”Siiiiiiiiiif?”
Hvordan i himlens navn, har nogen kunnet finde på at give sit barn et énstavelsesnavn. Det lyder sgu som en luftsirene fra en gammel krigsfilm, hver gang man bliver kaldt på af sin mor!
Hvad var der i vejen med Helle eller Mette, som de hed alle sammen dengang?
Vi har selv valgt to-klap navne til Sørens og mine vi-falder-overhovedet-ikke-ind-med-tapetet-og-vi-kræver-opmærksomhed-børn. Mik-kel og To-mas på henholdsvis 19 og 13 år.
Vi har bygget hus i et ligusterkvarter. En dobbeltdækker.
Jeg er udlært teknisk tegner, så hvor svært kunne det lige være at tegne sådan en hytte?
Meget!
Jeg har efterhånden fortrudt en del streger, som er blevet realiseret!
Jeg konverterede til grafiker for femten år siden. Tænkte at jeg måtte gøre noget drastisk, idet jeg dagligt faldt i søvn ind over tegnebordet.
Var enten var ved at kede mig ihjel, eller ved at udvikle søvnapnø. Valgte at tro på første option og tog konsekvensen.
Ellers ikke lige os med ligusterhæk, - men der er udsigt til en stor flot dal med å, marker med levende køer og skov. Stort plus.
Ti minutters kraftanstrengelse på cykel ind til midtbyen, - så vi føler vi bor i byen på landet.
Søren er, udover at være blid og følsom billedkunstner med verdens rareste øjne, - rimelig sær. Han har fx ikke været beruset i de toogtyve år jeg har kendt ham. Men han elsker mig. Yderst vigtigt!
Han har fået klippet de lange ungdomslokker af og er ved at være en lille smule tynd i toppen. Ca. en halv centimeter mellem hvert hår, så måske bliver han snart nødsaget til at følge moden uden hår.
”Siiiiiiiiiiif”. Nå, så er sirenen i gang igen! Hun står ved bilen med en mega kasse i armene: ”Hjælper du ikke lige med al juuuulepynten?”, råber hun med halvskinger stemme.
Det sner kraftigt og hun ligner lidt en havenissedekoration som hun står der og balancerer med kassen iført rød strikhue, briller og gummistøvler med lyserøde blomster på, fra Aldi.
Min far sidder åbenlyst utålmodigt inde i bilen og kigger irriteret efter mig. Han er absolut en ener, og har arvet en del mærkværdige gener. Halvdelen af min fars familie er i nær kontakt med det psykiatriske system. De er absolut rablende, familien, - men de er til gengæld både morsomme og uforudsigelige at være sammen med.
Jeg har selv mit at rode med, 100% sikkert nedarvet fra den kant.
Min far kan sagtens have været inspirationskilde til Kaptajn Haddock i Tintin - i en lidt tykkere og mere skaldet version. Han er absolut underholdende, sjov, højtråbende/bandende, utålmodig, energisk, følsom, og så er han ikke mindst udenfor pædagogisk rækkevidde. Han lægger aldrig fingrene imellem, uanset hvem han taler med. Det har bragt ham (og os) i en del vanskeligheder gennem tiden.
Han er også søvngænger, - altid uden underbeklædning.
Hans livsfilosofi: Bringe mor ud af fatning så tit som muligt!
(Ikke svært!)
Skrighalsen i blomstergummistøvlerne insisterer på, at der skal pyntes voldsomt op til jul: ”Kan du huske de smukke guldguilander du lavede i femte klasse? Og de flettede hjerter? Det hele er her!”, jubler hun nærmest.
Far gider ikke mere se på alt det pynt vi har lavet, så nu er det åbenbart min tur til at trækkes med den kasse. ”Du må da gøre det for børnenes skyld!”, hyler hun og giver skyld med skyld på.
Jeg har rigeligt med julepynt! Børnene har da lavet det obligatoriske, de har fået besked på i daginstitutioner og skoler siden nærmest nulte år! Og de er da ærligt talt også næsten voksne.
Og så er vi i øvrigt i rigelig god tid.
