Ann kommer selvfølgelig også selv.
Men der er lang tid til i aften. Først en gåtur med Trofast.
Søren har inhaleret en virus og har barrikaderet sig i stuen nedenunder, og jeg er nu tvangsindlagt til en gåtur med en hanhund som tror den ejer hele kvarteret.
Det plejer at være Sørens job at gå med Trofast. Da Trofast både er stærk og hader alle hanhunde i miles omkreds, er det ikke et ligefrem et drømmejob at spadsere med ham. Krydser altid fingre, tæer, hår og alt hvad der ellers kan krydses, inden jeg bevæger mig ud med ham.
Desværre viser det sig ikke at være nok i dag. Eller får måske i virkeligheden et kryds for meget ind.
Vi går på natur stien, som svinger sig op og rundt om en kuperet skrånende mark. Heste græsser her om sommeren. Stien er tilsneet og der er en fantastisk udsigt ud over skoven, engen og åen. Den er jeg faldet i staver over, mens Trofast sørger for gødning til naturen inde i hegnet.
Der hænger hvid frost i alt - træer, buske, grene og alt andet er dækket med et tykt lag glinsende frosset sne. Solen er på vej op over træerne og ligner en overdimensioneret saftig juleappelsin. Mangler kun Elliot og E.T flyvende foran, for at billedet er fuldendt. Det er virkelig smukt!
Når ikke at ænse en grim bulldog komme rundt om hjørnet imod os før den næsten er forbi. Trofast knurrer og trækker mig rundt, så mine ben krydser og jeg vælter ind i pigtrådshegnet. Ligger og roder rundt med oprevne cowboybukser og en forvredet fod og forsøger at få styr på Trofast, som knurrende forsøger at slæbe mig med i bulldog´ens retning. Kigger panisk op på Bulldog ejeren, som er en mand først i tyverne. Han rækker en hånd ud til mig, mens hans hund forsøger at undvige Trofast, - og får mig op at sidde.
Jeg kan se der lurer et smil i mundvigen: ”Det var sør’me da noget værre noget”, siger han med det slet skjulte smil, trækker på skulderen og fortsætter hen af stien med sin hund.
Og fortsætter hen af stien med sin hund!!?
Skal lige love for, man ikke er tyve år og very good looking mere!
Må sidde på den snedækkede, frosne jord i tyve stive minutter med en åndssvag, utålmodig og uforstående hund, - og vente på en sød veninde i form af Signe.
Signe må jo vide noget om den slags, - brækkede fødder og sådant, qua sit arbejde på sygehuset, - underordnet hun er sygeplejerske og ikke radiograf eller læge.
Inden hun arriverer, når jeg stortudende at ringe til Søren og svine både ham og hans influenza og lortehunden til, - og når også at vække resten af veninderne.
Er lige ved at fælde en glædeståre da Signe kommer ind i mit synsfelt. Hendes hår pjusker og hun har ingen makeup på. Hun ser ud som om hun er fløjet ud af sengen, uden efterfølgende vandhygiejne, så måske er det derfor makeup’en mangler.
Signe har normalt én arbejdsgang i bilkørsel og smukkesering. Hun bruger alle lyskryds-pauser i bakspejlet, med foundation, maskara og eyeliner. Faktisk kan jeg godt blive i tvivl, om hun overhovedet kan lægge makeup foran et helt almindeligt spejl.
”Åh, din stakkel” siger hun medfølende, mens hun flår min stivfrosne, nu bedøvede -og gennemblødte røv, op fra den snedækkede jord.
”Vil du ha en dum hund”, siger jeg påtaget sur, og autentisk rystende af kulde. Signe smiler skævt og balancerer hen til bilen med mig i den ene hånd og en ustyrlig, trækkende hanhund i den anden. Hendes stribede blå pyjamas kommer til syne under frakken og afslører at min formodning om ”ingen hygiejne” er rigtig. ”Skal jeg køre forbi dyrehospitalet med den?”, ler hun, velvidende svaret.
