altså som min far! Jeg ved, at det ikke nytter at kæmpe mod den slags mennesker og tager mit overtøj på.
Vi har jo også nået det vi skulle, konstaterer jeg nøgternt og giver en stor varm farvelklemmer til Signe.
Ann sætter mig af foran døren med min halvtredskroners ting.
”God kamp”, lyder det drillende fra hende, mens jeg smækker bildøren.
Ann ved udmærket, at jeg ikke gider se håndbold, så jeg sender hende et sarkastisk smil og vinker. Baner mig vej gennem snedriverne til hoveddøren og forbander et øjeblik min kunstneriske mand for ikke at have skovlet sne. Kunne have leget kreativ med sneen og lavet et par sneskulpturer mens jeg var væk, så jeg var fri for at kæmpe mig vej her.
På den anden side – jeg har selvfølgelig også haft fri.
Jeg kunne måske selv skovle sne? Eller sende Søren ud nu og selv rydde op inde i varmen?
Kunne afpynte juletræet…
Nej. Er der ikke noget med at julen varer lige til påske? Så er der jo tid nok! Det er kun syvende januar.
Det var Tomas der pyntede juletræet juleaftensdag, - så nu skal jeg til at regne ud hvilke kugler, der hører til hvilke kasser. Han kan selvfølgelig ikke huske det... uoverskueligt!
Jeg kan desværre ikke regne med hans hjælp til oprydningen. Han fungerer bedst på sit værelse for tiden.
Jeg overværede på et tidspunkt et foredrag om børn, hvor foredragsholderen blandt andet messede: ”Fra 0 til 6 år vil børnene være, hvor de voksne er, - altså i stuen. Fra de er ca.7 til 12 år vil de være på deres værelse med døren åben. Fra de er ca. 12 er døren lukket og voksne forment adgang. Når de åbner døren igen, er det for at flytte hjemmefra”.
So true!
Men han glemte at fortælle om det sure udtryk, teenagebørn bærer rundt på i de splitsekunder vi er så heldige at se dem. Kan man ikke få gjort noget ved det? De ligner jo nogen der uretfærdigt er blevet spyttet og trampet på hele deres barndom og som har glemt alle de knus og kys de har fået gennem mange år. Nu kan man lige vove på at forsøge sig med den slags….
Jeg sætter mig i sofaen med min halvtredskroners ting og kigger opgivende på juletræet. Jeg o r k e r det simpelthen ikke nu!
Naturen er jo egentlig også dejlig. Jeg har fx aldrig haft skovbund indendørs. Det har jeg nu! Mangler bare at Trofast begynder at lette ben op af træet, før det bliver helt autentisk.
Nej, - det kommer ikke ned i dag!
”MOR?”
Jeg kigger forbavset op. Var det alligevel Tomas der kom ud?
”MOR?”, råber Tomas igen ”Bertha har født igen”. ÅHHH NEJ. Ikke igen! ”Fem unger”, råber han glad. Benny og Bertha, Tomas’ deguer, som er små rottelignende væsner i familie med chinchillaer, har åbenbart været på nakken af hinanden igen! Vi har allerede udvidet et i forvejen stort bur med et ekstra bur - med et orange plastik-kloakrør som tunnel imellem. Det ender med, at Tomas ikke kan være på sit værelse, hvis det her fortsætter.
Vi har haft degu-unger i den blå avis tre gange nu, med nul i resultat.
Tænke, tænke - og helst hurtigt. De vokser ligeså hurtigt som en byld i røven.
”Måske skulle vi lade dem få fred”, forsøger jeg mig mens Tomas’ ansigt hurtigt forvandler sig fra lykkeligt til bistert og fortryder med det samme min udtalelse. Pokkers! I mindst ti sekunder så han faktisk glad ud og jeg er jo selv imod aflivning! De er jo søde! Altså hvis der kun var én, eller to - men ikke ti!
Hvis der er noget, overhovedet, der kan ophidse Søren, er det at Tomas og jeg valgte en han og en hun. ”Det er da sjovt at prøve at få unger”, sagde vi begejstret i munden på hinanden, da vi kom hjem fra dyrehandlen for to år siden.
Det syntes Søren ikke! Han har haft en dyb rynke i panden siden første kuld. ”Det er fandeme næsten en zoologisk have!”, overdriver han en smule.
”Det var da værre, hvis det var mig, der var gravid”, griner jeg og får ham straks til at se betænkelig ud. ”Er du det da?”, spørger han uden at trække vejret. ”Nej for fanden, jeg skal jo snart pensioneres”, beroliger jeg ham og trækker på smilebåndet. ”Men du kan da nok se at deguunger er en bagatel i forhold til”
Jeg har sagt til ham, at han skal passe på ikke at blive en ”sur, gammel mand”, men jeg indrømmer, at han har lidt ret med hensyn til den zoologiske have.
Hmm, - hvis vi nu er heldige, dør halvdelen en naturlig død indenfor de næste tre uger
- lige som sidste gang…..
-------
Sneen ligger stadig overalt på marker og hustage, men vejene er trods alt ryddet nu. Jeg har taget et par hjemmearbejdsdage. Tænkte at jeg kunne få ro og fred til at arbejde koncentreret med mit projekt.
Desværre en overvurderet tanke. Førstefødte går for tiden til optagelsesprøve på musikkonservatoriet i Århus - i sang. Jeg har nu hørt SAMME skalarække to dage i streg og tænker alvorligt på om tinnitus er mere ønskeligt!