Min mor er en absurd splejsning af en supermoderne, hyperaktiv, kreativ kvinde og Emma Gad. Vi snakker her om at surfe på nettet, sms’er, maler, og har en åben/moderne musiksmag. Det kontra ”ikke bande”, ”ret ryggen”, ”hvad siger naboen ikke” og ”det gør man da ikke”-agtige udtalelser, - og i dette tilfælde, tonalt høj anklagende stemme med: ”Du skal da være klar til jul, ikke?”.
Hun er en pæn dame. Ser meget yngre ud end hun er, med langt lysblondt hår, som er sat løst op i en knold. (ikke på Ritt Bjerregaard-måden).
Jeg burde være henrykt for mine forældres besøg. Det er nemmere at få en akut tid ved min læge end at få en aftale med dem. Men det er åbenbart også et af de korte. Min far gør i hvert fald ikke tegn til at stige ud af bilen.
”Ja,ja, jeg kommer”, råber jeg ud af vinduet i køkkenet, som står på klem. Jeg baner mig vej gennem bryggerset, som er pakket med poser af reklamer, tomme flasker, malingrester, skæve lærreder og papkasser som skal på forbrændingen, - og får ikke lukket døren ordentligt.
Trofast (meget stor, sort, langhåret hund med klunker, der fejlagtigt ikke er blevet fjernet - og som er alt andet end trofast) stikker af ud af døren. Har allerede gravet stokroserne op i nr.16 og bollet labradortæven med et jernstativ indopereret i ryggen, i nr.20.
Måtte stå skoleret over for et overophedet fruentimmer med tøjsnor om desværre genkendt hund. Ejerne af labradoren måtte give gigttabletter til den stakkels overrumplede, men dog villige hunhund, et godt stykke tid efter overfaldet.
Vi har ellers gjort, hvad vi kunne, for at banditten ikke skulle kunne slippe ud. Først 80 cm hegn rundt om haven. Så 130 cm hegn rundt om haven. Og til sidst 180 cm hegn rundt om haven. Jeg ved ikke rigtig, om Trofast får længere og længere ben eller bare bliver mere og mere adræt, jo tættere vi kommer på tævernes løbetid?
Men hvad hjælper det hele, hvis den bare får lov at stikke ud af døren?
”For fanden da, Sif”, råber min ellers meget sindige ægtemand irriteret: ”Du ved da...”
”JAAA”, hvæsser jeg arrigt af ham: ”Du kan jo bare fjerne alt det lort herude, så man kan komme til”, giver jeg skidtet skylden, velvidende at det var min egen skyld.
Søren og jeg er diamentrale modsætninger i nærmest alt. OG vi snakker sort og hvid, og sol og måne her! Hvad jeg elsker-hader han og omvendt. På nær børnene, dem er vi heldigvis helt enige om at kunne lide, selvom vi på et tidspunkt havde en stående joke om, at vi ikke kunne blive skilt, fordi ingen af os ville have dem.
Jeg er nået ud til nissen nu, - men mit blik følger Trofast’s vanvittige flugt over genboens hæk: ”Pokkers….nu bliver der ballade igen!”, konstaterer jeg lavmælt for mig selv og ryster irriteret på hovedet.
”Jeg skulle hilse fra Steen”. Nissen kigger intenst på mig og tvinger min opmærksomhed hen på hende, - som om fangeflugten er fuldstændig ligegyldig.
”Vi var til brruunjs i lørdags”, fortsætter hun på dårligt engelsk: Hvordan gik jeres tur til Århus?”, og i samme åndedrag: ”Det er sådan nogle søde veninder du har”. Vandfaldet ender i et par spørgende øjne med hævede uplukkede øjenbryn som et øjeblik distraherer mig.
Jeg får et kort flashback til Gudrunn, der fortæller om ”Tyson” i gang med at ”ordne” hende i vindueskarmen….
Hmm, sød er, for anden gang, slet ikke lige det første ord, der popper op i mit hoved. ”Ja, - den var rigtig sjov!”, klukker jeg let og mener det: ”Holdt Steen fødselsdag?” Min mor nikker og ligner en glad julegris med rødmalet tud.