Signe kører forbi efter et sæt krykker hun har stående hjemme. Instruerer mig i brugen af krykkerne og trøster mig lidt inden hun tager af sted igen. ”Tak Signe. Vi ses kl. 18”, siger jeg taknemmeligt, da hun tager af sted.
”Nej, før”, svarer hun mig: ”Vi skal nå at være klar til dronningens nytårstale”. Nå, ja. Havde helt glemt Signes overophedede kærlighed til de royale. Er i den grad overbevist royalist.
Jeg piller de våde bukser af. Hmm, jeg skal da vist lige nå at barbere ben inden festen. De ligner i øjeblikket min mors hjemmelavede beige ryatæppe inden støvsugning idet skrammer og lidt blod nu blander sig med hårene. Jeg glemmer tit at barbere ben om vinteren. Eller rettere sagt: Det er en overflødig opgave om vinteren. Hvem hiver op i buksebenene for at tjekke?
Men i dag er det kjoledag. For ca.anden gang i mit liv skal jeg have kjole og lange sorte støvler på. Bliver helt kanon. I think?!
Men barberingen er pludselig en kompliceret opgave på grund af krykkerne som medvirker i alle dagens gøremål. Brusekabinen ligner et fejlopslået telt uden dug, da jeg endelig får placeret mig selv og krykkerne i den. Det går ikke! Smider i stedet stængerne ud af kabinen og sætter mig på gulvet med benene op af kabine væggen og med skraberen i min højre hånd. Får krampe i benet og må i stedet sidde som den lille havfrue, barbere halvdelen, lave et 180 graders balleskift og barbere den anden halvdel. En time og tyve minutters besvær senere, vil jeg dog betegne mig selv som yndig!
Og så er de der, resten af veninderne. Hænger én efter én i røret med tilbud om at komme før planlagt. Hjælpe til med madlavning og alt muligt andet. Vil dog til at ”hugge om det”, da jeg nævner muligheden for at få hjælp i badet. ”Så gode venner er vi sgu heller ikke!”, ler Gudrunn i telefonen.
De kommer kl. 16:30. Festklædte, feststemte og klar til at overtage min del.
Og efter flere indledende kommentarer som ”Har du grædt?” og ”Du ser lidt udkørt ud!”, er jeg blevet overbevist om at det ikke er en makeup-artist karriere jeg skal satse på i fremtiden.
Maden er delt ud på alle par/singler. Søren og jeg står for oksemørbrad, kyllingefileter og bearnaisesovs, men der er selvsagt ikke meget hjælp at hente fra Søren. Han ligner tværtimod én der selv har brug for ekstrem meget hjælp. Jeg får helt ondt af ham som han ligger der i på sofaen badet i sved, og med det fine tynde sparsomme hår han har tilbage på hovedet, klistrende vådt ind til hovedbunden i små cirkler.
Jeg har nået at forberede sovsen inden gæsterne kom, - iført krykker. Men Marias Kasper overtager straks køkkenet efter ankomsten og dirigerer kyndigt rundt med resten af hannerne. Han er iført en stor skarp kniv i den ene hånd, og en rom og cola i den anden.
Det er lige før det er blevet til en win/win!
Jeg pyntede bordet i går aftes - endda så rigeligt - tog lidt overhånd med serpentinerne. Men nu mangler jeg kun at lægge servietter på tallerknerne, hvilket Ditte allerede er i fuld gang med: ”Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan jeg gjorde sidste gang.”, siger hun forvirret, rynker brynene, smider en krøllet serviet ud og forsøger sig med en ny. Hun har gang i en abstrakt kreation, som efter utallige mærkværdige forsøg ender ret simpelt: Et langt rør med en serpentiner viklet omkring.
Ditte har en multifarvet teltagtig kjole på og et par røde sko. Hun kigger spørgende på mig med armene ud til siden: ”Hvad sir’ du? Den var sat 800 kroner ned!”.