Jeg får flashback til dagene lige efter nytårsaften hvor tinnitus’en endnu ikke havde fortaget sig…..
Nej, - så er dette trods alt bedre!
Jeg beslutter mig for at tage i ”nyt fitnesscenter uden mænd”. Jeg kan jo arbejde i eftermiddag og i aften!
Ditte er blevet headhuntet til jobbet som fitnessinstruktør og har givet mig et titurskort i julegave. ”Det er fantastisk gode maskiner”, siger hun begejstret. Ordet ”fantastisk” er en fast bestanddel af Dittes ordforråd. Der har på det seneste sneget sig et ”helt” eller ”over” med, før ”fantastisk” og jeg begynder at tænke på hvilke ord hun kan overgå med, i nær fremtid?
Ditte skulle efter min mening have været enten psykolog eller sælger. Hun har en evne ud over det sædvanlige til at overbevise folk omkring sig om, at det er det bedste produkt eller den mest kvalificerede fagperson i verden hun præsenterer for dem. Om det er creme, fysioterapeut, økologi, rengøringsmidler, helsekost eller hvad hun ellers går op i for øjeblikket er underordnet. Lige nu er det disse uovertrufne maskiner.
Der er faktisk ret fedt herude! Det er et koncept med hydrauliske maskiner stillet op i en rund ring. Det lyder hippieagtigt, men er det ikke. Stepbænk imellem hver maskine og ingen narcissistiske bodybuilder-tyrenakker. Stort plus!
45 sekunder på hver maskine, - så rykker man videre til næste.
Jeg har forsøgt at overtale Signe til at ”gå” herude i stedet for i Vejle- centret, men Signe går mest til spabadning og det har de ikke i ”Nomen”.
Ditte står i midten af hele sceneriet og dirigerer energisk os alle. Hun ligner én der er på speed mens hun hopper op og ned af stepbænken med et overdrevent smil på. Hendes sorte hår, som i dagens anledning er sat op i hestehale, svinger så lystigt rundt at man ville blive rundtosset hvis man kun havde fokus på den.
Jeg tager tre runder. Jeg er tilbøjelig til at mene at al vintertræning er spild og dermed direkte dumt at bruge tid på. Normalt må det være tids nok at begynde på den slags latterlige svedkrævende udskejelser et par måneder før sommerferien, men nu ligger der jo en Valenciatur og venter, - og så er det jo pludselig en helt anden sag.
Efter de tre runder får jeg øje på mit spejlbillede i vinduet. Jeg har for vane at køre sveden af panden op i håret undervejs, så nu ligner jeg minsanten Sys Bjerre - med en hel del flere rynker – i supermoderne Nike-outfitt. Man må aldrig gå ned på udstyr, har jeg lært, - så jeg har selvfølgelig det sejeste fitnessudstyr man kan tænke sig.
”Gør dig selv den tjeneste at strække ud bagefter Sif!”, formaner hun mig med et skarpt insisterende blik, da jeg er på vej over mod cafésættet i den anden ende af lokalet, efter endt træning. Men jeg synes faktisk ikke det har været rigtig hårdt, så jeg springer let og elegant ind i badet i stedet.
Og så får vi kaffe.
”Øver du dig i spansk?”, driller jeg Ditte. ”Lidt”, nikker hun og fortsætter: ”Jeg lytter til cd’en, mens jeg strikker tasker”.
Jeg er imponeret. Havde faktisk ikke regnet med det.
Ditte har fået den idé at strikke tasker i uld, koge og tørretumble dem. Til sidst syr hun et lille farverigt bælte på. De er sindsygt smarte og jeg har allerede bestilt én, ganske som de andre piger.
”Gudrunn har fået Jeppe retur….har du hørt det?”, skifter jeg emne, udmærket klar over at Ditte er velinformeret. ”Ja, - Can’t live with, and can’t live without”, fniser hun.
”Jeg snakkede med Signe i går”, siger jeg og kikker sladdertante-agtigt op fra kaffen: ”Hun har faktisk fundet en lejlighed der er celeber nok og flytter den første april”.
Ditte løfter overrasket øjenbrynene og udbryder glad: ”Det var sgu da også på tide! Ca. et år for sent, men hvad pokker”.
”Hun spurgte om vi ville hjælpe med at flytte for hende”, fortsætter jeg uden dramatik.
”Er vi ikke tvangsindlagt til det? I lyst og nød….”, ler Ditte og jeg fortsætter: ”Tænker lige på hvordan ”Ægget” passer ind i en lille lejlighed….. Forhåbentlig ligger den i et pænt kvarter….lejligheden…”. Vi griner lidt ufint af Signes fine fornemmelser og jeg fortsætter med at fortælle om Ann og snerydningsepisoden. Ditte bliver oprigtigt glad: ”Fedt, hvis han kontakter hende!”.
Jeg giver hende ret, tømmer kaffekoppen og rejser mig for at tage overtøj på.
Hmm, lidt øm i lårene? Skulle måske alligevel have strakt en lille bitte smule ud….
MEGET, MEGET DUMT IKKE AT STRÆKKE UD - det siger sig selv! Er slet ikke glad for at være i live næste dag og må bugseres ud af sengen af social- og sundhedsassistent i form af Søren.
Super, at jeg arbejder hjemme i dag! Er i det mindste fri for at vade rundt på arbejde som en gammel krigsveteran og høre på sjove bemærkninger.