Steen er min tre år ældre bror, som jeg gør ansvarlig for, at jeg ikke er mere end 1.65 høj. Han har slået mig så mange gange i hovedet da vi var små, at det må være hans skyld. Jeg ser ikke så meget til ham i dag, andet end til mine forældres fødselsdage og den slags. Det er svært at tilgive ham de manglende centimeter når man nu siden man var ti, er blevet kodet til at tro på at man nok skulle regne med at blive 1.80.
Min mor havde læst et sted, at man blev dobbelt så høj, som da man var to. Jeg kunne måske være blevet model, hvis det ikke lige havde været for ham!
Eller måske mere realistisk, basketballspiller!
”Der er i øvrigt noget jeg lige vil snakke med dig om, Sif”, fortsætter hun usædvanligt lavmælt mens hun rækker mig kassen og forsigtigt tøffer med gummistøvlerne for ikke at falde i sneen: ”Far har gået i søvne igen!”
”Nå”, siger jeg uinteresseret: ”Det har han gjort så mange gange.”
”Jamen denne gang vågnede jeg ved, at han var så kold, så jeg spurgte hvor han havde været. Og så svarede han, at han lige var cyklet en tur ind til Brugsen”, piber min mor og ligner en skolepige, der er sat uden for døren. ”Nå”, smiler jeg lidt mere interesseret og ser min far for mig cykle de to kilometer ind til Brugsen kun iført undertrøje, sækkepibe og blottede gummer i to graders frost.
”Der står i lokalavisen i dag, at der er blevet observeret en blotter i nat ved Brugsen, - og jeg ved jo ikke, om det er far, der har været derinde?”, bliver hun ved, mens hun hurtigt, diskret sender et blik i retning mod bilen, for at observere om den formodede blotter har hørt noget af samtalen. Det ser ikke sådan ud.
Jeg eksploderer af grin, og er ved at tabe kassen. ”Det er ikke sjovt, Sif”, siger hun anklagende med stram hønserøv:”Hvis der nu er nogen, der har genkendt ham?”, klager hun, mens hendes ansigt langsomt, ufrivilligt bliver vredet om i et tyndt forlegent smil ved synet af mit store smil.
Hun snøfter kort og den blodrøde forfrosne tud vibrerer lidt mens hun hiver strikhuen af. Hendes hår ligner et øjeblik professorens fra Danfoss Universe reklamen.
”Og hva´ så!”, klukker jeg, både ved synet af hende og billedet i mit hoved af min far ved Brugsen: ”Det er der da ingen, der kan ta’ seriøst”.
Nissen overgiver sig endelig, og sammen fniser vi resten af vejen ind, mens jeg i mit stille sind krydser fingre for, at Trofast dukker op inden for de næste ti minutter - helst uden escorte.
I øvrigt et åndsvagt navn at give en hund, med uddelt frihedstrang. Men hvem kunne også vide det?
Nej, - jeg har altså ikke nogen helt almindelig familie, tænker jeg et kort øjeblik og ryster på hovedet. Hverken de tobenede eller de firebenede har en chance for at kede mig ihjel. Og gud-ske-lov! Jeg nikker op til Vorherre med et lille taknemmeligt smil.
Eller?
SLAM... sur og tvær teenager moser sig vej ind gennem køkkenet, forbi os gennem stuen og ind på sit værelse med et sammenbidt udtryk. Tomas er høj og meget mørkhåret med brun/grønne øjne. En flot fyr i en flot krop. Men hvad skal alle de hormoner i kroppen på sådan en ”lille” dreng? Det er jo både uretfærdigt overfor ham og os.
Tomas er utilnærmelig for tiden. Han hader både os og skolen og lektier og stort set alt andet og andre. Spurgte ham bare forsigtigt, i forbifarten, om han lige gad tømme opvaskeren når han fik overtøjet af……
Tænk at et så simpelt spørgsmål kan udløse en slags jordskred? Store korslagte arme, et olmt udtryk i øjnene, et ”IKKE NU!” og et efterfølgende smæk med døren ind til sig selv. Nissens insisterende blik og malplacerede bemærkning: ”Nu kan du pynte op til jul sammen med din mor Tomas” hjælper ikke på situationen!
Jeg mindes ikke, at jeg var så sart, men det er jo sådan ca. også en million år siden, jeg var teenager (i hvert fald af kød), så det er måske ikke så sært, det er gået i glemmebogen.