Jeg mangler ord. Ville så gerne sige noget pænt, men kan ikke komme i tanke om andet end: ”Hvor ser du sød ud med opsat hår”. Ditte smiler detektivagtigt: ”Ikke lige din stil kan jeg se”. Jeg ryster ærligt på hovedet og ved at hun ikke bliver fornærmet.
Dronningen afvikler sin nytårstale med Signe stående andægtigt lyttende.
Hun har byttet pyjamas’en ud med sort kort nederdel og en lys skjorte med flæser fra ”Sand”. Det lange lyse hår er sat op så det er en royal værdig. I stedet for diadem har hun dog ”kun” to store sølvsommerfugle til at holde kreationen.
Søren har taget bad og er dukket op fra sit skjul i kælderen. Med tørt fe-agtigt hår er han blevet nogenlunde klar til, febervarm, at indtage nytårs maden.
Maria og jeg beslaglægger de to pladser overfor hinanden for enden af bordet. Hendes venstre fod er forstuvet endnu og min højre….tja… Har regnet ud at Tomas, som skal sidde for enden, er rimelig hurtig færdig med at spise og planlægger hurtig overtagelse af hans stol til ben oplægning.
Har lavet et hurtigt regnestykke: 60 procent af de voksne festdeltagere er handicappet i aften! 65 procent hvis man også regner Kaspers lille uheld med et ildfast fad, med. Jeppe ville hjælpe ham fadet ud af ovnen og mistede grebet i den ene side. Saften rendte ud over kanten med endestation på Kaspers hånd.
”Jeg har lavet spansk tapas”. Ann står bag stolen og forklarer om forretten. Hun har for en gang skyld smidt vesten til fordel for en sød lilla/sort kjole med sorte stramme bukser under. ”I bør kunne li’ det alle sammen!”, afslutter hun med et glimt i øjet.
Hun har ret. Vi spiser som var det en dødsdømts sidste måltid, for det smager fantastisk!
”Hvor er der egentlig mørkt herude, selvom I ikke bor helt ude på landet….”, siger Dittes Poul henvendt til Søren.
”Ja!”, svarer Maria uden at blinke, inden Søren får åbnet munden: ”Her er ligeså mørkt som i en negers….”, fortsætter hun med et frækt grin diskret rettet mod Gudrunn.
Vi indviede fniser barnligt.
Gudrunn morer sig ikke. Hun forsøger at ignorere os og giver overdrevent opmærksomhed til sin guldfarvede hår elastik i et forsøg på at lave en kunstnerisk knold i nakken.
Vi ved jo godt det ikke går fantastisk hjemme hos dem for tiden, men i aften har de, ind til videre, begge været rimelig neutrale og afdæmpede. Aftenen er selvfølgelig også lige startet.
Jeg stivner lidt, - synes Jeppe ser ud som om et raseri er på vej….
Hun har forhåbentlig ikke fortalt noget, for så er bemærkningen da helt malplaceret. Jeppe er helt rød i hovedet nu. Han åbner munden og…....hoster?!
Og Gudrunn banker ham på ryggen med en befriende latter: ”Først tygger man toogtredive gange, og så synker man Jeppe!”
Pyha, - han var bare ved at blive kvalt i kødet!
Jeg begynder at trække vejret igen. Tror måske vi skal lade vittighederne ligge til næste tøseklub!
I det hele taget er det jo ikke i orden at drille med sådant….
Utroskab er en alvorlig sag. Desuden er Jeppe en sød fyr og passer perfekt ind med resten af påhænget. Men når det nu er sket, - kan man da ligeså godt få det sjoveste ud af det!
Klokken to minutter i tolv øger vi fra 65 til 70 procent handicappede.
Ann, med flere, har tænkt sig at hoppe ind i det nye år fra en stol. Dittes Poul hjælper hende op og begynder at kravle op på sin egen, da Ann pludselig ligger ved siden af stolen med arme og ben i vejret, - akkurat som Trofast der tigger om at blive kløet på maven?