Mon det er en form for demens jeg har, - at jeg ikke kan huske fra sidste gang, hvor ondt det gør at springe over, hvor gærdet er lavest?
Eller er jeg ubevidst masochist?
Kunne egentlig godt vralte ned i stuen og flå pynten af juletræet nu hvor Søren har fået mig op at gå. Det gælder om at holde sig i gang. Og det er jo trods alt også ved at være tæt på februar. Jeg kan næsten ikke være bekendt at have træet stående længere.
Det ser efterhånden utroligt sølle ud som det står der næsten uden nåle og med meget slatne arme. De nederste grenes kugler rører ved gulvet nu og lyskæden som supplerede de levende lys, hænger slapt rundt om og får hele baduljen til at ligne et fugleskræmsel der har fået en ”make-over”!
Jeg har også fået en voldsomt stor skovbund på juletræstæppet nu.
Kunne måske bygge drivhus omkring det og begynde at dyrke tomater til sommer?
Hvor er det egentlig synd at sådan et fint lille træ skal lade livet, bare fordi vi synes det er sjovt at blæse rundt om det en enkelt aften.
H.C. Andersens eventyr om grantræet, som jeg tudede max over da jeg var barn, beskriver ret godt hvor meningsløst det er.
Jeg køber sgu et plastiktræ næste år! Sådan et med pynt og det hele, som man bare kan knalde ud som en paraply og klappe sammen igen, når det er brugt. Så er man også fri for det her roderi!
Men ville det ødelægge julestemningen en lille bitte smule?
Kunne fx bare supplere med levende lys med flammen fra Betlehem.
”Tomaaaas, kommer du og hjælper med træet?”, råber jeg velvidende at resultatet ville blive det samme, om det var marsmænd fra det ydre rum jeg kaldte på. Oprydning er ikke sure teenagedrenges stærkeste side!
Jeg må selv lege puslespil med kasser og kugler en times tid.
Kunne evt. kombinere med et par udstrækningsøvelser og håbe på mirakler…..
Que?
LORT!
Der er gået ged i hotelbookingen til Valenciaturen. Kun tre uger før afgang!
Kunne heller ikke forstå, at de ikke snart hævede penge på kontoen eller i det mindste sendte en bekræftelse på bookingen og blev nervøs.
Bestilte for længe siden. Skrev til Ann på arbejde i dag om bekymringen, - som skrev tilbage at hendes kollega havde prøvet det samme. Altså booket hotel på nettet, betalt, vidste ikke om den er gået igennem og havde bestilt igen. De trak pengene fra hendes konto to gange, så det turde vi ikke risikere. Hun syntes at jeg skulle prøve at skrive til hotellet. Foreslog børnespansk. Si! Valgte nu engelsk.
”I´m sorry”, kom der fluks tilbage. ”No confirmation!” og ”fully booked”.
SHIIIIIT!
Fikser krisemøde med Ann efter arbejde, inden vi skal i tøseklub i aften.
Må SUPERHURTIGT finde et andet hotel. Vi kan jo ikke stå seks fjantede tøser med tilhørende væld af kufferter i Valencia midtby i tre dage. I hvert fald ikke uden risiko for at blive arresteret for utugt….
Hmm, findes der egentlig en ældregruppe indenfor den branche?
Dukker op i Anns lejlighed i oprørt tilstand og surfer febrilsk rundt på nettet efter et billigt opholdssted. Finder, fire kopper kaffe og ni cigaretter senere, et seriøst emne.
Jeg har glemt mine læsebriller på arbejde og sidder som en blind høne ved siden af Ann, og hører mig selv spørge som en gammel bedste:
”Hvor langt er der til centrum?” og ”Er der morgenmad med i prisen?”
Er lige inde og kigge på beliggenheden på kortet (ren tåge). Det ligger ved et orange kryds som kan være motortrafikvej? Bliver enige om at det nok er en stor flot å som bugter sig langs byen!
Nå - der er ingen anden udvej end dette hotel. Muligvis med udsigt til motortrafikvej. Nul stjerner og nul morgenmad,- til gengæld kun 1200 kroner dyrere end vores trestjernede og nu mistede udsigt til centrums kulturliv. What the fuck, - Confirm reservation?
Vi kigger kort på hinanden og nikker.
Yes! Ann sender af sted. Thank you …. bla bla bla.
Hvad fanden mener de med: ”Vi kan ikke garantere for beliggenheden”? De ka sgu da ikke flytte hotellet? Må da gerne, men kan da ikke?
”Fuck vi var heldige der…”, udbryder jeg lettet og tørrer mine fugtige håndflader af i mine bukser. Jeg kigger op på Ann. Hun ligner et øjeblik en feminin, lidt mørkere udgave af Tintin og jeg klukker: ”Du ser sgu da dum ud…”. Hun opfatter hvad jeg hentyder til, - forsøger distræt og ubehjælpsomt at glatte håret med hånden uden at give min bemærkning særlig opmærksomhed. Læner sig udmattet tilbage i stolen og sukker bare: ”Jeps”, - også lettet.
Er blevet enige om at hemmeligholde fadæsen. Pigerne ved alligevel ikke hvad hotellet, vi først havde booket, hed. De vil måske nok undre sig over at beskrivelsen af hotellet ikke passer mere?
Nå, det tager vi til den tid. Man kommer længst med positiv tænkning.