Jeg har endelig fået et normalt forhold til Mikkel igen efter seks hårde teenageår og så starter hele møllen forfra med Tomas i hovedrollen. Bliver ærlig talt lidt sur i skralden over hans opførsel og får lynhurtigt forvandlet en tålelig situation til en højeksplosiv situation ved at åbne døren med et ryk og fornærmet sige: ”Jeg vil gerne ha´ du taler ordentligt til mig, - og desuden er der ingen computerspil, før du har lavet lektier!”.
Tomas har helt sorte øjne nu, som lyner imod mig.
”Godt han ikke er selvmordsbomber”, tænker jeg lettet. Det ville klart være et passende tidspunkt for ham at udløse en bombe nu!
Jeg prøver at bløde lidt op med: ”Du ved godt, det ikke dur’ at du først laver lektier i aften hvor du er træt, - så er det bedre du spiller computer i aften”. Jeg lukker stille døren, krydser fingre og håber på det bedste.
Tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis jeg var i overgangsalderen!
Jeg hadede at gå i skole, hadede lektier og har svært ved entusiastisk at opildne Tomas til at gøre sit bedste og forklare ham hvor vigtig skolen er.
Jeg gjorde det jo kun fordi jeg ikke kunne blive fri og lavede kun det der var højst nødvendigt. Meget atypisk pige tror jeg.
Er faktisk ret glad for at jeg var så dårlig til fysik og kemi, at jeg ikke havde evnerne til at sætte noget sammen til noget fysisk altødelæggende. Skolen kunne have været et indbydende og næsten uimodståeligt emne for destruktion for mig.
Jeg husker én af de uretfærdigheder der blev begået imod mig i skolen. I fjerde klasse, hvor jeg skulle være med i lucia-optoget og var så koncentreret om hvad læreren sagde, at jeg kom til at sætte ild til kønt langt hår på veninden foran. Begyndte febrilsk at slå hende i hovedet for at slukke hår-bålet. ”HVAD LAVER DU?”, skreg overhysterisk lærer mig ind i hovedet, mens hun hev mig ud af rækken.
Jeg blev faktisk ked af det - og gal. Som om man kunne finde på at gøre sådan noget med vilje?
Og det er bare ét af utallige dårlige minder fra folkeskolen. Alle sammen indeholdende elendige lærere.
Jeg får lyst til at ringe til Maria, men vil lige vente til min mor selv finder døren, eller til min usandsynlig utålmodige far dytter efter hende. Kender jeg ham ret, går der max 30 sekunder fra nu, før det er tilfældet.
Maria er min backup når samtaleemnet gælder teenagere. Tomas er fagligt dygtig, men har rimelig svært ved at fungere socialt og vi har en fornemmelse af at han ind imellem bliver mobbet, uden at vi dog har haft succes med at vride noget ud af ham. Han virker meget umoden af sin alder og meget gammelklog, - og han finder hovedsagligt sammen med kammerater der er et år yngre end ham selv.
Maria ved en hel del om unge qua sit arbejde som socialpædagog og har desuden en overudviklet retfærdighedssans. Hun har stået model til mange ”hotline-support-opkald” fra mig den seneste tid.
At være teenagemor er en svær opgave, men når ens barn adskiller sig yderligere, letter det med kvalificerede råd. Eller bare få en anden vinkel på. Og det kan og vil Maria altid.
Jeg overvejer min beslutning om at hidkalde de magter der ved noget om emnet, mens nissen hastigt forlader huset ved lyden af et vedvarende bilhorn og med et overflødigt spørgsmål afleveret i farten: ”Tror du det er hormonerne det er galt med?”
Jeg orker ikke at besvare det åndssvage spørgsmål og vifter hende af med et suk, et lille overbærende smil og: ”Skynd dig nu inden fars blodtryk stiger til astronomiske højder”.
Jeg følger hende med øjnene mens hun tøffer hen over sneen til en stærkt ophidset chauffør med tomatrød ansigtsfarve, - og så er der endelig ro til at tænke.
Hmmm…det er jo bare en ganske almindelig uoverensstemmelse, hormonindblandet ganske vist og dermed uforudsigelig i udfaldet…..
Nej, - ikke værre end at jeg selv kan klare det denne gang!