Jeg har slet ingen handlingsforløb. Kun to stillbilleder af Ann.
1) Stående stilrent og skråsikkert på stolen.
2) Liggende forpjusket og krøllet på gulvet.
Poul får hende på ny klodset op på stolen tre sekunder før midnat og hopper ned på slaget tolv.
”GODT NYTÅR” råber vi lykkeligt i kor og omfavner hinanden på skift. Lykkelige for at vi for første gang nogen sinde er sammen nytårsaften. De bedste veninder i verden!
Ti minutter over tolv gør vi rent bord.
Jeg har købt en kæmpe pose fyrværkeri til en, for dagen, glad Tomas. Han, og Ditte og Pouls dreng Martin, er i fuld gang med affyring ude på vejen. De har gemt de største raketter til efter midnat og nu står vi alle halvsnaldrede og beundrer dem, indtil Tomas får væltet flasken med raketten under optænding.
Ingen når at reagere før raketten med ekstrem fart farer forbi os ind i carporten. Et gigantisk brag lyder og vi kaster os fladt ned på maven i sneen. Jeg kigger hurtigt op og et fantastisk syn af alverdens farver lyser carpoten op og blænder mig et kort øjeblik.
”Ta’ skovlen og slå på det”, hører jeg Poul råbe inden jeg selv får synet tilbage. Jeppe, Kasper, Søren og Poul tæsker løs på en presenning med ild i - med en skovl, en kost en rive og en hakke - og får heldigvis hurtigt bugt med den.
”Det var ellers flot”, udbryder Ditte malplaceret, imponeret. Vi kigger dumt på hende og bryder så sammen.
”Sådan er det altid hos os nytårsaften”, griner jeg og forsøger at overdøve hyletonen i mit øre.
”Er der andre end mig der har fået tinnitus?”, skiftevis griner og græder jeg halvkvalt.
Det har stort set alle.
”jamen så blev det en uforglemmelig aften på flere måder”, konstaterer jeg og ved ikke om jeg skal grine eller græde.
Gudrunn og Maria ligner nogen der har været på sightseeing i en uddød vulkan. De fik sig smidt i en bunke betonbrokker og puds som Søren ellers havde lovet at køre på lossepladsen i sidste måned. Marias cowboybukser og Gudrunns sorte festjakke er hvidplettet af en blanding af sne og betonstøv. ”Har I en god forsikring?”, griner de lidt nervøst i mund på hinanden og kigger med opspilede øjne på mig, mens de børster hinanden af.
”Kom nu bare med ind igen”, afbryder jeg dem ved lyden af Trofast’s uafladelige gøen: ”Og nu er festen da for alvor skudt igang!”, fortsætter jeg leende og trækker de forhutlede gæster med ind igen.
Ann har slået knæet under sit cirkusnummer med stolen, men heldigvis ikke værre end, at hun kan humpe rundt på dansegulvet en time senere. Alle de kvindelige festdeltagere ligner efterhånden et udpluk fra et alderdomshjem at dømme ud fra dansebevægelserne. Ikke mange sexede samba-udsving der! Kun Signe brillerer som sædvanligt.
Kunne sætte gulvklude under Marias venstre ben og mit højre, og samtidig få vasket parketgulvet, tænker jeg et øjeblik praktisk, mens jeg lægger mærke til Marias slæbende ben.
Søren har udmattet kapituleret. Ildspåsættelsen tømte ham for de sidste kræfter og han har slæbt sig febervarm ned i stuen, under dynen.
Vi andre holder ud til halv seks. Så kommer taxaerne og festen er forbi.
Tager lige et hurtigt kig ud over bordet og ryster på hovedet. Nægter at tage mig af det nu. Det ligner lort og jeg er langt fra oplagt til hovedrengøring.