Ann og jeg fniser fjantet sammen, smækker laptoppen sammen og gør os klar til at køre. Vi skal spise hos Ditte denne gang.
Hmm, positiv tænkning? Kunne man bruge det til andet? Jeg har læst en bog af Louise Hay. Hun påstår, at man kan blive lykkelig og få alt hvad man begærer her i livet ved blot at sige positive bekræftelser.
Ikke at jeg er ulykkelig - slet ikke. Men jeg kunne da godt bruge to-tre millioner og fx et fedt hotel i Valencia. Og måske et rygestop, - uden problemer.
Ann og jeg diskuterer entusiastisk Louise Hay og hendes overbevisninger på vej til Ditte. Ann er ikke helt overbevist.
Jeg, til gængæld, bliver mere og mere sikker på at hun er indgangen til……..et eller andet fedt!
Man skal finde nogle få bekræftelser der betyder noget for én og sige dem flere gange hver dag, i nutid.
Lad mig se….
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG.
Den må da dække det mest basale.
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG.
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG...
”OG HELDIG MED HOTELRESERVERINGER” bidrager Ann leende. ”Bingo!”, ler jeg sammen med hende.
”Jeg tror sgu ikke en skid på det, men vi får se om du får ret når vi er i Valencia”, slutter Ann.
Maden er bestilt udefra. Ditte orkede ikke at lave noget i dag. Familiepizzaer fra Absalon. ”Man skulle være halvtidsansat så man havde råd til at bestille mad udefra”, kommenterer Ann middagen og sætter sultent tænderne i et stort fedt-sejlende stykke med peperoni.
”Det er et spørgsmål om prioritering!”, svarer Ditte spidst: ”Madlavning hænger mig langt ud af halsen efterhånden.” Der bliver nikket samtykkende flere steder fra, - kraftigst fra Gudrunn. Det er hyggen og samværet der tæller mest i vores klub.
Ditte og Poul bor i et gammelt byhus tæt ved åen. De samler på gamle ting, som måske kan bruges til et eller andet, på et tidspunkt. En slags organiseret, lidt rodet genbrugsstation, - som dog fungerer som en meget afslappende kulisse. Ditte vurderer, som Gudrunn, den enkelte ting. Og kaster hun sin kærlighed på den, får den en god plads mellem alle de andre unikke ting.
Gudrunn fortæller, da den første eufori har lagt sig - hvad vi allerede ved - at Jeppe er tilbage i folden og at de for hundredeogsyttende gang vil give ægteskabet en ny chance, men hun virker ikke helt overbevist. Gudrunn vil bestille flybilletter til Island til sommer, så Jeppe og børnene kan se, hvor hun er født. ”Ellers får Jeppe det sgu nok aldrig at se!”, siger hun bittersødt, som om hun er klar over i hvilken retning vinden blæser fremover.
Snakken om flybilletter afføder spørgsmål til vores flyvetur til Valencia.
”Var det ikke kun en krone vi skulle gi’ for vores billetter hos Ryan Air. Er det ikke dem vi skal køre med?”, spørger Ditte kluntet og imponeret over prisen.
”RYAN AIR??”, råber Signe og ligner en der lige har set kaptajnen forlade flyveren iført faldskærm.: ”I har aldrig sagt at vi skulle flyve med Ryan Air, - dem vil jeg ikke flyve med”.
Den næste halve time må vi køre intensiv terapi med Signe om gode statistikker - nye fly - og ”Jeg kender nogen der har fløjet med dem mange gange” og ”Det er fordi servicen er så dårlig ombord, at det er billigt” og ”Tænk på hvor sjovt vi får det”, slutter Ann af og afslører et blå/lilla rødvins-tandsæt som på ingen måde står godt til hendes orange top,- mens Maria tørrer tårer af kinderne af grin.
Må nok ty til en hel flaske whisky eller en gummihammer til at bedøve hende med, for at få Signe med ombord! Og ellers må hun selv fikse noget narkose, - hvilket jeg i øvrigt er helt med på!
”Hvordan går det med jeres spanskkursus?”, spørger jeg lidt barskt. ”Det er jo snart.”, fortsætter jeg og kommer umiddelbart til at minde pigerne om vores weekendtur til Nørre Vorupør i Nord-vestjylland forrige sommer. Også MEGET svært sprog de taler deroppe!
Der findes ingen parlør, så det kunne måske udnyttes kommercielt?
Ditte har sommerhus der og vi havde planlagt en sjov weekend.
Vi ville i byen lørdag aften og hidkaldte en taxa. Chaufføren var en ret ung og sød fyr, som følte sig udstyret med nøjagtig samme evner som Michael Schumacher. Han udtrykte sig lige så uforståeligt som var det ham, men tysk har vi trods alt haft i skolen…..
Vi havde ikke en jordisk chance da han på nordvestjysk tilbød at hente os igen……
Hverken i første eller anden omgang forstod vi hvad han sagde.
Kunne man få lov til at købe en vokal?
Eller var det i virkeligheden vokaler der var for mange af?
Så mega dumme ud i en stivnet uforstående grimasse, - indtil han kapitulerede med et suk og slog over i rigsdansk udsat for en svag nordvestjysk accent.
”Så vi må nok lige ha lidt mere styr på det sproglige”, slutter jeg leende vores fælles oplevelse af.
Vi er i gang med desserten som er luksusbrownies fra ”Den Gyldne Ovn”. Må være bagt med en form for kakao-beton, for vi er ikke i stand til at rejse os efterfølgende. Glider ned i sædet og læner os, én efter én, tilbage på stolen og begynder at vippe. Dittes spisestuestole er vippestole fra Stokke. De eneste moderne møbler i huset, indkøbt pga. Dittes dårlige ryg. Vipper frem og tilbage, som befandt vi os i en legestue i stedet.
”Det er selvfølgelig bedst at kunne det mest basale spansk”, siger Maria praktisk: ”Hvis man mod forventning fik sig blandet ind i noget lort dernede”, forsætter hun, vipper frem mod bordet og skænker, let rystende, den femte kop kaffe op til sig selv. Anns og mine øjne mødes et splitsekund og vi smiler skævt og hemmelighedsfuldt til hinanden. Hun skulle lige vide..….
”Er du begyndt at pakke, Sif”, henvender Maria sig til mig med et drillende blik. Hun ved jeg altid er i god tid.
”Nej, - men mon ikke det ville være en idé, at Gudrunn startede nu. Hun glemmer stort set alt, - altid!”.
”Sludder”, bræger Gudrunn og ved at hun lyver.
Vi har aldrig været på tur uden Gudrunn har glemt noget. Sidst vi var i sommerhus glemte hun sengetøj, hårshampo, elastikker til håret, neglefil, skisokker og håndklæde.
”Jeg forsikrer jer om at jeg ikke glemmer noget til Valencia”, afslutter hun kategorisk og snerper munden sammen. Jeg kigger vurderende rundt på de andre og kan se vi er enige. Vi vil se det før vi tror det!
Sneen er endelig begyndt at smelte, hvilket er på tide!
Foråret starter 1. marts ifølge kalenderen.
Vintergækker, - og hvad de forskellige farvede tingester hedder, titter op af jorden i haven mens smeltevandet oversvømmer markerne ved åen. Jeg, til gengæld, kan konstatere, at jeg ikke mere er i mit livs forår!
Har lige fået taget billede til firmaets hjemmeside……
Var klar til at godkende billedet med et kort nik, men var så dum at iføre mig læsebriller midt i nikket….?
Fór ud til et oplyst spejl iført samme læsebrille. Ups! Skal åbenbart ha’ fikset både øjne og ansigt.
”En peeling med medium dybde vil være ideelt for dig”, siger en fuldstændig-glat-i-huden-skønhedsekspert. ”Det er en slags syre, der bliver penslet på huden og fjerner de øverste lag”, fortsætter hun forklarende. Det lyder umiddelbart ikke rart, men jeg er så desperat, at jeg hører mig selv sige: ”Kan jeg få en tid i næste uge, - der har jeg fri?”
Skønhedseksperten finder tid i kalenderen og rækker mig en brochure og en prisliste.
Hmm, kan se jeg snart er 6000 fattigere. 6000 jeg vel at mærke ikke har. Men det må jeg se stort på. ALT for vigtig til, at det bare kan ignoreres.
Hvorfor er jeg ikke en af de kvinder, som synes at jeg ældes med ynde og hviler i mig selv? Ville så gerne være én af dem. En af dem som afslappet udslynger at: ”Skønhed kommer indefra” og ”det er skønt at blive ældre.”
FORDI JEG NÆGTER AT TRO PÅ DE FINDES!
Okay, - måske findes der få kvinder, som hviler i sig selv, men jeg er altså ikke én af dem.
Ann kører mig til Mølholm. Hun vil være der til at holde mig i hånden.
Hun er i øvrigt fuldstændig overstadig i dag. Steffen, som snerydningsmanden kalder sig, har skrevet en ret sød sms: ”Hej Ann. Din latter fik smilet frem. Hvad sir’ du til en øl sammen med mig, en lørdag aften?
”Han er da fantastisk”, klukker jeg lidt misundeligt og kommer umiddelbart til at tænke på Sørens sms’er: ”Husk at købe hamburgerryg. Kh”.
Er endda heldig hvis der står kh.
”Skriver du tilbage?”, spørger jeg interesseret.
”Halloooooo, din tosse. Jeg skal da bare lige finde på noget genialt at svare ham”, smiler hun eftertænksomt.
Vi ankommer til Mølholm, - og jeg bliver bedt om at lægge mig på en briks i et rimeligt stort, klinisk rum. Et skrivebord og to stole står ensomt i den anden ende af rummet og Ann får besked på at sætte sig der.
To skønhedseksperter begynder at blande syren. Jeg er alligevel en smule betænkelig nu!
De begynder at dyppe vatpinde i syren og stryger det på min hud….
Indrømmet: En lille smule ubehageligt, men hvad gør man ikke, når resultatet inde i ens hoved bliver knaldhamrende godt? Også med briller!
”Er du sikker på du kan klare tre lag syre?”, siger Ann med rumklang fra det store rum, efter anden påsmøring. Hun lyder bekymret. Min hud er begyndt at brænde, - men jeg vil være glat igen! ”JA!”, svarer jeg højt, med kort ecco, - helt afklaret med konsekvenserne af mit svar: ”Men har I ikke noget der kan køle mit ansigt af?”
Ann finder interimistisk et dameblad frem. Stiller sig ved siden af mit hovedgærde, tydeligt bekymret nu og vifter det ivrigt frem og tilbage over mit hoved indtil torturen er slut.