Lægger mig i sengen og lader året flyde igennem tankerne med en svag hyletone som underlægning. Det er sket så meget, - og så alligevel så lidt….og så er jeg væk.
UHMMM, bliver tilbedt af en nougatbrun steg på en sydhavsstrand.
Solen skinner, det er varmt og jeg er på vej ud i havet…. som pludselig lugter af kloak?
Jeg forsøger at åbne mine sammenklistrede øjne og glor lige ind i Trofast’s mund. Højest irriterende og utjekket timing! Hmmm, den trænger vist til en tandrensning.
Den står ved siden af sengen og ser glad og dum ud med tungen hængende ud af munden og klokken er halv syv. Fy for den!
Det kan simpelthen ikke passe, at man skal kunne fungere på det her tidspunkt.
Det er første arbejdsdag efter alt for kort ferie.
Og Søren - ja han ligger selvfølgelig varmt og godt under isoleret dyne og snorker. Misundelse er en grim ting, MEN DET ER JEG! For han er blevet rask igen og har dermed ingen undskyldning for at ligge i sengen mere. Jeg dagdrømmer om at være en bamsebjørn, der bare kan gå i vinterhi indtil nogen fikser foråret. Jeg bliver simpelthen så deprimeret af kulragende mørke.
Kaster surt et blik på min bevidstløse ægtemand. Hvem der var billedkunstner med selvvalgt (aldrig tidlig) arbejdstid som Søren.
Og bare kunne fise rundt og klatte lidt med en pensel hele dagen og lege kreativ. Mon han bliver sur over den beskrivelse?
Jeg har i øvrigt glemt at købe kaffe, så jeg må nøjes med en smøg under emhætten. Vi har jo røgfri tidsalder!
Det sner, for tyvende gang denne vinter og jeg falder i staver. Må være tæt på en isvinter nu.
Hvorfor findes januar i det hele taget? Er både kold og mørk og dum. Det eneste lyspunkt er januarudsalg, - men det kan dem der er ”in charge” vel for fanden flytte til februar!
Jeg lister ind til Tomas, som stadig har ferie. Han sover med fuldstændig åben mund. Begge mine børn har denne lidet flatterende mundstilling, når de sover. De kan være lykkelige for, at man kun sover otte timer i døgnet, ellers kunne visse dyr nok føle sig fristet til at bygge rede der!
Man ved selvfølgelig ikke, hvad der sker på Mikkels værelse. Han sover nok fjorten timer i døgnet, og der har ikke været gjort rent i minimum et halvt år, så hvem ved, - det kan være han fungerer som residens for adskillige husvilde kryb om natten.
Jeg har ingen idé om, hvem de har arvet mundstillingen i hviletilstand efter. Så dum ser jeg ikke ud når jeg sover - det nægter jeg at tro. Jeg har med stor fornøjelse taget indtil flere billeder af dem, som helt sikkert vil blive brugt imod dem på et senere tidspunkt.
Jeg planter et ømt kys på panden af Tomas og lusker ud igen. Okay, han fortjener lidt mere ferie. Sur teenager eller ej.
Jeg sætter mig ud i isterningen for at køre på arbejde og finder ud af at jeg må have købt tøj til forventet global opvarmning! Er i hvert fald ved at fryse fast til rattet. Minus tre grader og stiv pelikan. De gjorde et stort nummer ud af i går i Vejret, at det ville føles som minus 20 grader når det blæser.
Kigger tvært ind på mørkt soveværelsevindue, mens jeg ruller forbi.
For F……!
Jeg må tage mig sammen for bare at hive læberne op i vandret, da jeg ankommer til min arbejdsplads. ”Godt nytår”, hilser de smilende på mig. Hvordan kan de se så friske ud?
Har på fornemmelsen, at jeg selv ligner en gammel vissen kaktus med elektrisk hår, (som jeg altid er heldig at få i frostvejr) og slæber mig hen til min pind.