Man må lide for skønheden, - og selvfølgelig gennemfører jeg!
6000 spir kommer jeg af med. Til gengæld får jeg lov til at ligne én med en vanskelig hudsygdom, tværet ind i fed creme i en uges tid, mens huden går løs og begynder at skalle af.
Det sker i denne rækkefølge: Første dag efter peeling er huden begyndt at stramme - anden dag strammer den helt vildt, - tredje dag kommer der store revner i huden - fjerde dag er revnekanterne ved at krølle sammen og mareridtet med at forsøge ikke at flå skindet af begynder.
”Det skal falde af af sig selv”, husker jeg, skønhedseksperten formane, - hvilket jeg har fundet ud af er en fuldstændig umulig opgave!
Har de slet ingen realisme inden for den branche?
Og hvorfor er det at Vejles lækreste post absolut skal dukke op med en pakke den dag? Netop den dag Søren ikke er hjemme. Ægtemanden er fanden-gale-mig hjemme hver eneste fucking dag, bortset fra i dag, hvor han er hos tandlægen.
Desuden plejer det at være en vindtør gråhåret 65 årig post, der afleverer pakker i vores kvarter.
Jeg gik fuldstændig i panik da jeg fik øje på den unge smarte årskalender-fyr på vej ud af postbilen, ilende mod hoveddøren. Viklede desperat og uigennemtænkt et sort badehåndklæde rundt om mit hoved for at dække de store grimme skæl og fik et kort glimt i spejlet at en skummel ørkenbeduin, skulende mod hoveddøren.
For fanden da, - må hurtigt vælge mellem at ligne Osama Bin Laden eller en spedalsk……
Vælger i sidste øjeblik spedalsk og overvejer et splitsekund om det vil være passende at understrege med en kroget stok, et slæbende ben og et ”Arrrhg” udbrud, når jeg åbner døren.
Det lykkes mig at overføre en vis portion angst til postmand Per da jeg åbner. Han tager, med afskyen malet i ansigtet, et skridt bagud da jeg tøvende åbner døren og stikker hovedet frem. Jeg tager mig sammen og forsøger mig med standup da jeg tager imod den 20 x 20 cm lille pakke i strakte arme: ”Det er nok min isolationscelle”, griner jeg overdrevent højt og falskt: ”Oppustelig….”, forlænger jeg pinagtigt situationen…… og skriver under på modtagelse af Sørens pakke.
Ønsker pludselig at Søren skal have rodbehandlet indtil flere kindtænder!
Jeg ved ikke, - det var bare ikke en af de bedste dage i mit liv!
Men endelig, - på femtedagen flår jeg alt det skind af jeg kan få fat i af og finder kraftig lyserød hud under.
Ligner i øjeblikket en indianer der skal slå katten af tønden. Mangler egentlig kun en stor fjer og sort hårfarve for at fuldende udklædningen!
Forkert tidspunkt at spørge mig om det var det værd! Jeg ved det simpelthen ikke.
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG.
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG.
JEG ER RIG, RØGFRI OG LYKKELIG.
Hvornår mon det begynder at virke? Skulle jeg tage smuk med i remsen?
JEG ER RIG, RØGFRI, LYKKELIG OG SMUK?
JEG ER RIG, RØGFRI, LYKKELIG OG SMUK!
Den tager jeg!
Det virker! Det virker!
Første dag på arbejde efter selvvalgte pinsler. Dejlig optur på grund af kollegaudtalelser som: ”Hvor ser du frisk ud, Sif. Du har da vist haft godt af ferien hva`?” Ansigtstorturen har absolut givet godt resultat.
Går desværre ned med flaget allerede næste dag og bliver nødt til at tage en sygedag. Jeg er sikker på jeg har fået blærebetændelse. Har det som om blæren er fyldt til bristepunktet hver femte minut, så jeg løber i pendulfart til toilettet nu. Kun gevinst med meget få dråber hver gang. Til gengæld gør det hammer ondt!
Jeg må have fat i lægen….
Jeg har forsøgt nu i tre kvarter og er ved at forvandle mig til eksplosivt materiale! FOR FANDEN DA…. SÅ TAG DOG DEN TELEFON!
...................................................................ENDELIG!
Kamæleonagtigt forvandler jeg mig på få sekunder til en venlig og bekymret patient. Det er trods alt mit helbred, det drejer sig om. Dumt straks at lægge sig ud med lægesekretæren.
”Kom herned med en urinprøve”, kommanderer hun.
Jeps! Klart nok! Men i hvad? Ligger ikke lige inde med et urinprøveglas….
Jeg får næsten tømt alle skuffer i køkkenet i jagten på et engangskrus. Jeg ved, der er nogen et sted.
Opgiver tyve minutter senere og klemmer fem dråber ud i en to deciliters frostboks fra Tupperware, og så af sted til lægen.
HVAD?
Fuldstændig tørt og upåvirket af smerten i mit ansigt forklarer lægesekretæren: ”Du ligger lige på grænsen, så jeg synes bare du skal gå hjem og drikke en masse vand, - det renser ud!”
HALLOOO……..
Står hun ikke indirekte og kalder mig pylret? Kan man så få en pille der hjælper lige med det samme. Er meget mere til den slags hurtige, smertefri pakkeløsninger.
Det kunne man ikke! Jeg er sikker på de må have målt forkert! Der er sikkert for få dråber i frostboksen til et sikkert resultat. Jeg bliver nødt til at have piller til at stoppe ufrivillig motion til toilettet….
Iler på apoteket.
”Kan man få noget for blærebetændelse i håndkøb?” spørger jeg håbefuldt og klemmer lårene sammen. ”Det kan man da!”, svarer venlig apoteker. ”Man kan få tranebærsaft.”.
TRANEBÆRSAFT? Jeg kan sgu da ikke stå og virke seriøst syg på arbejde med tranebærsaft som medicin!
Ingenting at gøre. Jeg kan ikke overtale apotekeren til udlevering af receptpligtig medicin og bliver dermed nødt til at fortsætte hyppige toiletbesøg, samt indtagelse af fire liter vand for resten af dagen.
Jeg ringer desperat til Ditte: ”Du må vide hvad der hjælper hvis man nægter at acceptere tranebærsaft som medicin Ditte”, tigger jeg hende.
Men hun er ikke på min side i dag. ”Lægen og apotekeren ved bedst Sif…..” påstår hun hårdnakket: ”Vi ses i aften.”
Hvad fanden er det for en ufølsom veninde at have?!
Jeg bliver simpelthen nødt til at ”fake” en lang penicillinkur med morgen- og aftenpille! Alt andet vil da være pinligt.
Det er sidste tøseaften inden Valencia. Vi er hos Maria i aften.
Maria og Kasper bor i en ejerlejlighed i Vejle midtby. Maria købte den til sig selv og børnene, da hun blev skilt.
Kasper flyttede ind ca. et år efter, men han har ikke haft den store indflydelse på indretningen. Lejligheden indeholder stort set det samme og ser nogenlunde ud, som da hun var single. Tror måske Maria har været så storsindet at rydde et par hylder i det bagerste klædeskab, til ham.
Maria har en helt klar stil. Romantisk svenskerstil fra halvtredserne. Hvidmalede møbler og puder med blomster. Tallerkenhylder med småblomstret porcelæn og mangefarvede kludetæpper på de afsyrede gulvbrædder. Der er orden. Ekstrem orden!
Driller hende med at have en form for OCD. Der må bestemt være et eller andet galt i hjernen, når man synes det er fedt at rydde op og gøre så systematisk rent, som Maria gør. Hun magter ikke, hvis der er rodet, - overhovedet.
Jeg elsker også når det er pænt og rent hjemme hos mig, men det er meget svært at gennemføre orden når resten af familien tror de bor i et permanent feriehus incl. slutrengøring!
Det er tydeligt at se at Maria har styr på alt, når vi holder tøseaften. Selv servietterne ligger sirligt lige. Men hun er god til at hygge om os, - altså indtil det begynder at rode lidt på dugen med twistpapir og fyldte askebægre, så kan hun virkelig blive belastende.
Hjælper hende op i det røde felt ved konstant at rode dugen til, når det stikker os.
”Næh, hvor ser du godt ud Sif”, lyder det fra højre og venstre, da jeg ankommer. ”Man kan sgu godt se, din hud er blevet meget finere!”, fortsætter Signe vurderende.
YES! Præcis hvad jeg har brug for at vide. Faktisk er jeg også selv tilfreds. Er ligeså blød som en barnerumpe på kinderne. Jeg når dog ikke at sole mig mange sekunder i succesen før Gudrunn barskt udslynger: ”Har I set at et passagerfly lige styrtet ned i Italien?”. Så var stemningen ødelagt!
Som om man ikke var angst nok i forvejen…….
”Hør her, det er ikke særlig realistisk at der falder to fly ned inden for fjorten dage, vel?”, udbryder Ann.
Udsagnet letter faktisk stemningen noget! ”Nej, selvfølgelig ikke!”, siger Gudrunn overbevisende og sætter efterfølgende, leende ord på mine tanker omkring bedøvelsesmidler: ”Vi må ha’ noget lattergas med! Jeg ku’ ta’ noget med fra klinikken”, slår hun i bordet. Vi andre ler også nu og hun fortsætter: ”Det minder mig om, da jeg fødte Malthe. Jeppe var selvfølgelig med og jeg fik lattergas mens jeg havde veer. Midt under hele scenariet flår han lattergasmasken fra mig og inhalerer dybt. Jeg flippede selvfølgelig fuldstændig ud og hev den til mig igen. Lå og havde hysterisk ondt, samtidig med at jeg var rystende nervøs for hvad han ellers kunne finde på at forlange at forsøge sig med af medikamenter?”.
Jeppe er meget eksperimenterende og har prøvet lidt af hvert, så vi er ikke i tvivl om at det hun siger er sandt.
”Hmmm, godt han ikke er min tandlæge”, siger jeg tørt: ”Han må jo være skæv altid når han har det lige ved hånden”. ”Ja tak”, bifalder Ditte og slynger tungen henover hendes nye krone: ”Er det ham der er Jacob Haugaards tandlæge?” Vi bryder sammen af grin og flystyrtet glider i baggrunden.
Tror nu alligevel at jeg vil føje ”heldig” til min remse, - bare for en sikkerheds skyld. Eller hvad med ”udødelig”? Hvorfor skal de varme lande absolut også ligge i flyveafstand?