Op af formiddagen samles ”vi med rygrad som regnorme” og trækker udenfor på trappen. Vi må stå sammenpresset med ryggen mod vinden og ligner en dybfrossen pingvinklynge. Der er ikke meget sjov ved at være ryger mere!
Måske var det en bedre idé at melde sig til et rygestopkursus? Er tolvte gang ikke lykkens gang?
Sidste forsøg var i sommer. Jeg havde forsøgt at få lokket Ann med på idéen. Da det mislykkedes, forsøgte jeg at overtale Ditte, Gudrunn og Maria uden held.
Maria er HELT udelukket – nægter at deltage i politisk korrekt opførsel og protestkæderyger, hver gang jeg snakker om at stoppe!
Ditte ryger økologiske cigaretter og har bildt sig selv ind, at det ikke er nær så farligt at ryge dem som almindelige cigaretter. YEAH RIGHT! Den eneste ikkeryger er Signe, stakkel!
Jeg føler mig fristet til at prøve igen og googler lidt på rygestop efter rygepausen.
Hmm, jeg kan vælge mellem at få rygelunger, hvis jeg ikke holder op og en stor sandsynlighed for at få en depression, hvis jeg holder op.
Altså med mine gener er det lige så svært at undgå en depression, som at få syv rigtige i lotto!
Har allerede haft én depression og skal saftsuseme ikke have flere af dem, hvis det på nogen måde kan undgås. Jeg bereder mig i stedet på fremover at findes i den nederste sociale klasse på trods af min middelklasse-indtægt. ØV!
Der må være noget, jeg kan trøste mig med?
Januarudsalg?
Januars højdepunkt starter på lørdag.
Jeg sms’er frem og tilbage med pigerne, da jeg er hjemvendt fra arbejde. Ann er den eneste, der har tid og lyst. Får sms fra Signe: ”Er det formiddag eller eftermiddag, I skal simpse?” Signe har bøvl med sin ordbog, så vi må gætte os til det meste. I dette tilfælde er det dog ikke svært.
Signe har ikke så nært et forhold til sin mobil, som os andre. Kæmpe overraskelse hvis man får en sms tilbage fra hende inden for en uge.
”Jeg gir ladef når i er færdige” skriver hun. Top!
Jeg bestemmer mig for at tage Tomas’ gamle mobil med til hende på lørdag. Der er et par taster, der sidder fast, men det kan Søren hurtigt fixe.
Giver den videre til ham med en kort information om problemet og kommer til at tænke på, da Ditte skulle have mobil. Ditte hader alt it. Hun havde hidtil nægtet at anskaffe sig en mobil, selvom vi havde plaget hende længe, - indtil hendes mor blev alvorligt syg. Ditte anede intet om mobiltelefoner og fik overtalt mig til at tage med hende ud og købe en.
”Denne her er rigtig god”, sagde ekspedienten hos TDC og fortsatte:
”Der er god kalender, walkman og…” ”Der skal bare være en grøn telefon og en rød telefon på, så jeg kan ta røret og lægge røret på igen”, afbrød Ditte. ”Øhh, Okay”, sagde ekspedienten overrasket og fandt en telefon frem, der passede til beskrivelsen.
”Så er der jo SIM kortet som …”
”Det vil jeg også gerne vælge fra”, afbrød Ditte igen.
Jeg var ved at krepere af grin, da jeg fortalte de andre piger om episoden.
”Done”, siger Søren og afbryder min tankerække.
Står og ligner en glad lottovinder, mens han rækker mig mobilen. Han elsker små tekniske udfordringer.
”Tak sødde”, siger jeg og sender ham et varmt, taknemmeligt smil. Han er nu ikke så tosset at have i nærheden.
Selvom det ikke er nemt at forestille sig at en billedkunstner kan andet end klatte lidt med en pensel, er det faktisk ikke tilfældet med Søren. Han kan nærmest lappe alt. Jeg smiler igen og har næsten glemt min irritation over ham i morges.
Og Signe, - ja, hun kan vove på at blive andet end glad!