”Hvad skal vi egentlig ha’ med til Valencia ….og hvornår skal vi være i lufthavnen?”, spørger Gudrunn og forsøger at se opmærksom ud. Hun er i gang med at sortere hvidløgsbremmen i farsbrødet fra. Hendes tallerken ser lidt tom ud. Et stykke farsbrød, seks kartoffelbåde og en bunke frasorteret hvidløg på kanten. Det bliver bemærket af Maria: ”Er der lidt vampyr i dig Gudrunn? De kan heller ikke li’ hvidløg.”.Og straks efter irettesættende: ”Pas på at bunken ikke falder ned på dugen”
”Jeg synes stadig du skal lave den huskeseddel Gudrunn. Og vi skal i hvert fald have en parlør med”, afbryder jeg Maria.
Jeg fandt ud af forleden, at Trine på mit arbejde er skabsspanioler! Eller har i hvert fald været au pair i Spanien for nogle år siden. Så jeg hev fluks min spanske parlør op af tasken, satte prikker ud for alle de sætninger der kunne tænkes at komme i betragtning i Valencia, og lokkede hende ind i firmaets speakerboks.
Nu har jeg min helt egen cd med spanskundervisning. Har øvet mig helt vildt, - men kan jo langt fra alt. Parløren skal med for en sikkerheds skyld. Hvis man nu skulle få brug for lægehjælp eller apotekervarer? Kunne selvfølgelig også forberede en lille medicinpakke hjemmefra…..
”Hvor har I ligtorneplaster?”, spørger jeg apotekeren dagen efter. Hun peger på bagvæggen og jeg bevæger mig i den anviste retning.
Jeg får hurtigt hænderne fulde af forskellige forebyggende produkter til Valenciaturen - og produkter til bekæmpelse af fodvorter. Har nemlig opdaget en grim fodvorte under venstre fod. Prøver, i tankerne, at lokalisere hvor jeg har fået den suget til mig, - uden held.
Mobilen ringer i det samme og i stedet for at ringe op til vedkommende senere, er jeg ude i et desperat forsøg på at opmagasinere hvad jeg har i hænderne, under armen. Det lykkes ikke og jeg taber det halve på gulvet - men mobilen skal besvares!
Det er Ann. ”Hva’ laver du?”, spørger hun nysgerrigt. Forklarer panik-agtigt hvad jeg laver og hun fortsætter: ”Jeg keder mig.......................”.
Jeg står i en stilling, som i profil kunne minde om klokkeren fra Notre Dames og forsøger overbærende at få Ann til at indse at hun lige må kede sig ti minutter mere, inden jeg kan ringe hende op.
Da jeg kommer hjem ringer jeg hende op, mens jeg forsøger at finde min kuffert frem til alle apotekervarerne. ”Jesus. Hvordan i himlens navn er kufferten kommet til at se sådan ud?”, stønner jeg ”Den mangler jo både et hjul og en hank. Jeg må på indkøb igen!”, forklarer jeg Ann og afslutter vores samtale om absolut ingenting.
Indrømmet: Det var vist ikke den dyreste kuffert jeg faldt over sidste gang. Var vist nok endda den billigste! Kunne selvfølgelig lige ringe til den gamle om hun har én stående….
Det bliver startskuddet til en laaang palaver om deres sidste rejse, men jeg har heldigvis god tid i dag. Hun er både inde på maden a la ”Husker du da ikke at far og morfar blev så syge af maden dernede og fik diarré. Far har da haft lind afføring siden!”, siger hun i en anklagende tone.
Det er muligt jeg på et tidspunkt har hørt brudstykker af en sådan samtale, men må indrømme at jeg tit kører autopilot når jeg har hende i røret.
Hotel, vejr, seværdigheder og priser kommer hun også ind på, men til sidst får jeg skovlet kufferten fra hende.
Hun kommer endda over med den. Hun har for én gangs skyld ikke gang i andre aktiviteter og har tid til at drikke kaffe sammen med mig. Jeg er næsten beæret!
Indrømmer at det er vildt hyggeligt, - til hun begynder med bekymrings tonen: ”Har du nu råd til at ta af sted Sif?”
Jeg har mest lyst til uhæmmet at råbe: ”NEEEEJ….MEN DET KOMMER IKKE DIG VED”, ind i hovedet på hende, men vælger i stedet at berolige hende med et: ”Ja da, selvfølgelig. Jeg har jo sparet op!”.
Jep! Sparet op, - hvis man kan kalde ”hæve penge til tøseklubben” på en konto, der står katastrofalt i minus, for sparet op?!
Jeg får, fra tid til anden, et brev fra banken, hvor min ellers tålmodige bankrådgiver skriver: ”Hvad går der galt?” med en stor rød cirkel tegnet om en håbløs minussaldo. ”Du må kontakte mit firma, - det er dem der udbetaler mig løn en måned for sent hver gang”, forsvarer jeg mig altid. Han har heldigvis humoristisk sans, hvilket absolut også er nødvendigt med mig som kunde.
Da bekymrings tonen ikke ændrer karakter og jeg ikke kan holde den ud mere, får jeg verfet min mor ud af døren med en undskyldning om at jeg har en aftale med Ditte.
Hvorfor har forældre lov til at blande sig hele livet? Det stopper aldrig! Hvilket minder mig om, at jeg må blande mig i mine børns liv resten af livet. Det er sådan, man får retfærdighed ud af det.
Begynder så at pakke og bliver helt høj af forventningerne til turen. Vi plejer at have det hamrende sjovt, når vi er af sted.
Jeg smiler for mig selv. Der er få ting her i livet der er garanti på, - men sjove ture med pigerne er heldigvis én af dem.
